Vi skal huske det, der gjorde ondt i fortiden

Det er vigtigt at videregive erindringer fra krige, konflikter og terrorisme til de næste generationer for at undgå splittelse og forhindre nye konflikter. Vi har i disse år mere fokus på kollektiv erindring end nogensinde før, mener den italienske professor Anna Bull

Italienske Sergio Lenci overlevede mirakuløst et terrorangreb i Italien i 1980, efter at han blev ramt af en kugle i hovedet.

Efterfølgende blev han mødt af uvidenhed og manglende interesse fra det omgivende samfund. Han oplevede, at hans fysiske og psykiske mén fra terrorangrebet markerede et skel mellem ham selv og samfundets manglende vilje til at sætte fokus på angrebet. Nogle år senere skrev han biografien Skudt i baghovedet. Erindringer fra et offer for terrorisme.

Den italienske professor Anna Bull nævner Sergio Lenci som et af mange eksempler på, hvordan ofre føler behov for, at fælles erindringer fra krig, terrorisme og konflikter bliver husket, og at stilhed og glemsel ikke er løsningen. Og netop dette var et af hovedtemaerne, da Anna Bull for nylig gæstede Aarhus Universitet i anledning af en konference med overskriften: Konfliktfuld erindring. Anna Bull er en af verdens førende forskere inden for terrorisme og erindring og er til daglig professor ved universitetet i Bath i Sydengland.

I sin forskning har hun interviewet en række ofre for terrorisme i Italien, lige som hun har interviewet gerningsmænd. Hun peger på vigtigheden af, at samfund over hele verden, der har været udsat for krig, terrorisme og konflikter, sætter fokus på erindringerne i stedet for at lægge låg på dem. Det er den eneste måde, hvorpå lande kan hele efter krig eller terrorisme, mener hun. Ved at udvikle de kollektive erindringer bidrager man også til skabelsen af en fælles identitet. Det er vigtigt for identitetsskabelsen blandt efterkommerne af ofre, at de ved, hvad der er sket.

I de familier, som har erindringer fra krige og konflikter, kan der opstå et erindringsbrud, hvis de ikke bliver fortalt videre til næste generation. Efterkommere føler ofte et behov for at reparere bruddet gennem kendskab til, hvad der er sket med deres forældre eller bedsteforældre. På den måde former erindringerne først en generation og dernæst en hel nation, fortæller Anna Bull og fortsætter:

Hvis vi forsøger at glemme, hvad der er sket i historien, særligt under borgerkrige og terrorisme, og fejer alt ind under gulvtæppet, risikerer vi at få en kort overgangsperiode, hvor det ser ud til, at problemerne er blevet overvundet for så at dukke op til overfladen igen. På den måde sår man frø til yderligere splittelse og risikerer at genstarte konflikten, siger Anna Bull og nævner Italien som et klassisk eksempel.

I årene efter Anden Verdenskrig valgte de politiske aktører i Italien bevidst at fremme glemslen om krigsårene og gav fascisterne amnesti i stedet for at drage dem til ansvar for krigens grusomheder.

De terrorhandlinger, som prægede Italien i 1960erne, 1970erne og 1980erne, havde ifølge Anna Bull tråde tilbage til den kollektive glemsel efter Anden Verdenskrig. Det skyldtes, at der opstod en stor splittelse i det italienske folk med fascisterne på den ene side og anti-fascisterne på den anden. En splittelse, som fik næring af de mange modsatrettede erindringer, siger hun.Også i mange andre lande, herunder Tyskland, forsøgte statsledere i årene efter Anden Verdenskrig at glemme, hvad der var sket. Der var en udbredt holdning om, at hvis det skulle lykkes at se fremad, samarbejde og hele de mentale krigssår, var det nødvendigt at lægge oplevelserne bag sig, fortæller Anna Bull. At holde fast i erindringerne blev modsat associeret med en fiksering på fortiden, hævn, had og splittelse, forklarer hun og tilføjer, at forskere indtil for nylig har peget på blandt andet Spanien som et succesfuldt eksempel på at bearbejde fortiden gennem glemsel.

I dag er der imidlertid sket et stort skifte i den opfattelse, forklarer hun. Færre og færre lande benytter sig af at fremme glemslen. I stedet er der over hele verden fokus på vigtigheden af at bearbejde konflikter og krige.

Der er i dag en udbredt opfattelse af, at det at huske er en terapeutisk forpligtelse. Der er altså sket et fundamentalt skred på globalt plan siden 1990erne med Sydafrika som foregangsland i 1995. Der er en tro på, at et land bedre kan hele, hvis det fremmer debat om erindringerne frem for glemsel, siger Anna Bull.

I litteraturen er der kommet en stor opblomstring i erindringsbøger og faglitteratur, særligt fra Anden Verdenskrig. Ofrenes historier har ligeledes fået en større plads i offentligheden.

Også fra statslig side er der i de senere år opstået en ny tendens til offentligt at undskylde for fortidens konflikter og krige, forklarer Anna Bull.

Tidligere har det været set som et tegn på svaghed, hvis statsoverhoveder undskyldte for noget, generationerne før dem havde begået. I dag bliver det modsat forventet og betragtet som en nødvendighed. Det er et tegn på gennemsigtighed, og at man accepterer, at fortiden ikke kun er glorværdig, men at den også rummer perioder, hvor landet ikke agerede moralsk, udtaler hun.

Marianne Nygaard Knudsen

Født 1986. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Syddansk Universitet i 2013.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Giovanna D'Arco"

kr. 189,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Barenboim i Berlin, Luther i Wittenberg

kr. 6.195,00 Køb

Oplev kulturbegivenhed i Ribe

kr. 1.875,00 Køb

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.