Islamforsker: Vi bør tale åbent om den kendsgerning, at islam har en historie fuld af vold

Selvbedraget plager både de almindelige muslimer, der gentager mantraet om, at islam er en fredens religion, og de jihadister, der begår terror i islams navn, mener den verdenskendte islamforsker og syriskfødte muslim Bassam Tibi

”Jihadister vil gerne tro, at deres voldelige fremfærd ligger i forlængelse af en gammel og hæderfuld tradition, men jihadisme er et nutidigt fænomen, som har sine rødder i moderne politisk islam,” siger den syriskfødte og tyskbosatte islamforsker Bassam Tibi. Billedet viser en IS-kriger i Mosul.
”Jihadister vil gerne tro, at deres voldelige fremfærd ligger i forlængelse af en gammel og hæderfuld tradition, men jihadisme er et nutidigt fænomen, som har sine rødder i moderne politisk islam,” siger den syriskfødte og tyskbosatte islamforsker Bassam Tibi. Billedet viser en IS-kriger i Mosul. . Foto: Reuters/Scanpix.

Professor Bassam Tibi befinder sig i en slags krig. Det er en krig, der handler om verdenssyn, om den rette udlægning af islam, og som intellektuel muslim er netop religion et af hans stærkeste våben. Han ved, hvor indædt mange islamister udkæmper denne krig, han mærker deres flammende vrede og har gennem sin tilværelse i Tyskland overlevet flere attentatforsøg.

Hans kritik af politisk islam og fravær af reformer i islam har fået både muslimer og vestlige meningsdannere til at beskylde ham for islamofobi. Men som hengiven muslim opfostret i Damaskus som søn af Banu al-Tibi-familien – en aristokratisk slægt af lærde, som går tilbage til det 13. århundrede og har dybe rødder i islam – er han efter eget udsagn immun over for disse beskyldninger.

”At hade islam ville kræve, at jeg gav afkald på mig selv, min familie, min tro og min arv. Jeg skriver ikke for at nedgøre disse ting, men til dels for at forsvare dem,” skriver han i sin bog ”Islam og islamisme” fra 2012, som blandt andet handler om islams forhold til vold.

Det er et tema, som er blevet skræmmende aktuelt, efter Europa hen over sommeren er blevet rystet af en række terrorattentater begået af mennesker, som sagde, de handlede i islams navn.

Hver gang har muslimer og andre gentaget mantraet om, at islam er en fredens religion. Men ifølge Bassam Tibi er både de mange fredelige muslimer og de voldelige jihadister, som begår terror, endt i en blindgyde af selvbedrag.

”Jeg er selv muslim, men som forsker er jeg meget kritisk over for islam. Islam i ureformeret udgave er ikke nogen pacifistisk religion. Der er religioner, der godkender vold, og der er religioner, der ikke gør. Islam godkender brugen af vold. Men man kan ikke dermed konkludere, at islam per se er en voldelig religion,” siger den 72-årige Bassam Tibi, som i årtier har været fortaler for en reformeret islam og er grundlægger af begrebet euro-islam, et forsøg på at bygge bro mellem en muslimsk livstolkning og oplyst europæisk tænkning.

Når talen falder på vold, henviser han til islams centrale begreb jihad, som handler om at bestræbe sig på at sikre islams udbredelse.

”Når nogle muslimer siger, at jihad ikke har noget at gøre med vold, så lyver de. Jihad er central i islam, og der findes ikke nogen jihad uden qital, som betyder fysisk vold. Det er sandt, at jihad har mange betydninger, og når man gør en indsats i sit liv, så er man engageret i jihad. Men en essentiel del af jihad er qital, og Koranen siger, at qital er en religiøs pligt. Hvis ikke-muslimer nægter muligheden for en fredelig underkastelse, så er muslimer forpligtede til at føre krig mod de ikke-troende,” siger Bassam Tibi.

Vold er således en del af islam, men mange glemmer helt afgørende i denne diskussion at skelne mellem islam og islamisme, mellem traditionel jihad og nutidens jihadisme, understreger Bassam Tibi.

Mens klassisk jihad har sine rødder i religionen islam, som profeten Muhammed grundlagde i det syvende århundrede, er den jihadisme, som spreder død og ødelæggelse i store dele af verden i dag, en opfindelse fra det 20. århundrede, som falder sammen med tilblivelsen af politisk islam eller islamismen, siger Bassam Tibi.

Alle de væsentlige elementer af jihadismen blev fastlagt af Hasan al-Banna, stifteren af Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1928, herunder sammensmeltningen af religion og politik og forsøget på at skabe en kollektiv hukommelse om islams tidlige erobringer for derved at genoplive en drøm om ”genskabelse af verden” gennem jihad. Al-Bannas tanker var en stærk kritik af det moderne Vesten og den europæiske tilstedeværelse i den muslimske verden.

Den afgørende forskel er, at klassisk jihad er hellig krig nøje underlagt bestemte regler, mens moderne jihadisme er krigsførelse helt uden regler, påpeger han.

”Klassisk jihad er voldelig, men der er tale om regulær krigsførelse, ikke om terror. Den store krigsteoretiker Carl von Clausewitz definerer krig som vold foretaget af staten og gennemført under bestemte regler. Det er ikke anderledes med klassisk jihad. Man har ikke ret til at dræbe i flæng; man kan ikke dræbe civile, kvinder og børn. Hvis man kan nå sit politiske mål uden vold, har man ikke lov til at føre krig. Klassisk jihad skal også erklæres af en religiøs autoritet. Hvis jeg erklærer jihad mod dig, skal jeg fortælle, at jeg om tre dage vil komme og kæmpe mod dig, hvis vi ikke kan komme frem til en aftale inden,” siger han.

Ifølge Bassam Tibi hører klassisk jihad fortiden til, det sidste slag fandt sted, da det ikke lykkedes osmannerne at indtage Wien i 1683, og han henviser til, at Al-Azhar Universitet i Kairo, den mest respekterede institution inden for sunni-islam, i nyere tid har anbefalet muslimer at forkaste ”væbnet jihad”.

”Islamistisk terrorisme er derimod en krigsførelse præget af bagholdsangreb og overraskelsesangreb. Det er ikke tilladt i klassisk jihad. Jihadister vil gerne tro, at deres voldelige fremfærd ligger i forlængelse af en gammel og hæderfuld tradition, men jihadisme er et nutidigt fænomen, som har sine rødder i moderne politisk islam,” siger han.

Ifølge Bassam Tibi opfinder den jihadistiske islamisme altså en muslimsk tradition, der aldrig har eksisteret, men som ikke desto mindre fungerer som en religiøs legitimering af vold.

”Islamisk Stat påstår, at de ønsker at genetablere en stat som på profetens tid. Men dengang var der ingen stat, der var kun et styre i Mekka og et styre i Medina. Det er en af de grundlæggende fejl, som islamistiske fundamentalister i dag begår. Profeten har aldrig talt om dawla, det arabiske ord for stat. Hans mål var at forene de stridende stammer i en ummah, det vil sige et fællesskab eller i praksis et forbund af stammer i et fællesskab,” siger han.

”Islamisk Stat benytter sig også af tortur, hvilket er forbudt i islam, og jihadister kæmper som sagt en ureglementeret krig drevet af individer, hvilket er et fuldstændigt nyt krigsmønster inden for islam. Det eksisterede ganske enkelt ikke i tidlig islam. Men opfattelsen blandt islamistiske terrorister er, at de udfører klassisk jihad, så på den måde har de opfundet en tradition.”

Mener De, at jihadisterne ville miste deres religiøse legitimering af vold, hvis man på en eller anden måde kunne kor-rigere deres opfindelse af traditionen?

”Jeg har været rådgiver om terrorbekæmpelse i USA, og jeg er overbevist om, at det her i høj grad er en krig om verdensanskuelser. Hvis man ved hjælp af religionen kan tage legitimiteten ud af disse menneskers handlinger, så er det en virkelig god metode til bekæmpelse af terror,” siger han.

”Mange vesterlændinge siger, at disse mennesker intet har med islam at gøre, at de ganske enkelt er kriminelle. Det er noget vrøvl. Jeg har brugt timer og atter timer sammen med islamister og jihadister de seneste 30 år, jeg har bedt med dem og læst Koranen med dem, og jeg er overbevist om, at omkring 90 procent af dem er oprigtigt troende. De udnytter ikke religionen som et værktøj,” siger Bassam Tibi og tilføjer, at mange ender med at tage deres verdenssyn op til fornyet overvejelse.

Men generelt er det meget vanskeligt at rejse en kvalificeret og sober debat om, hvorvidt det nogensinde er legitimt at bruge vold i islam, mener Bassam Tibi.

Han ærgrede sig, da pave Benedikt XVI i 2006 blev udskældt i dele af den muslimske verden efter at have holdt en tale i Regensburg, hvori han citerede en byzantinsk kejser for at sige: ”Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Så som at han foreskrev, at troen, som han prædiker, skal udbredes med sværdet.” Bassam Tibis ærgrelse skyldtes ikke pavens ord, men reaktionerne.

”Paven sagde intet forkert. Han var ikke drevet af islamofobi, men ønskede at engagere den muslimske verden i en oprigtig diskussion om, hvorvidt det kan være legitimt at bruge vold til at sprede religion. Reaktionen, som i høj grad var orkestreret af islamister, var global muslimsk vrede. Muslimske ledere verden over forsøger at påtvinge en diskurs om, hvordan alle bør tale om islam, og denne diskurs indebærer, at respekt for andre kulturer indebærer censur, når det gælder kritik af islam. Det er uheldigt, at europæere ikke efterlever deres vigtigste værdi, som er ytringsfriheden,” siger han og fortsætter:

”Islamister og fundamentalister udnytter denne forandring i Europa til at tvinge deres egen forståelse igennem. Men samtalen skal være fri i et demokratisk samfund, og vi bør tale åbent om den kendsgerning, at islam har en historie fuld af vold på grund af jihad.”

I sin bog ”Islam og islamisme” skriver Bassam Tibi, at han ikke selv kender til muslimer, som har modet til at reformere begrebet jihad, som han finder ”ulogisk og uacceptabelt”. Ifølge ham handler det ikke blot om mod, men om en regel om ikke at kritisere islam og muslimer i offentligheden.

”Da jeg var mest aktiv i medierne, besøgte jeg ofte muslimske samfund, og jeg kritiserede noget af det, jeg så. De sagde, at jeg argumenterede i modstrid med islam, og at jeg ikke skulle dele denne kritik af islam, eftersom den ville kunne blive brugt af ikke-troende. Jeg accepterer ikke denne form for logik. Den medfører, at muslimske ledere fører dobbelttale; en måde at tale til medierne på og en måde at tale til det muslimske fællesskab på. Islamister legitimerer denne form for løgn gennem iham – et nyt arabisk begreb i den islamistiske jargon, som betyder ’bedrag af de vantro’.”

Bassam Tibi har boet 50 år i Vesten, primært i USA og Tyskland, hvor han har nydt godt af forskningsfriheden. Men denne frihed er under hastig forandring på grund af politisk korrekthed, mener han og henviser til bogen ”Ytringsfrihed og islam” af professor og islamforsker Erich Kolig, hvori Tibi har skrevet et kapitel om begrebet islamofobi.

”Begrebet blev udviklet i Iran som et middel til at lukke munden på kritikere af det iranske præstestyre, men i Europa har venstrefløjen og andre taget begrebet til sig. Islamofobi er blevet et middel til censur; hvis du taler åbent om virkeligheden, lader muslimer og især muslimske ledere, som om der er tale om en fornærmelse, en islamofobisk handling, og derfor tør forskere og journalister ikke tale ligefremt om det, de ser og hører,” siger han og henviser til sit eget eksempel.

Fra 1990 og godt 20 år frem var han en af de hyppigst brugte eksperter i islam og Mellemøsten i førende tyske medier. Men da han i 2002 udgav en bog om muslimsk indvandring til Europa, som blandt andet omhandlede mislykket integration, blev han efter eget udsagn vraget af medierne. En hændelse, som også har vakt højlydt undren blandt journalister.

I bogen ”Islam og islamisme” langer han dog også ud efter den arrogance og racisme, han har mødt i Europa, og som kan være med til at gøre voldelig islamisme attraktiv for unge muslimer:

”I det etniske Europa er det ikke lykkedes mig at blive tysk statsborger ud over det rent juridiske, at jeg har et tysk pas. At jeg har boet i Tyskland i fem årtier og har skrevet 28 bøger på tysk, har ikke gjort nogen forskel. Min uddannelse og min viden om islam har gjort mig immun over for de jihadistiske ideologers antivestlige appel. Men for almindelige muslimske indvandrere, som ikke har privilegiet af en højere uddannelse, kan islamisternes aktiviteter blandt dias-poraen sammen med den europæiske racisme gøre forestillingen om at blive en soldat under al-Qaeda meget attraktiv.”