Over 70 procent af de stemmeberettigede liberianere ventede ved første valgrunde for to uger siden i silende regn i timevis for at stemme.
Deres krydser var dog ikke i første omgang nok til at finde en vinder af præsidentvalget, og derfor holder det vestafrikanske land vejret til den næste valgrunde i starten af november.
Billederne af de to tilbageværende kandidater, den nuværende præsident Ellen Johnson-Sirleaf Afrikas eneste demokratisk valgte kvinde til embedet og hendes modstander Winston Tubman, hænger da også endnu rundt om på gaderne i hovedstaden, Monrovia.
Kapløbet om liberianernes stemmer er langtfra overstået, for kampen ses nemlig af mange som både et spørgsmål om, hvem der skal lede landet i de næste seks år, og i lige så høj grad og måske vigtigere, om Liberia virkelig otte år efter borgerkrigens afslutning er trådt ud af dens skygge.
Fra UN Mission in Liberias (UNMIL) hovedkvarter i Monrovia følger Ellen Margrethe Løj derfor situationen tæt.
Hun har siden januar 2008 været leder for de fredsbevarende styrker i Liberia og er dermed den højest placerede dansker i FN. Hun besøgte første gang Liberia tilbage i 2006, da hun var FN-ambassadør for Danmark i New York, og dengang havde hun aldrig set et land så ødelagt.
LÆS OGSÅ: Liberias opposition fortsætter mod Sirleaf
Men i dag sker der fremskridt, fortæller hun.
I 2006 var her ingen veje, ingen huse, ingenting. Da jeg flyttede hertil i 2008, var Tubman Boulevard uden for UNMILs bygning en hullet vej uden trafik, men i dag er den trafikeret og asfalteret, så tingene skrider fremad om end langsomt, siger Ellen Margrethe Løj.
Liberianerne stemte i 2005 i det første demokratiske valg siden borgerkrigens begyndelse i 1989, men dengang var det det internationale samfund, der stod bag afholdelsen af valget. I dag er det landets egen valgkommission, der har ansvaret.
For virkelig at bevise, at Liberia er kommet videre siden krigen, er det derfor vitalt, at valget sker uden snyd og blodsudgydelser.
Til at overse, at sikkerheden er i orden, har Ellen Margrethe Løj 8000 UNMIL-soldater og 1350 politifolk under sig. De kommer hovedsagelig fra Pakistan, Bangladesh, Ghana, Nigeria og Kina, men i alt arbejder hun sammen med 100 nationaliteter i Pan African Plaza-bygningen på Tubman Boulevard, hvor missionen holder til.
Fra vinduet på kontoret er der frit udsyn til havet, men i de seneste uger har der ikke været meget tid til at nyde udsigten.
På trods af nogenlunde ro og orden under valgkampen havde de oprindelige 16 kandidater samt Monrovias rygtemaskine nemlig travlt, så retorikken var indimellem barsk. Men Ellen Margrethe Løj sagde stop, da en sms med ordlyden Monrovia er gravid, det er på tide at sprætte maven op blev sendt rundt. Kort efter stod UNMILs styrker rundt om i hovedstadens gader.
Det var en reference til, hvad der skete under borgerkrigen. Her sprættede soldater gravide kvinders maver op. Det var en helt utrolig grusom borgerkrig, hvor op mod 250.000 mennesker omkom, og selvom genopbygningen er i fuld gang, så er sårene fra dengang langtfra helet, siger hun.
Freden i Liberia er nemlig skrøbelig. Imellem de 16 etniske grupper lurer gamle konflikter stadig, og en af de mest fremtrædende er mellem den oprindelige afrikanske befolkning og de tidligere slaver fra USA, der kalder sig amerikanske liberianere. Indtil 1980 sad sidstnævnte gruppe solidt på den politiske magt i landet, og stadig er mange bedre økonomisk stillede i dag.
Tilhørsforhold betyder derfor noget i valgkampen, for rigtig mange stemmer ud fra etnicitet frem for politisk overbevisning, forklarer Ellen Margrethe Løj. Og fordi der aldrig for alvor er blevet gjort op med borgerkrigens rædsler, vil de blive ved med at plage Liberia i mange år fremover.
Som i nabolandet Sierra Leone etablerede man ellers en Sandhedskommission. Dog er mange af anbefalingerne i Liberia endnu ikke fulgt, blandt andet fordi de ville ramme siddende politikere.
Heriblandt præsident Ellen Johnson-Sirleaf, der på grund af støtte til oprørslederen og den senere præsident Charles Taylor ifølge kommissionen ikke burde have ret til at bestride præsidentembedet.
Højesteret fandt dog i 2011 denne anbefaling i strid med Liberias forfatning, men for mange liberianere er det svært at tro på autoriteterne, når så mange er sluppet for straf i forbindelse med krigen.
For mange unge har det også været en udfordring at vænne sig til fredstid. Tusinder er dårligt stillede, fordi de aldrig har været i skole og lider under den enormt høje arbejdsløshed, der plager Liberia. Andre er tilmed tidligere børnesoldater, der fra tiden som kombattanter har lært at administrere straf og disciplin selv, og det gør dem svære at genintegrere i et fredeligt samfund.
Et af de områder, UNMIL arbejder intensivt med, er derfor at træne politiet samt opbygge sikkerheden i landet. For uden den kommer der ikke nogen bæredygtig udvikling i gang eller reel fred i Liberia, siger Ellen Margrethe Løj.
Dog er det ikke alle situationer, UNMIL kan gøre noget ved. Da Elfenbenskysten i starten af 2011 eksploderede i politisk uro, kom 160.000 flygtninge strømmende ind over Liberias grænser. Blandt dem var tidligere rebeller fra Liberias borgerkrig samt andre lejesoldater på flugt. Med sig bragte mange af dem våben.
Afvæbningen her har været succesfuld, men i dag ligger der igen våben gemt i skovene i nord. Hvad de skal bruges til, og om de skal, ved vi ikke, men det er noget, vi holder øje med, for situationen i Liberia skal være stabil. Med alle de ressourcer, det internationale samfund har postet i genopbygningen og sikkerheden, er det vigtigt, at vores mission lykkes, siger Ellen Margrethe Løj.
Hvem der skal gøre arbejdet i Liberia færdigt, siger hun dog ikke noget om. Men det bliver ikke hende. Hun siger nemlig stop efter fire år i Monrovia til januar 2012, for nu vil hun til at nyde det danske forår og den danske sommer og se kartoflerne i sin have gro hjemme i Danmark.
Efter et langt arbejdsliv i Udenrigsministeriets tjeneste er det tid til at vende tilbage til familien og vennerne, for selvom det har været nogle spændende år i det vestafrikanske, så har det også været hårdt.
Jeg bor et par etager over kontoret i den samme bygning. Jeg har aldrig fri, har altid en bodyguard uden for min dør og savner min familie og venner hjemme. Liberia har været et spændende land at arbejde i, og det har været nyt for mig at prøve kræfter med en militær mission. Men nu vil jeg leve et mere almindeligt liv, siger hun.
En af de ting, som den danske leder tager med sig hjem, er minder om besøg i UNMILs lejre og samtaler med soldaterne samt møder med elever i skolerne. Her har hun hørt, hvordan mange piger drømmer om at blive præsidenter, mens drengene ser sig selv som fremtidige forretningsfolk. Dog er det tanken om en aften i selskab med 40-årige markedskvinder i Monrovias udkant, der synes at have gjort det største indtryk. Her oplevede Ellen Margrethe Løj nemlig, hvordan de efter endt arbejdsdag modtog undervisning og langsomt, men stædigt for første gang i deres liv stavede deres navne på tavlen.
Det er denne stolthed og ambition, som Liberia skal bruge for at komme videre, siger UNMILs leder, for udfordringerne for landet er store.
Forhåbentlig er det nok til at skubbe landet i den rigtige retning og få liberianerne igennem valget, så de kan bevise, at freden i det fattige og splittede land virkelig er kommet for at blive.