USA vil have Tyrkiet til at mægle

USA har øget den diplomatiske indsats for at styrke fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne

John Kerry var i går i Tyrkiet for at holde møde med premierminister Recep Tayyip Erdogan.
John Kerry var i går i Tyrkiet for at holde møde med premierminister Recep Tayyip Erdogan. Foto: KAYHAN OZER Denmark.

Det er ikke samme tempo som dengang, fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne var på sit højeste. Men udnævnelsen af John Kerry til udenrigsminister og ikke mindst præsident Barack Obamas nylige besøg i regionen har fået USA til at øge de diplomatiske anstrengelser for at få parterne i konflikten til at tale sammen.

John Kerry ankom i lørdags til regionen for tredje gang i løbet af to uger. I Tyrkiet holdt han møde med premierminister Recep Tayyip Erdogan. I går fløj han til Israel. I dag skal han holde møder med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

LÆS OGSÅ: Abbas vil have landkort af Netanyahu

Ifølge den israelske analytiker Zvi Barel arbejder USA på længere sigt på at få opbakning til det såkaldte saudi-arabiske fredsinitiativ fra 2002, hvor Israel loves diplomatiske forbindelser med alle arabiske lande til gengæld for rømning af de jødiske bosættelser på Vestbredden og oprettelsen af en palæstinensisk stat. På kort sigt ønsker USA at overtale Tyrkiet til at mægle mellem Israel og palæstinserne.

USA ønsker at gøre brug af Erdogans gode forbindelser til Hamas for at opnå bevægelsens støtte til en tostatsløsning og den væbnede kamps ophør, siger Zvi Barel.

Talskvinde for USAs udenrigsministerium Victoria Nuland bekræftede forud for Kerrys besøg i regionen, at USA ønsker at se Tyrkiet spille en central rolle.

Tyrkiet har evnen til at opmuntre de forskellige palæstinensiske grupper til at acceptere det allerede eksisterende fredsforslag, sagde Nuland på en pressekonference.

Israelske rådgivere fra Netanyahus kontor rejser til Tyrkiet på torsdag for at forhandle om genoptagelse af diplomatiske forbindelser efter næsten tre års krise mellem de to lande.

Trods den nye og mere positive tone mellem Israel og Tyrkiet er den israelske regering skeptisk over for USAs diplomatiske anstrengelser.

Israel har bemærket, at præsident Abbas stiller et nyt krav om, at Israel skal levere et kort med de fremtidige grænser, før forhandlingerne mellem parterne kan begynde. I Israel opfattes det som Abbas måde at undvige direkte forhandlinger på.