Det er måske meget godt, at der ikke har ligget sne nok de seneste måneder til at løbe på ski i Rude Skov i Nordsjælland. Ole Wæver, professor i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, har alligevel ikke rigtig haft tid til den slags, hvor meget han end holder af det. Timerne har været fuldt optaget af at få lagt de sidste brikker på plads i det store nye forskningsprojekt, som han fra den 1. august i år skal stå i spidsen for: løsning af internationale konflikter uden militære midler.
Det er en kæmpe mundfuld, Ole Wæver og hans 10 kolleger skal i gang med. Ambitionen er intet mindre end at skabe en mere fredelig verden. 15,5 millioner kroner har Statens Strategiske Forskningsråd afsat for at give forskerne arbejdsro til at finde ud af, hvordan Danmark kan bidrage til at forhindre uro og konflikter i at brede sig til et niveau, hvor volden går i selvsving, og ingen af parterne er modtagelige for fredsforslag.
Vi har haft en årrække, især i Vesten, hvor det virkede let at bruge militære løsninger. De vestlige lande havde en dominerende indflydelse i det internationale samfund, som gav beslutningerne legitimitet, vi havde pengene, vi havde de menneskelige og militære ressourcer, der var brug for, siger Ole Wæver.
Men vi er ikke længere, hvor vi var, da vi gik ind i Irak og Afghanistan. Krigene, der viste sig meget sværere end beregnet, og der har været et arabisk forår, som har demonstreret et meget vidt spektrum for, hvordan situationer kan udvikle sig. Fra forholdsvis fredelige omstillinger i Tunesien til krigen i Syrien. Det har fået både politikere og forskere til at spekulere over, hvad det er, der gør forskellen. Hvorfor eskalerer vold og uro ét sted, men ikke et andet? Hvordan har vores reaktioner præget udviklingen? Hvad kunne vi have gjort, som havde trukket i en mere fredelig retning?
Derfor ser vi en øget interesse både herhjemme og internationalt for ikke-militære virkemidler. For vi har ikke længere råd, vi har ikke kræfter, og vi har ikke samme legitimitet i verdenssamfundet til at blande os. Og vi har slet heller ikke samme lyst efter erfaringerne i Afghanistan og Irak.
Så der har bredt sig en idé om, at vi må finde på noget andet. Vores videnskabelige arbejde skulle gerne bringe os tættere på, hvad det andet kan være, siger Ole Wæver.
Et af de centrale emner i projektet er at finde en ny model for, hvordan al den teoretiske viden, forskerne har om konflikter, og hvordan de udvikler sig under givne omstændigheder, kan gøre større nytte blandt de mennesker, der i praksis har et engagement i konfliktområderne. Og omvendt. Udfordringen er at skabe nogle rammer, der gør det naturligt og muligt at overføre erfaring og viden mellem forskerne på den ene side og humanitære organisationer, embedsfolk, politikere, militære eksperter, medier med flere på den anden.
Der er mange, mange udefrakommende aktører i en konflikt, som på det helt jordnære plan påvirker den proces, der finder sted. Der bliver truffet et mylder af beslutninger, som på hver sin måde er med til at trække konflikten i den ene eller den anden retning. Hvem har for eksempel adgang til nødhjælp? Hvilke oprørsgrupper holder man møde med? Selv de mindste beslutninger kan få konsekvenser, men det er vi ikke altid særlig bevidste om. Derfor vil vi inddrage de mennesker, som kender til de praktiske forhold for at lære af deres erfaringer og de dilemmaer, de står med. Til gengæld kan vi måske lære dem noget om, hvordan netop den konflikt kan udvikle sig afhængigt af både lokale omstændigheder og konflikters typiske forløb, forklarer Ole Wæver.
Han peger på, at Danmark indtil nu har været rigtig god til to ting: Vi har tænkt langsigtet i vores bistandspolitik og på den måde været med til at skabe nogle vilkår, som formentlig kan forebygge konflikter på længere sigt. Og vi har været hjælpsomme med at sende soldater, når Nato, USA eller andre har bedt om assistance.
Vi gør meget godt, som kan forebygge uro i det lange løb, men det er sjældent tiltag, der kan dæmme op for eksisterende problemer. Danmark mangler nogle redskaber dér, hvor vi har de ulmende konflikter. Vi ved for lidt om, hvad vi kan gøre i de situationer, hvor konflikten eskalerer tag Libyen, Syrien eller Mali. Vi har alle fulgt udviklingen og set de røde lamper begynde at lyse, men vi har ikke magtet at forhindre konflikterne i at udarte til direkte krig. Vores ambition er at finde nogle bedre svar på, hvad vi skal gøre i de situationer.
Ole Wæver ved godt, at det er en svær opgave, forskerne kommer på. Hvis den var enkel, havde andre formentlig fundet de vises sten for længst. Men han mener ikke, at den er umulig.
Der er forsket vældig meget i, hvordan personer og organisationer udefra kan mægle i en eksisterende konflikt og opnå en aftale blandt lederne. Det er blandt andet et af Norges stærke områder. Men der er store mangler, når det gælder viden om, hvad der sker, inden konflikten bider sig fast. Dér er meget at hente, og det er det ene, vi vil fokusere på, siger han.
Et andet sted, hvor de danske forskere ser svagheder i den nuværende viden om konflikter, er de langvarige konflikter som den i Somalia og Israel/Palæstina. Uroen bliver ved med at bryde op som et betændt sår, der aldrig læges. Her ser man også begrænsningen ved mægling fra toppen.
Selve det at komme ud af en konflikt og komme videre er svært men også helt centralt. Bearbejdningen af konflikten er i den forbindelse helt afgørende. Hvordan er den kollektive historieskrivning, hvad er det for fortællinger, der lejrer sig i parternes fælles hukommelse? Hvordan fortæller forældrene historien om krigen videre til deres børn? Hvis fjendebillederne opretholdes i den historie, der bliver dannet, er det vanskeligt at bryde konfliktens spiral, siger han.
LÆS OGSÅ: Hele Vestafrika er nu mål for terror
De spørgsmål diskuteres mest i forhold til lande som Sydafrika, hvor man har en eksplicit og officiel forsoningsproces. Her har man defineret et fælles projekt. Men de samme spørgsmål er i spil i mange andre lande bare i en diffus og uformel proces. Vores håb er, at vi kan få analyseret, hvordan udviklingen forløber, og hvordan de påvirker grundkonflikterne.
Nordirland er et andet eksempel på et land, der har gjort mange erfaringer, gode og dårlige, med at bearbejde borgerkrig, vold og splittelse. Det er en stor fordel, at der er forsket rigtig meget i dette forløb, og i vores team har vi heldigvis ekspertise til at inddrage erfaringerne fra Nordirland, tilføjer han.
Ole Wæver fremhæver, at der er et stort spillerum for forbedringer i den internationale sikkerhedspolitik. Især i forhold til den måde, omverdenen herunder Danmark handler på i de situationer, hvor det er ved at spidse til.
Diskussionerne om Libyen og Syrien viser, at der er et stort tomrum i vores handlemuligheder. Alle ønsker at forhindre volden, og i offentligheden bliver der krævet, at politikerne gør noget. I praksis kommer militær indgriben let til at fremstå som den eneste metode, og så ender vi med en debat mellem høge og duer, for og imod soldater, siger han.
Der er en meget stor mangel på viden om den proces, der kører. Hvis vi havde sammenholdt vores viden og været dygtigere til at inddrage alle aktører, kunne vi have lavet en meget mere forfinet analyse af, hvad det for eksempel var, der skete i Syrien, da tingene begyndte at ramle for to år siden.
Et af de steder, hvor vurderingerne glipper i dag, efter Ole Wævers mening, er, at der ikke sker en kobling mellem de mennesker, der har forstand på et givet område, og de mennesker, der ved noget om, hvordan konflikter udvikler sig over tid.
Vi ser ofte, at områdeeksperterne tager fejl, når de vurderer risikoen for, at en konflikt vil forværres. Deres erfaring er tit, at folk har levet fredeligt sammen i årevis, og specialisterne kan ikke forestille sig, at det mønster bliver brudt. Men de risikerer at tage fejl, fordi de ikke medtænker konflikters generelle natur. Omvendt går teoretikerne ofte galt af nye tilfælde, fordi der er et hav af teorier; kunsten er at vide, hvornår hvilken teori er relevant.
Derfor er den helt store udfordring og der, hvor vi kan hente meget mere viden at koble konfliktforskerne sammen med områdeeksperterne og de praktiske aktører, siger Ole Wæver.
Et væsentligt element i forskningsprojektet bliver også at se nærmere på den rolle, de store fælles følelser spiller for forløbet af konflikter:
Det virker så oplagt, at følelser og konflikter selvfølgelig har noget med hinanden at gøre, men det er faktisk ikke afdækket særlig godt. Tidligere forsøg er ofte endt i psykologiske studier, hvor vi fokuserer på Hitlers personlighed eller i den modsatte yderlighed tilskriver en hel nation et samlet følelsesliv, mens vi kun har en mere sporadisk forståelse af, hvad det er, der sker, når mange mennesker mødes om en bestemt sag.
Vi ved, at der sker noget, når mange mennesker går i demonstration sammen eller har andre store fælles oplevelser, men vi ved ikke nok om, hvordan de følelser indgår i større konfliktmønstre i et samfund. Det skal vi prøve at finde ud af. Hvad er det for følelser, der skabes i fællesskaber og er med til at skubbe en udvikling i en voldelig eller ikke-voldelig retning?, siger han.
Ole Wæver fremhæver den kendsgerning, at det ofte er få dage, der afgør udfaldet af en konflikt vælger parterne at bruge vold, trækker den ene af dem sig tilbage, eller begynder de at forhandle. Som regel er det elitens (det siddende regimes) reaktion, der er den afgørende. Hvorfor valgte det egyptiske militær at undsige Mubarak, så han var nødt til at gå af, mens afgørende dele af den syriske hær og den syriske magtelite har støttet Bashar al-Assads uforsonlige linje? Hvis man kan komme tættere på mekanismerne i den proces, vil det også være lettere at påvirke forløbet af en konflikt udefra.
Selvom kollektive følelser spiller en stor rolle for konflikters forløb, skal man dog ifølge Wæver ikke forveksle det med, at parterne i en konflikt er drevet af deres følelser alene og ude af stand til at tænke og agere rationelt.
Det er ikke en enten-eller-situation. Man kan ikke skille de rationelle og de irrationelle elementer. Alle situationer indeholder begge dele. Alt, hvad vi gør i en rationel proces, er også båret af en følelsesmæssig energi, der påvirker vores rationelle optræden. Og omvendt.
Han henviser blandt andet til erfaringerne med voldelige overfald:
Studier af vold viser, at vold bliver brugt i meget assymmetriske situationer. Vi har en tendens til at se vold som en jævnbyrdig nævekamp mellem to parter, der skiftes til at slå hinanden. Men det er sjældent sådan, at vold finder sted. De fleste mennesker har en barriere over for at slå på en anden person, hvis man står alene og direkte over for vedkommende. Vold er faktisk noget, den enkelte umiddelbart viger tilbage for.
Det, der snarere sker, er, at 10 fra en bande overfalder én fra en anden bande. Eller 10 betjente uddeler prygl, når de afslutter jagten på én forbryder. Meget forklares ved de helt specifikke situationer og mønstre. Der er ikke en lige linje fra konflikt til vold, fra anledning til udførelse. Situationer og samspil er afgørende. Det er en chance analytisk og praktisk. Volden er både sjældnere og ofte mere grusom, fordi den opstår ved de særlige gennembrud af den normale barriere.
Ole Wæver peger på, at det, set i det perspektiv, kan gøre en stor forskel, hvis samfundet får en bedre forståelse for, hvordan følelserne kan være med til at drive konflikter frem til fredelige forandringer, og hvilke specielle situationer og konstellationer der skal undgås, for at konflikten ikke krydser grænsen til voldelig optrapning.
