Der står igen Lurpak-smør og dansk mælk på hylderne i mellemøstlige supermarkeder. Men der er ingen grund til at ånde lettet op og tro, at alt igen er ved det gamle. Tværtimod.
Dansk identitet og selvforståelse er ændret efter Muhammed-krisen. Og væk er billedet af de flinke, fredelige danskere, hvis flag blev venligt modtaget overalt.
"I virkeligheden bliver vi nu opfattet, som det vi er og har været længe: en krigsførende nation. Allieret med USA og Israel. Og sådan har den danske virkelighed faktisk set ud siden 1990'erne, selvom det først er gået op for danskerne nu.
Hverken den første eller den anden Irak-krig har kunnet ændre danskernes eller de mellemøstlige befolkningers syn på vores lille land. Hvad deltagelse i internationale krige ikke formåede, kunne tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten," siger lektor ved Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Lars Erslev Andersen.
Læs også: Hvad har vi lært af Muhammedkrisen?
I dag udkommer hans nye bog: "Den tabte uskyld – Verdensorden. Værdikamp. Islamisme". Den er en redegørelse for den mellemøstlige politiske og religiøse baggrund for, hvordan Muhammed-krisen kunne eskalere på den måde, den gjorde.
Muhammed-tegningerne kunne være gået i glemmebogen og være afvist som et internt dansk bidrag i værdikampen – hvad de da også var tænkt som. Men modsat den hollandske filminstruktør Theo van Goghs film "Submission", der viste korancitater på en nøgen kvindekrop – og resulterede i, at filminstruktøren blev myrdet af en hollandsk muslim – og koran- citater på en kendt fotomodels nedringede kjole, som forblev store, men hovedsageligt nationale krusninger, så passede Muhammed-tegningerne som fod i hose til en international krise.
Lars Erslev Andersen sammenligner i bogen Muhammed-krisen med Salman Rushdie-sagen, fordi han mener, at de i udvikling ligner hinanden. Blandt andet blev Rushdies bog "De sataniske vers" anmeldt i Iran, måneder inden ayatollah Khomeini dødsdømte forfatteren med en fatwa. Det var først med britiske imamers aktive benarbejde, at Rushdie-sagen fik internationale konsekvenser. Men de britiske – og i Muhammed-sagen danske – imamer talt for døve ører, hvis de ikke havde ramt ned i mellemøstlige imamers politiske dagsorden.
Lars Erslev Andersen kalder Muhammed-krisen for en "Maggi- terning", der passede ind i alle politiske dagsordeners suppe. Både internt i Danmark og internationalt i de lande, hvor islam er den største religion.
Læs også: Tidslinie og billleder: Dengang Muhammed blev tegnet
"Der blev sluppet ustyrlige kræfter løs, som statsministeren også sagde. Og jeg mener ikke, at man kan sige, at håndteringen af krisen var inkompetent eller dum. Danskerne er helt uvante med at være i centrum for international fordømmelse og griber selvfølgelig ud efter alle forhåndenværende værktøjer," siger Lars Erslev Andersen.
Set i bakspejlet mener han dog, at nogle værktøjer blev brugt klogere end andre. Også selvom ingen kan sige, om en anderledes håndtering ville have gjort krisen mindre omfattende. For eksempel forsøgte den britiske regering i Rushdie- sagen at tale med ambassadører fra de muslimske lande uden effekt.
"Men jeg mener alligevel godt, statsministeren kunne have taget en samtale med de ambassadører, som bad om det. At afslå en samtale er det samme som at sige, at man ikke ønsker at møde Egypten, Pakistan og de andre lande, ambassa-dørerne repræsenterer. Og det samtidig med, at regeringen støtter et dansk dialogcenter i Egypten og har lagt stor prestige i "det arabiske initiativ", som støtter en demokratisk udvikling i Mellemøsten."
Han mener langt hen ad vejen, at de danske imamers "rejsehold" var en legal protestform, men vender sig mod de misinformationer, der også kom frem på rejsen, og som imamerne selv bagatelliserer.
Læs også: Muhammed-krisen handlede aldrig om Danmark
Lars Erslev Andersen mener også, at for en statsminister som i den grad har fokuseret Muhammed-krisen på ubegrænset ytringsfrihed, så klinger det hult, at man ikke vil tale med folk, som har andre synspunkter. Statsministeren taler jo også med den amerikanske præsident velvidende hvor mange overgreb, der foregår i kølvandet på den amerikanske krigsførelse. Og ytringsfriheden gælder også en legal islamistisk kritik af Danmark.
"Et andet træk, jeg ikke mener gavnede, var, at danske biskopper tog til Mellemøsten for at tale med muslimske religiøse ledere. Det ligger selvfølgelig lige for at konkludere, at når muslimer krænkes af tegninger af profeten Muhammed, så må der en religiøs løsning til. Men det er en forkert slutning. De krænkede muslimer var ikke de samme, som indtog gaderne. Og muftiernes dagsorden har lige så meget politisk som religiøst sigte. Selvfølgelig kan man tale med stormuftien af Egypten eller Saudi-Arabien, men så er det ikke missionerende danske biskopper, der skal repræsentere Danmark i dialogen, men danske diplomater."
Ligeledes mener Erslev Andersen ikke, at dialogkonferencen i København var en succes.
"Når man inviterer en mand som kuwaitiske Tariq al-Suwaidan, der nærmest truer med flere uroligheder, hvis der ikke kommer en undskyldning fra den danske regering, så åbner man mikrofonen for en mand, som er kendt for udtalelser om, at den vestlige civilisation er i opløsning, og at muslimer gerne må skubbe til den udvikling. Han repræsenterer på ingen måde en gensidig anerkendelse, men får blot stillet en platform til rådighed for udbredelse af sit synspunkt. Det er helt utåleligt."
Læs også: Dansk tolerance over for muslimer voksede under Muhammed-krisen
Faktisk mener Lars Erslev Andersen – der er af den opfattelse, at religion hører til i privatsfæren – at den tværreligiøse dialog og co-existence-dialog (sameksistens) risikerer at reproducere Samuel Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød.
"Dialog-initiativerne er tænkt positive. Men udgangspunktet er Huntingtons: at vi er grundlæggende forskellige. Og det kommer man så til at bekræfte. Men jeg mener ikke, at Huntington har ret. Kampen kommer ikke til at foregå mellem civilisationen i en verdensdel mod civilisationen i en anden. Den kommer til at foregå som en værdikamp på tværs af landegrænser og internt i både Vesten og de muslimske lande mellem fundamentalister og liberale. Begge parter ønsker at vinde retten til at fortolke, hvordan et samfund skal se ud."
Lars Erslev Andersen mener dog også, at Muhammed-krisen har været positivt lærerig.
Den har fået de fleste danskeres øjne op for forskelligheden i islam og for, at uanset om der er muslimer i Danmark eller ej, så indgår vi i en global sammenhæng, som indimellem sætter dagsordenen, også i Danmark.
I bogen kommer Lars Erslev Andersen rundt om Irak-krigen, islamisternes rolle i Mellemøsten og deres forskellige strategier, situationen i Libanon, Syrien og Iran samt krigen mod terror.
Krigen mod terror er med Erslev Andersens ord en værdikamp, en moralsk kamp for vestlige værdier. Og han frygter, at krigen mod terror kan ende med en global, religiøst funderet borgerkrig, på den ene side af "fronten" udkæmpet af partisaner. En gentagelse af de europæiske religionskrige på globalt plan. Efter århundreder endte religionskrigene med en fælles forståelse af hinanden, fordi det blev klart, at man ikke kan afgøre religiøse spørgsmål ved at slås om dem.
Men partisankrig er gift for regulære hære, mener Erslev Andersen.
Læs også: Muhammed-krisen giver anledning til at tage fat ved ondets rod
"Partisaner er beskyttet af konventioner og gemmer sig blandt civile. Derfor kan en hær ikke undgå at begå krigsforbrydelser under jagten på dem. Det eventuelt legitime mål med krigen – demokrati – skæmmes, hver gang Vesten bruger ulovlige metoder, uanset om man er nødt til det i den form for krigsførelse. Det er en asymmetrisk krig, som kæmpes på partisanernes præmisser. Den gør de vestlige lande upopulære, blandt andet i Irak, og måden, krigen føres på, sikrer også større folkelig opbakning bag partisanerne. Og i sidste ende bliver krigen også upopulær i de vestlige lande, netop på grund af metoderne – og antallet af lig, som sendes hjem."
Lars Erslev Andersen er af den overbevisning, at en krig mod Saddam Husseins Irak var uundgåelig. Men han erkender også, at han efterhånden tænker mere "realpolitisk". For man bliver fedtet ind i realpolitik, når man vil indføre demokrati gennem krig.
"Hvis man med vold vil ændre en nation og mener det seriøst, så skal man i tilfældet Irak ind med fem gange så mange soldater – frem for at trække de nuværende ud – og 10 gange så mange genopbygningsprojekter. Meget gerne også i en bredere funderet koalition. Og så skal man være klar til at blive der i flere generationer. Det koster blod, sved, tårer og rigtig mange dollar."
"Men måske skulle man satse på et mindre projekt end at indføre demokrati verden over. For eksempel helt basale personlige rettigheder for alle, som alle mennesker kan blive enige om. Et trygt liv, ret til uddannelse og andet, som ikke på samme måde ligner en kamp om værdier. Men det kræver, at Vesten lever op til egne visioner og idealer frem for at involvere sig med diktaturer som Pakistan og dermed bekræfte hykleriet."
Tilbage i Danmark får terrorpakken også et par kradse ord med på vejen. Faktisk er Lars Erslev Andersen temmelig vred over den måde, diskussionen kører på, nemlig at den politiske fokus er på tekniske løsninger på blandt andet overvågning, så befolkningen hægtes af den reelle debat: hvordan skal samfundet se ud, og hvilke værdier skal det bæres af.
"Vi bør diskutere, hvad terrorpakken grundlæggende handler om. Jeg mener grundlæggende, at det handler om, at efterretningstjenesterne skal have de midler – økonomiske og lovgivningsmæssige – de har behov for. Og så skal de underlægges domstolskontrol, så man ikke afliver demokratiet i forsøget på at beskytte det. Danmark er jo et gennemregistreret samfund – meget mere end England og USA. De indfører overvågning, fordi de ikke har samme registreringstradition, og vi trumfer så over ved at gøre begge dele."
"Det var ikke overvågning, der sikrede opklaringen af terrorbombningerne i London. Det var almindeligt politiarbejde. Politiet blev ringet op af broderen til en af selvmordsbomberne, som var bange for, at broderen var involveret. Politiet fulgte op med at finde ud af, hvem selvmordsbomberen var sammen med – og dernæst blev det bekræftet af videoovervågningen," siger han.
Det er også en værdikamp. Og ifølge Lars Erslev Andersen er det Muhammed-krisens "fortjeneste", at den værdikamp, danskerne troede var et nationalt særkende, er næsten identisk med den værdikamp, der kæmpes af befolkninger i både andre vestlige lande og i Mellemøsten.
