Stilhed. En nærmest foruroligende stilhed. Og så stanken. Den tre etagers gullige bygning ligner en skole af en art, ikke prangende, snarere lidt anonym. Hist og her skaller malingen af på de udvendige, overdækkede svalegange, så det grå murværk og mørtelen træder frem.
Der er jerngitre i vinduesrammerne, ingen ruder. Inden for gitterlågen er den røde jord mellem bygningerne mørk af regn; et par steder er plamagerne dybere i farven. Der er rester af sod og aske efter bål. Knortede rødder ligger blottet og snor sig imellem hinanden. Det er regntid, men der er ophold i regnen lige nu.
Støvkorn flimrer i middagsheden og spejler sig i vandpytterne. Det drypper fra et tagudhæng. Lugten af jord og brændt kul er gennemtrængende. Men der er mere end det, en ubestemmelig stank …
De vietnamesiske soldater klumper sig sammen i skyggen under trækronerne. Sveder i de falmede, armygrønne uniformer. Deres hoveder er dækkede af hjelme, stråhatte og kasketter. På fødderne har de klip-klappere skåret ud af bildæk.
De er udmattede efter flere dages søvnunderskud, men samtidig sært opstemte over den ringe modstand, de har mødt. Ikke at de er blevet tiljublet, siden de krydsede grænsen til Cambodja den 25. december; det lader ikke til, at folk har kræfter til at give udtryk for så stærke følelser, men fraværet af modstand er kommet bag på soldaterne.
Det er ikke engang to uger siden, de krydsede grænsen, og i går, den 7. januar, rykkede de sammen med de andre kompagnier ind i Phnom Penh, de fleste til fods. Siden er de blevet delt op, omorganiseret og dirigeret videre i flanker, ad brede boulevarder og smalle, mudrede jordveje, gennem kvarterer med forladte boliger, ribbede og ødelagte butikker, fabriksbygninger og kontorer, for at afsøge bydelene fra gade til gade og fra den ene bygning til den næste for fjender eller andre tegn på liv.
De har stort set ingen mødt – ikke andre end delingerne af deres egne grønklædte landsmænd. Byen er som et drømmesyn, men det er en ond drøm, uheldssvanger og ildevarslende. Det er en spøgelsesby, forladt i hast, da Khmer Rouge tvang dens beboere ud på landet.
I dag virker byen som om den er hjemsøgt af alle de sjæle, der så brat blev revet ud af deres daglige gøremål – midt i en bevægelse. Gennem ruderne så de stabler af snavsede tallerkener og kopper, som ingen havde haft tid til at vaske af og stille på plads, nu dækkede af tykke lag støv og mug. Af tiden.
Soldaterne har betrådt tilgroede dørtrin til herskabsvillaer med smadrede fjernsynsapparater, vaskemaskiner og køleskabe, nogle med forladte og ramponerede biler udenfor, delvis overdækket af vildtvoksende bougainvilleaer.
De har bevæget sig rundt i rønner med tyndslidte sivmåtter på gulvene og gulnede aviser over utætte bræddevægge, jordslåede huse fulde af familiefotos og opsatser med Buddha-figurer, papirblomster og røgelsespinde.
De har set sig omkring i systuer, plyndrede for maskiner, stoffer og alt andet af værdi, i forladte kontorer med papir spredt ud over gulvene og trange lokaler som har huset møbelsnedkere, skomagere og cykelsmede, i barer, på bordeller og restauranter med knasende lag af knust glas og borde, stole og senge splintret til pindebrænde, med væggene oversået af skudhuller og graffiti.
Igen og igen er soldaterne faret sammen ved lyden af klaprende døre og knirkende hængsler. Men her er ikke en levende sjæl, ikke engang vilde hunde eller katte … Kun insekter og kryb lever i råddenskaben.
Affald, pengesedler og løse papirer med tegn, som ingen længere kan dechifrere, flyder i rendestenen. Ukrudtet har bredt sig ud over vejbaner og fortove; enkelte sejlivede stængler er skudt ind gennem husmure og har banet sig vej gennem døre og vinduer.
Ellers bare stilhed. Måske er det fordi de befinder sig midt i en storby, som før har summet af liv og mennesker, at stilheden forekommer så massiv.
Det er den kvalmende stank, der har ledt dem herhen. To af mændene fra kompagniet gik i forvejen og kom tilfældigt den vej forbi. De mærkede straks, at det var et særligt sted og alarmerede de andre, fornemmede, at stanken havde med døden at gøre og at plamagerne på jorden måtte være blod.
Der er ikke noget skilt på bygningen, hvoraf det fremgår, hvad de står over for, men over gitterlågen hænger en rød plakat med en inskription i gule bogstaver. En af de cambodjanske soldater oversætter for dem: Styrk revolutionens ånd! Vær på vagt over for fjendens strategi og taktik for at beskytte landet, folket og Partiet.
Soldaterne venter på hug i skyggen under træerne. De fleste er i begyndelsen af tyverne, flest mænd, men der er også et par kvinder i gruppen. Mændene ryger cigaretter for at overdøve stanken.
Soldaten, som filmer vietnamesernes indtog i byen, har stillet kameraet fra sig på jorden. Kommandanten giver ham besked på at gå i gang med at filme igen. De slukker cigaretterne under gummisålerne og begynder at gå hen imod indgangen. Kommandanten forrest, bag ham fotografen med det snurrende kamera og den lille flok soldater.
Langs den smalle gang indenfor ligger cellerne side om side, de fleste ikke større end knap en meter gange halvanden, adskilt af ujævne bræddevægge og døre, andre på tre-fire kvadratmeter og nogle få lidt større. Øjnene skal først vænne sig til halvmørket oven på det skarpe lys udenfor. Dørene ind til cellerne står på klem.
Selv om stanken slår soldaterne i møde, er de ikke forberedt på synet, der venter dem: Nøgne, maltrakterede lig der ligger bundet til sengene og lænket på flisegulvene.
Indsmurte i blod og ekskrementer, nogle i forvredne stillinger, andre krummet sammen i fosterstilling. Nogle med vidt opspærrede øjne, andre med lukkede øjenlåg. Næsten alle har fået halsen skåret over.
Flere af soldaterne knækker sammen og brækker sig på gulvet i gangen, hvor de står. De snapper efter vejret og må støtte sig til væggene, for at benene ikke skal forsvinde under dem. Det svider i svælget og øjnene løber i vand. Ingen af soldaterne har øjenkontakt med hinanden. De dækker mund og næse med tøj, mens de langsomt på må og få begynder at bevæge sig rundt fra celle til celle.
Der lyder ingen ordrer, ikke så meget som en hvisken, kun ekkoet af slæbende skridt. Soldaterne registrerer køllerne med søm i, knivene, tængerne og ledningerne.
Fluerne som sværmer om de døde, jernsengene uden madrasser med de strittende fjedre, kæderne, rebene og de lasede stoffer, som fangerne ligger bundet til sengestolper og rør med. De bulede blikskåle og væltede kopper, søerne af blod og mere ubestemmelige væsker, som har trukket klæbrige spor hen over de brun- og hvidternede fliser.
Fotografen går mekanisk fra seng til seng og filmer hvert eneste af ofrene, knæler indimellem ned for at filme en af de døde tæt på. Han filmer dem i fuld figur og zoomer ind på deres ansigter. Han har ingen instrukser fået, men kender sin opgave: Han er dokumentarist.
Flere af ligene er begyndt at gå i forrådnelse. Det er højst en dag eller to siden, de er blevet slået ihjel, men mishandlingen af dem har stået på længe. Der er fluer og småkryb alle vegne, gekkoerne er fede.
Fotografens øjne løber i vand. Igen og igen må han pudse linsen, så den ikke dugger. Han fortsætter med at gå fra rum til rum og filme. I maksimalt alarmberedskab, anspændt i alle muskler. Lader kameraet panorere ned over en ung mands forslåede krop, dvæler ved de bagbundne hænder.
Offeret ligger på siden med knæene bøjet ind under sig. Fødderne er lænket med kæder til sengegærdet. Neglene på både hænder og fødder er væk, trukket ud med en tang måske, fingrene er blåviolette og bulne.
Bag den næste dør, som fotografen skubber op med foden, ligger en gammel kone. Eller måske er hun yngre, men bare udslidt. Hendes øjne er rødsprængte i det gule, vidtåbne og ligesom spørgende, undrende, i udtrykket. Den rynkede, vejrbidte hud ligger spændt ud som tyndt pergament over den knoglede krop.
Hun må have fået et slag i baghovedet, for på issen er der et sår på størrelse med en kokosnød, hvorfra en lille strøm af hjernemassen er sivet ud, og har fået det korte hår til at stritte i nogle hanekamslignende totter.
Fotografen opfanger den dæmpede genlyd af skridt på trapperne mellem etagerne. Hører brudstykker af samtaler; stemmer som redegør for, hvor de har været og hvilke rum der mangler at blive gennemgået. Ingen har fundet nogen overlevende.
Han har ingen fornemmelse af, hvor længe de har opholdt sig i bygningen. Tiden stoppede, da de trådte ind gennem gitterlågen. Han bevæger sig ned ad en gang, væk fra stemmerne, drejer om et hjørne og kommer ind i et sparsomt indrettet køkken og vaskerum. I halvmørket kan han skimte nogle gryder og store kar og bunker med tøj.
En gekko piler over gulvet og forsvinder lydløst ned i en rist mellem fliserne. Han holder vejret og anstrenger sine øjne og ører til det yderste – ingenting. Men et eller andet skærper hans opmærksomhed … fornemmelsen af ikke at være den eneste i rummet.
Han mærker pludselig, at han fryser og får en uimodståelig trang til at løbe ud derfra – ud i lyset og varmen udenfor. Han kan ikke holde til mere, ønsker ikke at vide, hvad det er …
Tøvende tager han nogle skridt ind i rummet, bevæger sig hen mod en dynge vasketøj. Med sin frie hånd begynder han at løfte op i tøjet og afslører fem nøgne børn, som kryber sammen i en klump. Fotografen står som naglet til stedet, kameraet snurrer … Børnene er i live.
Langsomt sætter han sig ned på hug og begynder at tale sagte til dem. Så, så, ikke være bange. Der sker ikke noget. Børnene sitrer og skælver, klamrer sig til hinanden, ingen af dem ser op mod ham. Der er to babyer og tre lidt større børn, den ældste måske syv eller otte. Alle fem er drenge, stærkt forkomne, den mindste baby trækker kun vejret ganske svagt.
Fotografen ved ikke, om de forstår, hvad han siger, men bliver ved med at tale beroligende. Han tør ikke røre ved dem eller prøve på at trække dem ud til sig på gulvet. Der kommer flere til.
To khmerer, to kvindelige cambodjanske soldater, som er en del af deres kompagni, bliver tilkaldt. De sætter sig på hug hos børnene, stryger dem over håret, begynder at tale lavmælt, næsten hviskende, på khmer. Fotografen trækker sig lidt væk.
Khmer-kvinderne giver børnene vand og svøber dem ind i tøjstykkerne, holder om dem. De gør deres stemmer og bevægelser så bløde som muligt. Begge har taget hjelmene af og blottet det lange hår.
Børnene drikker begærligt, får vandet i den gale hals, hoster og stønner. Uartikulerede lyde, måske ord, trænger ud mellem deres læber … Fotografen er ikke sikker.
Han kan skelne deres øjne nu, se det hvide lyse op imod det mørke, se deres tænder skinne i rummets halvmørke.
En af drengene er krøbet op på skødet af den ene kvinde, sidder og trykker sig, mens han lader sig stryge over ryggen. Den anden kvinde har svøbt de to mindste i et tæppe og holder dem tæt ind til kroppen. De to større drenge støtter sig til hinanden, mens de drikker. Så, så, alt er godt igen.
Fotografen filmer videre, mens tårerne løber ned ad hans kinder.