Skønt det transatlantiske forhold mellem USA og Europa i dag er så stærkt og vigtigt som nogensinde, står vi utvivlsomt ved en korsvej: Vi står over for adskillige prøvelser, hvor to bør tiltrække sig særlig opmærksomhed, fordi de sætter så vigtige ting på prøve som international ret, multilaterale mekanismer og den verdensorden, vi har brugt de seneste 70 år på at opbygge og bevare.
Den første prøvelse er selvsagt Ukraine, hvor Rusland har sat sikkerhedssituationen i Øst- og Centraleuropa på spil - først med sin ulovlige besættelse af Krim-halvøen og nu med sine utilslørede og skamløse forsøg på at destabilisere det østlige Ukraine.
Denne udfordring førte mig for nyligt tilbage til Kijev for at mødes med præsident Petro Porosjenko, premierminister Arsenij Jatsenjuk og udenrigsminister Pavlo Klimkin. Den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Franois Hollande, var også i Kijev og siden i Moskva for at finde frem til en plan, der kan nedtrappe konflikten. Vi er alle enige om, at denne udfordring ikke kan løses med militær styrke - der skal diplomati til.
Men jo længere tid det tager, jo mere tvunget er verden til at gøre situationen mere omkostningsfuld for Rusland og dets stedfortrædere. USA, Frankrig, Tyskland og vore allierede og partnere vil stå sammen i støtten til Ukraine og i forsvaret for det grundlæggende princip om, at internationale grænser ikke må ændres med magt.
Den anden store prøvelse er den tiltagende voldelige ekstremisme. Islamisk Stats nye video af den brutale afbrænding af en tilfangetagen jordansk pilot udgjorde et nyt lavpunkt af moralsk fordærv. Og i sidste uge rapporterede FN om det, som mange allerede vidste: at denne ondsindede gruppe korsfæster børn, begraver dem i live og anvender psykisk handicappede unge mennesker som selvmordsbombere.
Verden hverken kan eller vil give efter for en sådan ekstremisme - det være sig i Sahel, Nigeria, Irak eller Syrien. I dag er over 60 lande aktive i den koalition, som bekæmper Islamisk Stat. Siden september har vi taget 700 kvadratkilometer territorium tilbage. Vi har afbrudt dens kommandostruktur, undermineret dens propaganda, sat halvdelen af dens lederskab ud af spillet, klemt den økonomisk, skadet dens forsyningsnetværk og spredt dens mandskab.
Nedkæmpelsen af Islamisk Stat er kun en begyndelse, og kampen mod voldelige ekstremister vil ikke blive afgjort på slagmarken alene. Den vil blive afgjort i klasseværelser, på arbejdspladser, i medborgerhuse, på gadehjørnerne i byerne og på regeringskontorerne. Kampen vil blive afgjort af, om det lykkes os at standse rekrutteringen af terrorister og gøre noget ved intolerancen, den økonomiske håbløshed og den eksklusion, som er med til at skabe tomrum, som fyldes ud af ekstremismen.
I de seneste år har det været moderne på baggrund af udfordringer som disse at docere, at det internationale system på en eller anden måde skulle være i opløsning. Jeg er lodret uenig.
Faktisk er det i mine øjne lige omvendt: Jeg ser lande samarbejde om at forhandle nye og vidtgående handels-aftaler, som dækker 70 procent af det globale bruttoprodukt. Jeg ser verden samarbejde om at gøre en ende på ebola-pandemien. Jeg ser arbejde blive gjort for at finde en fredelig løsning på truslen fra Irans atomprogram. Jeg ser samarbejde om at nå frem til en ambitiøs, verdensomspændende aftale om klimaforandringer, og om at dæmpe konflikterne på steder som Den Centralafrikanske Republik, Colombia og Den Demokratiske Republik Congo.
Vi lever sandt nok i en tid med udfordringer. Men jeg ser lande rundt om i verden, der mindsker den ekstreme fattigdom, forbedrer gravides adgang til sundhedspleje, bidrager til børneernæringen, udvider adgangen til grundskolen og forhøjer den forventede levetid. Og trods truslen fra den voldelige ekstremisme er andelen af mennesker, som dør en voldelig død, lavere end ingen sinde i moderne tid.
Alt dette er sket eller i gang med at ske takket være verdensordenens styrker.
Vi er så heldige at være efterkommere af opfindsomme og handlekraftige mennesker, som overvandt slaveriet, epidemierne, depressionerne, verdenskrigene og totalitarismen. Folk, som tog de store udfordringer på sig helt uden frygt og var på deres ypperste i mødet med prøvelserne.
Nu er det vores tur. De prøvelser, vi står over for i dag, kræver af os, at vi lægger planer og forbereder os, at vi samles og forsvarer vores fælles fremtid mod terroristernes og bøllernes primitive paranoia. Fremtiden tilhører stadig de universelle værdier om rimelighed, fornuft og retssikkerhed.