Vi skal give Kina mere plads

Kina er grundlæggende svag og har ingen interesse i at udfordre den eksisterende verdensorden. Derfor bør Vesten give kineserne mere global indflydelse, mener tidligere ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, havde for nylig besøg af sin kollega fra Ækvatorial-Guinea, Teodoro Obiang Nguema Mbasogo.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, havde for nylig besøg af sin kollega fra Ækvatorial-Guinea, Teodoro Obiang Nguema Mbasogo. Foto: Rao Aimin / UPP.

Skulle man få lejlighed til at vække den kinesiske leder, Xi Jinping, midt om natten og spørge, hvad der er vigtigst for Kina lige nu, ville svaret være: at bevare den sociale stabilitet. Vel af samme grund er kommunistpartiets hovedkvarter - og ikke mindst Xis sovekammer - Kinas bedst bevogtede sted.

”De kinesiske ledere er fuldt ud klar over, at Kina grundlæggende er svag, og det, de frygter allermest, er social ustabilitet. Historien fortæller dem, at det er dét, der gennem tiden har væltet kejsere og sendt landet ud i kaos,” siger Jørgen Ørstrøm Møller, der er tidligere dansk ambassadør i Singapore.

Den sociale stabilitet står derfor øverst på ledelsens prioriteringsliste, og sådan har det egentlig altid været. Blikket er rettet indad, og Kina er en indadvendt nation.

”Hvis man læser den kinesiske historie, vil man se, at Kina ingen tradition har for at underlægge sig andre lande. I stedet har man brugt alle kræfter på at forhindre andre i at trænge ind i Kina. Det var derfor, man byggede muren,” siger Jørgen Ørstrøm Møller med henvisning til den flere tusinde kilometer lange kinesiske mur, der skulle bremse de mongolske krigere fra nord.

På den baggrund er det påfaldende, at Kina nu alligevel er begyndt at interessere sig for omverden, i særdeleshed nærområdet. Under Xi Jinpings ledelse optræder Kina mere og mere selvsikkert i sin udenrigspolitik og på det sikkerhedspolitiske område.

Kineserne gør nu højlydt krav på øer og områder, som nabolandene ellers mener tilhører dem. I det Sydkinesiske Hav er kineserne ligefrem begyndt at udbygge øer og rev til militært brug. Lande som Filippinerne og Vietnam ser til med stigende nervøsitet, og Asean, sammenslutningen af sydøstasiatiske nationer, har som noget ret usædvanligt protesteret over for Kina i samlet trop.

Japan og USA har netop fornyet deres militære sikkerhedsaftale, så Japan kan spille en mere aktiv militær rolle. Det sker med direkte henvisning til truslen fra et voksende Kina. Men ifølge Jørgen Ørstrøm Møller er der ikke noget mærkeligt i den kinesiske opførsel:

”Kina gør ikke andet, end andre fremvoksende nationer tidligere har gjort. Gennem århundreder har Kina været en svag magt uden indflydelse ud over egne grænser. Nu forsøger man at påvirke nærområdet, og det er sådan set ikke mærkeligt. Men selvfølgelig ændrer det på magtfordelingen og skaber opmærksomhed,” siger han.

Dét gør det også, at Kina på det økonomiske område er kommet med en række nye tiltag, der kunne tyde på, at kineserne direkte udfordrer det nuværende globale system: Bretton Woods. Systemet har eksisteret siden slutningen af Anden Verdenskrig med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, i centrum og ikke mindst med USA i førersædet.

Systemet består også af regionale udviklingsbanker som Den Asiatiske Udviklingsbank, der er domineret af USA's nære allierede Japan. Til USA's store ærgrelse har Kina nu etableret en ny, kinesisk ledet udviklingsbank, Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, Aiib. Trods USA's advarsler har banken opnået tilslutning fra flere europæiske allierede, herunder Storbritannien og Danmark.

Men ifølge Ørstrøm Møller har den nye udviklingsbank ikke noget at gøre med, at Kina forsøger at udfordre den eksisterende verdensorden:

”Kineserne ønsker i stedet selv at bestemme, hvor deres store opsparing skal placeres. De vil investere i andre lande i regionen som Indien, og hvorfor i alverden skulle de ikke ønske sig det? USA modsætter sig, fordi man hellere ser pengene kanaliseret til Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank, der er domineret af Japan,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Han peger på, at USA selv er skyld i hele miseren, fordi amerikanerne alt for længe har tøvet med at give Kina mere indflydelse, der svarer til landets økonomiske vægt. For eksempel er reformer af stemmeretten i IMF blevet forsinket i flere år, fordi den amerikanske kongres har nægtet at godkende dem.

”Kineserne kan kun opfatte det som et politisk forsøg på at bremse landets udvikling. Jeg synes, det er uklogt at forsøge at holde verdens næststørste økonomi nede. I stedet burde man give Kina mere plads,” siger han.

Den tidligere topdiplomat ser Kina som en ”status quo-magt”, der kun har interesse i at holde det nuværende globale system kørende og ikke ønsker at lave ravage i det.

”Sagens kerne er, at Kina har mere brug for omverdenen, end omverdenen har brug for Kina,” mener han.

Sådan er det i hvert fald lige nu, men ingen kan vide, hvordan Kina vil opføre sig om 50 år, og hvordan det vil komme til at påvirke resten af verden.

Jørgen Ørstrøm Møller ser ingen udvikling i retning mod demokrati, som vi kender i Vesten. Et lands politiske system hører i høj grad sammen med dets historie, og i et land som Danmark er demokratiet resultatet af flere hundrede års udvikling, påpeger han med henvisning til stavnsbåndets ophævelse, fagbevægelsen og så videre.

”Det kinesiske system er fundamentalt anderledes. Kina har altid været et værdistyret samfund, der holdes sammen af nogle fælles værdinormer og en kulturel enhed, der har eksisteret i 2000 år. Det styres ved hjælp af en erkendelse blandt befolkningen om de fælles værdier og en fælles kulturel forståelse,” siger han.

Med kommunismens faldende betydning har den kinesiske ledelse i stedet forsøgt at genoplive konfucianismen, især i løbet af de sidste 10 år. Konfucianismen er en gammel filosofi, der bygger på moralsk lære og samarbejde med kejserne med det formål at forbedre systemet frem for at udfordre det eller ligefrem afvikle det. Det er ikke en religion, ligesom Kina aldrig har været et religiøst samfund.

”Det eneste styrende i Kina har været moral, og man har aldrig anerkendt nogen religiøs autoritet, der er højere end staten. Det er derfor, der opstår sammenstød med den katolske kirke eller organisationer som Falun Gong,” siger han med henvisning til den nyreligiøse bevægelse, der er ulovlig i Kina.