Værdikamp om den franske familie

Familien er blevet slagmarken for den franske værdikamp, der handler om at trække grænsen for den enkeltes frihed. Og den går mellem homoseksuelles ret til at gifte sig og retten til at få børn via kunstig befrugtning og rugemødre

Et solidt flertal i det franske parlament har vedtaget en lov der gør det muligt at vie homoseksuelle kirkeligt.
Et solidt flertal i det franske parlament har vedtaget en lov der gør det muligt at vie homoseksuelle kirkeligt. Foto: CHRIS HELGREN Denmark.

nyheds-analyse

Efter 110 timers debat over to uger og 4999 ændringsforslag blev loven om ægteskab for homoseksuelle i tirsdags vedtaget ved førstebehandling med 329 stemmer for og 229 stemmer imod.

En samlet venstrefløj kunne give justitsminister Christiane Taubira stående applaus, mens højrefløjen udvandrede. En klokkeklar højre-venstre-deling, ikke blot i fransk politik men også i den franske befolkning. 86 procent af venstrefløjens vælgere støtter loven om ægteskab for alle, som loven er blevet døbt, mens kun 46 procent af gaullistpartiet UMPs vælgere støtter loven.

Og tilhængerne af Demonstration for alle har mobiliseret flere hundredtusinde franskmænd, der ønsker, at den traditionelle familiemodel med far, mor og børn bliver ved med at være normen.

Loven er endnu ikke nået hele vejen gennem lovmaskineriet, men der hersker ikke den store tvivl om, at den bliver vedtaget. Dermed har præsident François Hollande vundet sin første værdipolitiske sejr. Ægteskab for alle er det håndgribelige symbol på, at den Forandring, han lovede under valgkampen, nu er i fremmarch.

Og set med historiske briller ligner slaget om ægteskabet den traditionelle kamp mellem det verdslige og det katolske Frankrig.

Virkeligheden er mere nuanceret, men Hollande har ikke desto mindre markeret et brud med sin forgænger, Nicolas Sarkozy, der hyldede Frankrigs katolske rødder. Og især det franske gaullistparti har haft held til at sætte sig selv i det dårligst tænkelig lys.

For mens den katolske aktivist Frigide Barjot og hendes farverige modstandsbevægelse forbigående rystede opbakningen bag loven, er det lykkedes UMP at øge pro-andelen til 69 procent under under de to ugers debat i parlamentet. Det skyldes ikke mindst overdrevne advarsler om, at næste skridt bliver legalisering af incest eller polygami, som for eksempel den erklæret katolske politiker Christine Boutin har udtalt.

Resultatet er, at alle forsøg på at overbevise franskmændene om, at homoseksuelles ret til at gifte sig udgør en civilisationskamp, er faldet til jorden.

Det betyder imidlertid ikke, at værdikampen er afblæst, eller at de traditionelle familieværdier har tabt slaget.

LÆS OGSÅ: Homoseksuelle ægteskaber har lange udsigter i Italien

En ny kamp er tværtimod under opsejling om homoseksuelles ret til også at være forældre. Og her er Hollande allerede godt på vej til at antænde en tidsindstillet politisk bombe.

Kunstig befrugtning skulle oprindeligt have været med i loven om ægteskab for alle, ligesom retten til adoption. Men her stopper franskmændenes opbakning. 63 procent er imod kunstig befrugtning til lesbiske par, og legaliseringen, der skulle have været med i ægteskabsloven, er nu udskudt til en familielov, som efter planen skulle fremsættes i marts. Men eftersom Frankrigs Etiske Råd har benyttet sin ret til at behandle spørgsmålet, inden loven kommer til behandling, kan lovbehandlingen blive udskudt til efteråret.

Socialistpartiet er selv splittet i sagen, og mens familieminister Dominique Bertinotti har lovet en lov inden årets udgang, holder premierminister Jean-Marc Ayrault igen. Og utilfredsheden vokser hos regeringspartneren De Grønne, der har kunstig befrugtning til alle som en mærkesag.

Et andet spørgsmål er legaliseringen af rugemødre, som kan give mænd mulighed for at blive fædre. Her har regeringen valgt en pragmatisk linje, der anerkender børn, som franske forældre har fået via rugemødre i udlandet, hvor denne praksis er lovlig. Men uden at gøre det muligt at hyre rugemødre på fransk jord.

Debatten om ægteskab for alle har vist, at franskmændene i stigende grad efterspørger traditionel stabilitet og faste normer i et samfund, der er præget af selvvalg og individualisme. Men de er også knyttet til den enkeltes individuelle frihedsrettigheder, herunder retten til at vælge sin partner uden samfundets fordømmelse.

Den kamp, der udkæmpes i Frankrig, handler derfor om, hvor grænsen skal trækkes for den enkeltes frihed. Og den går, lyder franskmændenes svar, mellem de voksnes rettigheder og børnenes.

Mens højrefløjen kæmpede en kamp, der var tabt på forhånd mod de homoseksuelles ret til at gifte sig, risike-rer venstrefløjen at knække halsen på deres ret til at få børn.