Det er ikke i strid med EU’s forbud mod diskrimination at afskedige en medarbejder, der insisterer på at bære tørklæde. I hvert fald ikke, hvis virksomheden har en klar regel om neutralitet på arbejdspladsen, der gælder alle religiøse og politiske udtryk. Det konkluderer generaladvokat Juliane Kokott i en verserende sag ved EU-Domstolen i Luxembourg.
Det er den belgiske appelret, som har bedt om EU-Domstolens vurdering, inden den selv træffer afgørelse i en sag om fyringen af en muslimsk kvinde, som havde været ansat i et sikkerhedsfirma som receptionist i tre år, da hun besluttede at bære tørklæde.
”Nogle virksomheder vil måske bevidst have en målsætning om at rekruttere en diversificeret medarbejderstab og gøre denne mangfoldighed til sit image. Tilsvarende legitimt er det imidlertid for en virksomhed – som G4S i det foreliggende tilfælde – at vælge en politik om en stringent religiøs og ideologisk neutralitet som et krav til arbejdstagerne,” konkluderer generaladvokaten.
En lignende sag verserer i Frankrig, der også har bedt EU-Domstolen om en udtalelse. De to sager vil være retningsvisende for arbejdsmarkedet i hele EU og forventes at blive samlet i én fælles afgørelse senere på året.
Konklusionerne i den belgiske sag giver derfor et første fingerpeg om, hvor den samlede retspraksis i EU er på vej hen. Og EU-Domstolen følger i vid udstrækning samme ræsonnement som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
”Jeg tror, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kunne være kommet til en lignende afgørelse på grundlag af menneskerettighedskonventionen,” siger advokat Tyge Trier, specialist i menneskeret og tidligere lektor ved Københavns Universitet.
”Hvis virksomheden har et klart regelsæt, som gælder for alle medarbejdere og alle religioner, så er det næppe i strid med religionsfriheden at afvise, at personalet bærer religiøs beklædning, når der er en saglig grund til afvisningen. Arbejdsgiverens ledelsesret giver et vist skøn, og i den konkrete sag kendte medarbejderen reglerne ved ansættelsen og dermed accepterede hele pakken,” siger han.
Mens Menneskerettighedsdomstolen baserer sine afgørelser på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er det EU’s direktiver, og herunder især direktivet mod diskrimination, der ligger til grund for EU-Domstolens afgørelser. Dertil kommer Det Europæiske Charter for Grundlæggende Rettigheder.
Mens Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at religionsudøvelse er en vigtig del af religionsfriheden, anlægger generaladvokaten et syn, som skurrer i Tyge Triers øren.
Religionsudøvelsen er vigtig, fastslår Juliane Kokott, men ”mens en arbejdstager ikke kan efterlade sit køn, sin hudfarve, sin etniske oprindelse, sin seksuelle orientering, sin alder eller sit handicap ’i garderoben’, når vedkommende træder ind i arbejdsgiverens lokaler, kan der med hensyn til den pågældendes religionsudøvelse forlanges en vis tilbageholdenhed.”
”Denne formulering om, at religion i modsætning til hudfarve eller seksuel orientering kan efterlades på dørtrinnet, er uheldig og ville i givet fald betyde, at religionsfrihed rangerer under andre frihedsrettigheder. Det hører netop med til religionsfriheden, at troen er noget, man bærer med sig og ikke bare kan lægge væk. Mit bud er, at det ikke vil komme med i den endelige dom,” siger Tyge Trier.
EU-Domstolen er ikke bundet af generaladvokatens konklusioner.