Det internationale samfund er blevet bedre til at løfte sit ansvar og forebygge et overhængende folkemord i Den Centralafrikanske Republik, lyder en af hovedkonklusionerne i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watchs 2013-årsrapport. Rapporten påpeger, at det folkeretlige FN-princip R2P Responsibility to Protect, der blev vedtaget i forlængelse af folkemordene i Rwanda og Bosnien, er af væsentlig betydning.
Da der udbrød massedrab på religiøst grundlag i Den Centralafrikanske Republik, sendte Den Afrikanske Union og Frankrig tropper ind for at styrke de overvældede fredsstyrker, USA bidrog med over 100 millioner dollars, og FN begyndte at forberede indsættelsen af den længe ventede og meget påkrævede fredsbevarende styrke. Der er stadig langt mere, der skal gøres, før landet er trukket tilbage fra afgrunden, men det internationale samfund har udvist en større accept af sit ansvar for at handle, konkluderer rapporten.
FN og internationale menneskerettighedsorganisationer har sammenlignet det nuværende kaos i Den Centralafrikanske Republik med situationen i Rwanda op til folkemordet i 1994, hvor knap en million mennesker blev dræbt. Men ulig dengang nøjes det internationale samfund denne gang ikke med at se til ifølge Human Rights Watch.
LÆS OGSÅ: En genstridig voldsspiral i Den Centralafrikanske Republik
Det er dog en konklusion, som leder af Center for Afrikastudier ved Boston Universitet i USA, Timothy Longman, kun til en vis grad tilslutter sig. For mens han understreger vigtigheden af R2P-princippet, mener han, at det internationale samfunds vilje til politisk indgriben i afrikanske kriser stadig lader meget tilbage at ønske.
Efter folkemordet i Rwanda var Timothy Longman udsendt til landet i et forsøg på at kortlægge forløbet, og hvis noget dengang stod klart, var det, at det internationale samfund er nødt til at gribe ind tidligt ind i alvorlige kriser, understreger han.
Men i realiteten tager det tid for det internationale samfund at mønstre den politiske vilje til at gribe ind. Det er et problem, at vi mener, at den eneste mulige måde at stoppe krisen på er ved at sende tropper ind i landet, selvom beslutsom diplomatisk handling i form af en klar offentlig fordømmelse kan have stor indflydelse. Men når det internationale samfund bliver konfronteret med grusomhed, parkerer det sit diplomatiske arsenal og går i stedet ud fra, at kun militærløsningen er effektiv, siger han.
Timothy Longman opfatter det internationale samfunds reaktion på krisen i Den Centralafrikanske Republik som endnu et eksempel på, omend bedre end i tilfældet Rwanda, at en krise får lov til at udvikle sig for langt.
Den Centralafrikanske Republik er om muligt endnu mindre kendt, end Rwanda var. Men landet har været plaget af politiske problemer i over 10 år, og der er ikke nogen undskyldning for denne manglende viden. Den nuværende krise begyndte for næsten et år siden (...) alligevel tog det det internationale samfund mange måneder at reagere på det stigende antal rapporteringer om tiltagende vold der.
Mulighederne for at gribe tidligere ind har været talrige, mener Timothy Longman. Ifølge ham kunne internationale ledere som et absolut minimum have talt højt om sagen og offentligt have holdt den centralafrikanske republiks daværende præsident Michel Djotodia og hans militær ansvarlige for deres handlinger.
Hvis det internationale samfund, i kraftfulde vendinger, på et tidligere tidspunkt havde fordømt den vold, som regeringen og militæret udøvede, så ville de kristne rebeller aldrig have nået at organisere gengældelsesangreb. Nu er spændingerne mellem kristne og muslimske grupper så store, og der er så stor vrede grupperne imellem, at det vil blive svært at etablere fred igen, vurderer han.
På et møde i FNs Sikkerhedsråd i sidste uge appellerede FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, dog netop om at fremskynde processen med udsendelse af tropper til Den Centralafrikanske Republik og at gå uden om de normale langsommelige procedurer for udsendelsen af en fredsbevarende styrke.