Blot to år efter landets selvstændighed fra Sudan truer konflikter nu med at splitte Sydsudan. Præsident Salva Kiir har indført undtagelsestilstand i to af landets regioner efter mere end to ugers kampe mellem oprørerne og regeringstropperne. Konflikten har indtil videre resulteret i, at over 1000 mennesker er blevet dræbt, og at 200.000 sydsudanesere er på flugt både inden for og uden for landets grænser.
Undtagelsestilstanden gælder den nordlige region Unity og regionen Jonglei, der grænser op til Etiopien. Hovedstæderne i begge regioner er kontrolleret af oprørerne, der kæmper for tidligere vicepræsident Riek Machar, som Salva Kiir beskylder for at planlægge et statskup. Den vestlige verden presser på, for at de stridende parter skal indgå våbenhvile, og der er planlagt forhandlinger mellem Kiir og Machar. Der meldes dog stadig om kampe i det unge land.
LÆS OGSÅ: Europas fremtid er produceret lokalt
Da Sydsudan erklærede sig uafhængigt i juli 2011, var glæden og optimismen i befolkningen såvel som i omverdenen stor.
Denne historiske bedrift er, vigtigst af alt, en hyldest til de generationer af sydsudanesere, der kæmpede for, at denne dag skulle komme, sagde USAs præsident, Barack Obama, og hentydede til de borgerkrige, der havde hærget i Sudan i mere end 50 år og først sluttede endeligt med en fredsaftale i 2005.
Men alt mens verdens 196. og yngste nation fejrede sin frihed ved over hovedstaden Juba at hejse det officielle flag, som før var oprørernes, frygtede mange samtidig for fremtiden.
En frygt, som nu ser ud til at være berettiget. For mens konflikten mellem Sudan og Sydsudan fik verdenssamfundets opmærksomhed, gled den etniske konflikt, der samtidig hærgede i Sydsudan, i baggrunden, mener Bjørn Møller, professor ved Aalborg Universitet og ekspert i afrikanske forhold.
Professoren henviser til, at der findes flere etniske grupper i Sydsudan, som alle kæmper om magten. Og da præsident Salva Kiir i juli fyrede Riek Machar og store dele af regeringskabinettet, skete der samtidig en opdeling af de etniske grupper. Regeringen var nemlig sammensat af politikere fra forskellige grupper.
Fyringerne åbnede dermed for en gammel konflikt, som i december kulminerede med kampe i Juba mellem de to største etniske grupper: dinka, som er den største, og nuer. Landets præsident, Salva Kiir, er dinka, hvorimod landets tidligere vicepræsident, Riek Machar, er nuer.
Konflikten i Sydsudan drejer sig om magt, men også som det var tilfældet under borgerkrigene i det oprindelige Sudan om olie. Olie spiller en kæmpe rolle i landet, der er på størrelse med Frankrig.
Man har generelt set meget dårlige erfaringer med den måde, olie påvirker lande og deres styreformer på. Sydsudan er en stat, hvor de primære indtægter kommer fra olie, og de indtægter flyder direkte ind i statskassen, uden at man behøver at beskatte befolkningen. Derfor kan man fra regeringens side tillade sig at føre en politik, der tager umådelig lidt hensyn til befolkningens synspunkter. Det er også en af grundene til, at landets infrastruktur er så dårlig, siger Bjørn Møller, som mener, at konflikten til dels er opstået, fordi nuer-gruppen har følt, den har fået for lidt ud af Sydsudans store oliereserver.
Konflikten bunder også i, at Sydsudan ikke kan ledes på samme måde som under borgerkrigene med Sudan, mener Bjørn Møller:
Når det handler om befrielse og revolution, skal man bruge nogle ledere, der kan fortælle folket, hvem og hvor de skal skyde. Men skal man regere et land, skal man have kendskab til for eksempel økonomi og jura. Derfor kunne man fra starten se, at det ville være en vanskelig omstillingsproces for Sydsudan.