Verdensøkonomien er fyldt med sorte huller

Mindst 8 procent af verdens værdier og hele 12 procent af Europas er skjult i skattely ifølge beregninger foretaget af økonomen Gabriel Zucman. Regeringerne kan lukke verdensøkonomiens sorte huller, hvis de vil. Men ikke med de nuværende sorte lister og frivillige aftaler, mener han

Den schweiziske bank UBS er et af de steder, hvor der diskret kan placeres penge uden for mange spørgsmål. Det var Europa, der i begyndelsen af det 20. århundrede opfandt skatteunddragelse via pengeanbringelser i udlandet og fortrinsvis i Schweiz, der er verdens ældste og største skattely. Nylige tiltag bryder ikke for alvor med den schweiziske bankhemmelighed, mener Gabriel Zucman. –
Den schweiziske bank UBS er et af de steder, hvor der diskret kan placeres penge uden for mange spørgsmål. Det var Europa, der i begyndelsen af det 20. århundrede opfandt skatteunddragelse via pengeanbringelser i udlandet og fortrinsvis i Schweiz, der er verdens ældste og største skattely. Nylige tiltag bryder ikke for alvor med den schweiziske bankhemmelighed, mener Gabriel Zucman. –. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/.

43.000 milliarder kroner. Det er det beløb, der unddrages verdensøkonomien og ligger lunt og godt i Schweiz, Luxembourg og Caymanøerne eller et andet af de lande, der har specialiseret sig i at hjælpe rigmænd med at skjule deres formuer for skattemyndighederne.

Otte procent af verdensøkonomien er forsvundet ud i et af disse sorte huller, der suger penge fra den officielle økonomi over i den skjulte. Det er Nationernes skjulte rigdom, som Gabriel Zucman siger i sin nye bog af samme navn. Et navn, der alluderer til liberalismens klassiker, Adam Smiths The Wealth of Nations (der netop er kommet på dansk under titlen Nationernes velstand).

LÆS OGSÅ: Krisens ofre. Det er kvinderne på gulvet, som betaler prisen

For skattelyene er den liberale økonomis kræft. De fordrejer kapitalens frie bevægelighed fra en økonomisk stimulans til en møllesten, der trækker især de europæiske økonomier ned i sumpen og snyder det globale fællesskab for rundt regnet 1000 milliarder kroner om året i skatteindtægter.

Skattelyene indtager en central plads i den europæiske gældskrise, konstaterer Gabriel Zucman.

Han underviser i økonomi ved London School of Economics og er især specialist i skattelyene, som han forsker i ved Berkeley University i Californien. Han har foretaget en af de mest seriøse beregninger nogensinde af de summer, der forsvinder ud i verdensøkonomiens sorte huller.

Gabriel Zucman har sammenholdt alle tilgængelige statistikker, som hver især dækker en flig af de internationale kapitalbevægelser. Og som lagt side om side afslører omfanget af den sorte økonomi.

Mine undersøgelser kombinerer en lang række makroøkonomiske kilder: betalingsbalancer, investeringer, bank- og virksomhedsregnskaber for eksempel. Jeg har kombineret det, som aldrig tidligere er blevet kombineret. Og derefter udnytter jeg de unormale skævheder og uregelmæssigheder, der viser sig, når man sammenholder statistikkerne. Det viser sig for eksempel, at der er et misforhold mellem de beløb, der investeres i verdensøkonomien, og de beløb, som registreres. For de penge, der skjules i skattelyene, ligger ikke bare og sover, de investeres, og det er det, der giver anledning til statistiske anomalier, som kan forklares med skattelyene, siger Gabriel Zucman.

Tag for eksempel en rig dansk familie, som har placeret en del af sin formue i Schweiz. Disse penge investeres i Google-aktier. Da Google er et amerikansk selskab, medfører det, at USA indskriver beløbet på aktiesalget i debet i nationalregnskabet, fordi aktierne nu ejes i udlandet. Normalt vil et tilsvarende beløb blive opført som kredit i køberens land. Men det sker ikke. For den schweiziske bank oplyser ikke om købet, fordi den danske familie officielt ikke er kunde. Og Danmark gør det heller ikke, da de danske myndigheder jo ikke kender til pengenes og bankkontoens eksistens. Det betyder, at der hvert år investeres flere penge end bankernes indestående. Den slags usammenhængende tal har man observeret i årtier: debetposterne er højere end kreditposterne. Jeg har vist, at det kan forklares med skattelyene, fordi man samtidig observerer, at pengene ikke fordamper på må og få, men tydeligvis følger et helt bestemt mønster: Det stemmer overens med de officielle statistikker over de schweiziske bankers investeringsmønster, som viser, at investeringerne flyder til investeringsfonde med hjemsted især i Luxembourg, Irland og Caymanøerne, som er notoriske skattely, forklarer Gabriel Zucman.

Mine undersøgelser viser, at otte procent af verdens nationalindtægt, svarende til 5800 milliarder euro, ligger i skattely. Det er ikke nogen matematisk sandhed, det kan være lidt mere eller lidt mindre, måske snarere i størrelsesordenen 10-11 procent. Men det er i den størrelsesorden. Og på den baggrund kan man regne sig frem til, hvad pengene ville have indbragt, hvis de var blevet beskattet. Det svarer til, at skattelyene koster 130 milliarder euro om året på verdensplan, heraf 50 milliarder euro for Europa, som er det største offer for skatteunddragelsen. Hvis disse penge lå i statskasserne, havde gældskrisen været mindre dramatisk. For eksempel ville det franske underskud på statsfinanserne have været 70 procent og ikke de nuværende 98 procent. Selvfølgelig skyldes alle Frankrigs problemer ikke skattelyene, men krisen havde været mindre dramatisk, konstaterer Zucman, som tilføjer, at hans beregninger kun gælder banktilgodehavender og investeringer.

Oveni skal lægges fast ejendom som øer i Caribien, luksusvillaer eller kunstgenstande i bankbokse i Dubai, siger han.

Europa er særligt hårdt ramt af bankhemmeligheden. 12 procent af de samlede europæiske rigdomme er kanaliseret ud i skattely mod otte procent på globalt plan.

Det var Europa, der i begyndelsen af det 20. århundrede opfandt skatteunddragelse via pengeanbringelser i udlandet, fortrinsvis i Schweiz, der er verdens ældste og største skattely. Efter både Første og Anden Verdenskrig skulle Europa genopbygges, og der skulle betales pension til krigsveteranerne. Det betød, at skatteskruen blev strammet, og de mest velhavende begyndte at gemme deres formuer bag bankhemmeligheden især i Schweiz.

Især efter udbruddet af den internationale finanskrise har lande som USA og Storbritannien sammen med de rige landes samarbejdsorganisation, OECD, indledt en offensiv mod skattelyene og mod bankhemmeligheden, der er det hokuspokus, som får pengene til at forsvinde ned under skattemyndighedernes radar. I 2009 enedes G20-landene således om at etablere en sort og en grå liste over lande, der nægter at samarbejde, og udlevere oplysninger om deres udenlandske kunders bankkonti. Men Zucman er alt andet end imponeret over indsatsen.

Siden er bankernes indestående i skattelyene vokset med 14 procent. Der har aldrig været så mange penge i skatteparadis, siger han.

For 2009-aftalen, som blandt andre Schweiz har underskrevet, forpligter kun til at udlevere oplysninger om en bestemt skatteborgers konti, når landets skattemyndigheder beder om det. Det forudsætter, at myndighederne på forhånd har en begrundet mistanke om, at den pågældende har placeret penge i Schweiz. Det er dermed et begrænset angreb på bankhemmeligheden.

I september i år gik G20-landene et skridt videre og kræver nu automatisk udlevering af oplysninger om bankkonti tilhørende udenlandske kunder, et tiltag, som er inspireret af den amerikanske Fatca-lov om automatisk udveksling af bankoplysninger.

Luxembourg har sagt ja til at samarbejde inden for Fatca. Det er en god begyndelse, men det er langtfra tilstrækkeligt. For lovens ånd modarbejdes af den uigennemsigtighed, som er normen i denne del af finanssektoren. Udvekslingen gælder kun konti, der står i ejerens eget navn. Men det er i mindre og mindre grad tilfældet. Langt de fleste konti tilhører virksomheder, der er indregistreret på Caymanøerne, og som ejes af holdingselskaber, som den egentlige ejer har aktier i. Det vil sige at der ikke er nogen ejer, der umiddelbart kan identificeres. Og dermed kan bankerne med god samvittighed sige til de danske skattemyndigheder, at vi har ikke nogen dansk ejede konti. Alt dette er hykleri, siger Gabriel Zucman.

Europa, herunder EU, har været alt for langsom til at reagere. EU har kapituleret. Hvorfor? Måske fordi man savnede information om fænomenet. Måske fordi man ikke vidste bedre. Og måske fordi man var medskyldig. Jeg ved det ikke. Måske fordi man har ulven i hønsehuset med Luxembourg, der har en uforholdssmæssig stor indflydelse, landets økonomiske og politiske vægt taget i betragtning. Luxembourg har vetoret i Det Europæiske Råd, landet har besat fremtrædende poster og var indtil for nylig formand for eurogruppen. I otte år har landet modsat sig enhver reform af bankdirektivet, som blev vedtaget i 2005, men som er fuldt af huller. Det begynder nu at ændre sig, blandt andet takket være pres fra USA, siger han.

I november nedsatte OECDs Globale Forum om skattesamarbejde en særlig gruppe, der skal udvikle procedurer for automatisk udveksling af bankoplysninger.

Det er et skridt i den rigtige retning. Men man skal ikke være naiv. Alle hidtidige erfaringer viser, at man ikke kommer langt med frivillighed, siger Zucman.

Hans forslag til en løsning lyder på en slags global tinglysning for finanssektoren, der kan registrere, hvem der ejer hvilke aktier og andele i for eksempel holdingselskaber og investeringsfonde.

Det er inspireret af tinglysningen for fast ejendom, og denne form for registre eksisterer allerede, men i privat regi, i private banker. De eksisterende registre bør samles og lægges i offentligt regi, for eksempel hos Den Internationale Valutafond, der repræsenterer alle verdens lande og har kapaciteten, kompetencen og legitimiteten til at administrere et sådant register. Dermed får man et redskab til at bekæmpe skatteunddragelse. Alle skattemyndigheder kan bruge registret til at tjekke, om deres skatteborgere har opgivet alle deres indtægter. Registret får oplysningerne fra de private banker og finansinstitutter, der er i besiddelse af disse oplysninger, ligesom banker i andre lande indberetter deres kunders indestående til de nationale skattemyndigheder.

Som bonus vil et sådant system oven i købet bidrage til øget finansiel stabilitet, påpeger Zucman.

Overblik over, hvem der ejer hvad, er afgørende for den finansielle stabilitet. Se bare på, hvordan man i 2008 pludselig fandt ud af, at forsikringsselskabet AIG havde forsikret en lang række lån, der indeholdt subprime-lån. Der var ingen, der havde overblik over, hvem der ejede hvad, og derfor stod man pludselig med en finansiel bombe.

Og hvis skattelyene ikke samarbejder tilstrækkeligt, skal de have tommelskruerne på. Gabriel Zucman foreslår at lægge told på varer fra lande som Schweiz, Luxembourg, Irland, Østrig og Hongkong svarende til det beløb, deres bankhemmelighed koster andre i tabte skatteindtægter.

Det er ikke nok med sorte og grå lister, der hænger nogle lande mere eller mindre ud som skattely. Man skal tvinge skattelyene til at samarbejde. Et land som Schweiz lever ikke kun af bankhemmeligheden, men har også en stor farmaceutisk og kemisk sektor, hvis eksport er mindst lige så vigtig for schweizisk økonomi som bankhemmeligheden. Mine beregninger viser, at et land som Frankrig taber 15 milliarder euro om året. Det svarer til en toldbarriere på 30 procent på den schweiziske eksport. Det er fuldstændig legalt og i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens regler, der tillader at indføre toldgrænser som reaktion på illoyal konkurrence. Og man kan uden vanskeligheder argumentere for, at bankhemmeligheden er en form for konkurrenceforvridning i forhold til nationale banker, der ikke kan tilbyde det samme til deres kunder. Jeg går ikke ind for protektionisme, og jeg er imod indførelse af toldbarrierer generelt, men her er det berettiget, og det er samtidig effektivt. I forhold til Schweiz vil det for eksempel være tilstrækkeligt, at Frankrig, Tyskland og Italien enes om at lægge told på den schweiziske eksport, for at det vil koste Schweiz mere, end bankhemmeligheder indbringer, siger Gabriel Zucman.

Det er en styrkeprøve, som er i gang med en lille del af finanssektoren, påpeger økonomen, der afviser, at pengene i skattelyene trods alt kommer den internationale økonomi til gode, når de investeres.

Det internationale finanssystem er nyttigt, men den sorte del af dette system er direkte skadeligt, mener Gabriel Zucman.

Globaliseringen og dens økonomiske model betyder, at kæmpemæssige formuer samles på meget få hænder.Kapitalkoncentrationen øges, samtidig med at nogle få banker specialiserer sig i at servicere denne lille gruppe af ultrarige, der kontrollerer en voksende del af verdens rigdomme. Hvis vi ikke sætter ind mod skatteunddragelse, ender det med en sådan ophobning af kolossale formuer, at vi får en situation som under enevældet. Det kan godt være, at de, der tjener store penge i dag, mener, at de har fortjent deres formue og ikke skylder nogen noget. Men når så enorme formuer overføres til næste generation, går de videre til en generation, der ikke har gjort noget for at fortjene deres rigdom. Vi vender tilbage til enevælden og det aristokratiske samfunds privilegier, et samfund af kuponklippere, der ikke skaber noget, men bare lever højt på formuer, som andre har tjent. De samfundsværdier, vi har udviklet, hvor man høster efter fortjeneste, sættes ud af kraft, mener Zucman, der heller ikke mener, at Europa måske er verdensmester i skatteunddragelse, fordi beskatningsniveauet er for højt.

Skatteunddragelse blev opfundet i 1901, da Frankrig indførte en arveafgift på fem procent på de enorme formuer, som var blevet oparbejdet. Det udløste forargede udtalelser om et uacceptabelt skattetryk, og det var her, franskmændene begyndte at anbringe deres penge i Schweiz. Der vil altid være en del af befolkningen, der nægter at betale skat. Og det uanset beskatningsniveauet. Hvor meget der skal betales i skat, kan man altid diskutere. Det må være genstand for en demokratisk debat, hvor curseren skal sættes. Men når først loven er vedtaget, må den gælde for alle, siger Gabriel Zucman.