De umage tvillinger – en var jøde, den anden nazist

Jack Yufe voksede op som jøde, mens hans tvillingebror voksede op som nazist. Nu er begge døde

Jack Yufe (tv.) og hans tvillingebror i 1979.
Jack Yufe (tv.) og hans tvillingebror i 1979. . Foto: Robert Lachman/Los Angeles Times.

Skæbnen ville, at de enæggede tvillinger Jack Yufe og Oskar Stohr havnede på hver sin side af en af verdenshistoriens største konflikter: De kom til verden i 1933, og mens Jack opvoksede som jøde og blev officer i den israelske flåde, så voksede Oskar op under nazistyret i Tyskland som et entusiastisk medlem af den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend.

Oskar Stohr døde i 1997, og forleden gik også den 82-årige Jack Yufe bort i San Diego i den amerikanske delstat Californien. Dermed er historien om et af de mest usædvanlige tvillingepar, som verden har kendt til, slut.

Seks måneder efter, at brødrene blev født i Port of Spain i Trinidad og Tobago i 1933, gik deres forældre fra hinanden, og Jack blev i Caribien med drengenes rumænske, jødiske far, mens deres tyskfødte katolske mor tog Oskar med hjem til Tyskland.

Som medlem af Hitlerjugend lærte Oskar Stohr at skjule sin halvt jødiske identitet og at begynde sine dage med et ”Heil Hitler”. For Jack var Anden Verdenskrig en mere fjern begivenhed, som først blev virkelig, da han som 15-årig flyttede til Venezuela for at bo hos en faster, der var tidligere kz-fange og den eneste fra faderens europæiske familie til at overleve holocaust. Senere rejste han til Israel og gjorde militærtjeneste i den nye jødiske stats flåde.

De to brødre blev genforenet som 21-årige i 1954, da Jack, der var ved at emigrere fra til USA, opsøgte broderen i Tyskland. Genforeningen var ingen succes; de kulturelle og sproglige barrierer fyldte for meget. Samtidig var begge brødre ifølge senere interviews utilpasse ved deres sælsomme ligheder: De havde samme overskæg, samme vigende hårgrænse, samme briller og var klædt næsten fuldstændig ens. De sagde farvel med et køligt håndtryk.

Der skulle gå 25 år, inden de så hinanden igen. Det skete i 1979, da de indvilgede i at deltage i et forskningsprojekt om tvillinger på University of Minnesota i USA. Projektet fulgte igennem to årtier 156 tvillingepar, der var vokset op adskilt, for at undersøge, hvordan genetiske og miljømæssige faktorer påvirker menneskers psykologiske egenskaber.

Trods deres meget forskellige opvækster og adskilte liv var Jack Yufe og Oskar Stohr ifølge forskerne forbløffende ens i personlighed, temperament, stemmeføring, gang, vaner og andre karakteristika. De kunne dog aldrig blive enige om politiske spørgsmål som den israelsk-palæstinensiske konflikt, eller hvem der var skyld i Anden Verdenskrig.

Forskningsprojektet gav brødrene muligheden for at lære hinanden bedre at kende, men deres forhold forblev anspændt.

”De havde et usædvanligt had-kærlighedsforhold. De var frastødt og fascinerede af hinanden. De kunne ikke slippe deres tvillingeskab,” siger psykologen Nancy Segal, der skrev om brødrene i bogen ”Indivisible by Two: Lives of Extraordinary Twins” (Udelelig: Usædvanlige tvillingers liv), til avisen Los Angeles Times.

Forskningsprojektet gjorde tvillingerne berømte, og de var genstand for flere dokumentarfilm og avisartikler. Oskar Stohr, der igennem en årrække var minearbejder i Tyskland, døde af kræft i 1997. Hans tvillingebror undlod at komme til begravelsen for ikke at påføre de efterladte smerte.

Jack Yufe levede igennem det meste af sit voksenliv i Californien, hvor han åbnede en butik med herreekvipering. Han efterlader sig sin hustru, fire børn og to stedbørn.