For omkring 500 år siden var det Johann Gutenberg, der revolutionerede verden med sin trykpresse i renæssancen. Nu er det internettet og sociale medier som Facebook, som driver en anden, stor revolution frem.
Det er blot en af de mange paralleller, som professor Ian Goldin drager i sin bog ”Age of Discovery” (Opdagelsens tidsalder), som han har skrevet sammen med sin kollega Chris Kutarna fra forskningscenteret Oxford Martin School.
”De forandringer, vi ser, er ekstraordinært signifikante. Det gælder inden for sundhed, uddannelse, velstand og teknologi. Og grunden til, at jeg bruger sammenligningen med renæssancen, er, at vi forbinder renæssancen med positive forandringer,” siger Ian Goldin, som Kristeligt Dagblad møder på det eksklusive femstjernede Rosewood Hotel i London, hvilket i sig selv sætter rammen for en samtale om øget velstand og øget ulighed i det moderne renæssancesamfund.
Den tidlige renæssance definerer han som århundredet fra 1450 til 1550. Begyndelsen på den nye renæssance sætter han til 1990, året efter Berlinmurens fald og afslutningen på den kolde krig, hvor internettet for alvor begyndte at spille en rolle, og Kina åbnede sin økonomi mod resten af verden.
På samme vis, som Gutenberg gav flere mulighed for at læse, er det internettet og den nye teknologi, der i dag demokratiserer viden og behovet for at læse og skrive.
”Det skaber incitamenter til at læse og lære på dit eget sprog. Der er tre milliarder flere, der kan læse, og det ser jeg som en global renæssance,” siger Ian Goldin og tilføjer, at det stort set kun er det lukkede Nordkorea, der er hægtet af denne udvikling.
”Så det er renæssance i en positiv forstand, men det er også renæssance i en negativ forstand. Folk tænker ikke altid på, at renæssancen var forbundet med store katastrofer,” påpeger han.
Det gjaldt blandt andet de smitsomme sygdomme, som næsten udryddede urbefolkningen, efter Amerika blev ”opdaget”. Striden om videnskabelige opdagelser, som udfordrede kirken, og ligeledes Martin Luthers protest mod, at den rige elite kunne købe aflad og direkte adgang til himlen.
I Firenze brændte den kristne ekstremist Girolamo Savonarola kunstværker på forfængelighedens bål. Renæssancen var også skueplads for inkvisitionen og senere religiøse krige.
”Så den tid, vi forbinder med opblomstring, var også en tid, der skabte polarisering og udfordringer. Derfor finder jeg renæssancen interessant, for jeg forsøger at forstå, hvordan internettet og anden ny teknologi fører til både fremskridt og voksende ulighed, korruption og voksende ekstremisme,” siger professoren.
For mange er det de negative billeder, der fylder mest. Men det er ikke et korrekt billede, mener han:
”Paradokset i vor tid er, at vi aldrig har været bedre forbundne og aldrig haft mere velstand som menneskehed. Men de fleste føler det ikke. De fleste er bange, og de mener, at vi ikke skal være mere, men mindre integrerede. Vi ser det i Europa og USA og andre steder, at ekstremismen vokser.”
Den mest synlige form for ekstremisme er Islamisk Stat, som også er et resultat af den nye renæssance.
”Ikke siden Den Spanske Borgerkrig har en gruppe formået at rekruttere så mange frivillige fremmede krigere. IS bruger de nye platforme, sociale medier, mobiltelefoner og sofistikeret kryptering til at fremme idéer, som er totalt fjendtlige over for de tanker, der er indlejret i globalisering og integration,” siger Ian Goldin.
”IS fornægter ikke modernisme, men de har en anden forståelse af modernisme, som for dem er baseret på rene principper – og det på en måde, som ikke er langt fra Savonarola i Firenze. Han var totalt fanatisk på samme vis som IS i den måde, han eksempelvis angreb homoseksuelle, angreb symboler på velstand og symboler på grådighed og ulighed.”
Ian Goldin understreger, at ekstremisme ikke kun handler om Islamisk Stat og tilsvarende grupper.
”Jeg er meget forsigtig med at sige, at det er et muslimsk problem. Der er mange muslimske lande, som er meget tolerante. Og der er mange kristne lande, som er ekstremt intolerante. Og der er så mange kristne retninger, og nogle af de evangelikale er ret ekstreme. Det samme gælder i jødedommen,” siger han og fortsætter til politiske ledere.
Her remser han Ruslands Vladimir Putin, den nye filippinske præsident, Rodrigo Duterte, Xi Jinping i Kina, Marine le Pen i Frankrig og de amerikanske præsidentkandidater Donald Trump og Bernie Sanders op og tilføjer også fremvæksten af det yderste højre og venstre i Europa samt hele den britiske Brexit-debat til listen:
”Mange er stærke ledere, som ikke tolererer uenighed, og mange af dem har en vi- sion for fremtiden, som i bund og grund er imod immigration og for isolationisme, protektionisme og en xeno-fobi, som skal holde fremmede ude.”
Ian Goldin tøver ikke med at kalde tendensen for farlig og misforstået. For kun ved at samarbejde kan verden løse globale udfordringer fra pandemier til finansielle kriser, mener han.
Globaliseringsprofessoren er samtidig en stærk fortaler for, at indvandrere er et gode, og han tager udgangspunkt i succeshistorien om den canadiske storby Toronto, hvor halvdelen af indbyggerne er immigranter. I London er det op mod 30 procent, og billedet går igen i nogle af de mest blomstrende byer i verden.
”Det er ikke kun, fordi immigranter tager derhen, hvor der er jobs, men at mange jobs er skabt af immigranter, som i gennemsnit er mere innovative. Næsten alle de store teknologivirksomheder i Silicon Valley er skabt af immigranter eller efterkommere af immigranter – såsom Apple, Google, Yahoo og Tesla,” fremhæver Ian Goldin, som tilføjer, at det også gælder for Oscar-vindere og nobelpristagere.
Men han ser også en fordel i immigranter, som kun har begrænset eller ingen faglig uddannelse:
”Det gælder særligt i Europa på grund af demografien. Vi har en hastigt aldrende befolkning og faldende fertilitet. Det er en massiv udfordring for Europa, og det er svært at se, hvordan det kan løses uden flere immigranter både med og uden uddannelse.”
Det rejser spørgsmålet , hvorfor immigration bliver set som et stort problem i mange lande – og ikke omvendt?
”For det første har vi lige været igennem en økonomisk krise, så manglen på arbejdskraft føles ikke. Men det bliver mere akut, når der kommer ny økonomisk vækst. Det andet er, at vi har absorberet en massiv mængde af immigranter. Tyskland har taget næsten en million arbejdere om året. Det har bare ikke optaget folk eller været på forsiden af aviserne. Men flygtningekrisen og mere ekstreme politiske grupperinger har flyttet fokus,” forklarer Ian Goldin, som skelner klart mellem flygtninge og økonomiske migranter.
”For mig er det et moralsk og etisk spørgsmål, om vi er klar til at lade folk dø af sult, drukne i Middelhavet eller blive dræbt af bomber i deres hjem. Om vi er klar til at ofre lidt selv for at hjælpe dem, fordi vi mener, det er en forpligtelse for menneskeheden,” siger han og fremhæver den manglende vilje blandt forskellige lande:
”Når Tyskland tager én million mennesker og Storbritannien tager nogle tusinde, så er det ikke proportionelt eller fair. Det er vigtigt, at folk føler, at vi gør noget, men også at vi deler opgaven.”
Storbritannien er i hans øjne et eksempel på et land, hvor folk ikke tror på fordelene ved at have et åbent samfund.
”Folk er bange for fremtiden, særligt efter den økonomiske krise. Uligheden vokser meget hastigt, og den sociale mobilitet går ned,” lyder forklaringen.
Og det billede tegner sig ikke kun i Det Forenede Kongerige.
”Global ulighed er et aspekt af renæssancen og konsekvensen af de hastige omvæltninger. Hvis du er på det rette sted, på rette tid med de rette kvalifikationer og den rette indstilling, så går det godt. Men hvis du er et sted, hvor jobs forsvinder, du er for gammel og ikke mobil af forskellige årsager, så hænger du fast i fortiden, mens fremtiden bevæger sig hurtigere og hurtigere væk fra dig,” siger Ian Goldin om de onde cirkler, som blandt andet har ramt de gamle stålindustribyer i USA, der er blevet hægtet af i den nye renæssance.