Yazidi-ægtepar redder kvinder ud af IS-fangenskab

Khaleel Aldakhi og Ameena Saeed Hassan redder kidnappede kvinder og børn ud af IS-fangenskab trods risiko for eget liv. Ægteparret er netop blevet hædret for deres indsats

Ameena Saeed Hassan og hendes mand, Khaleel Aldakhi, ses her med den amerikanske organisation Human Rights Firsts menneskerettighedspris under prisoverrækkelsen i New York i sidste uge. – Privatfoto.
Ameena Saeed Hassan og hendes mand, Khaleel Aldakhi, ses her med den amerikanske organisation Human Rights Firsts menneskerettighedspris under prisoverrækkelsen i New York i sidste uge. – Privatfoto.

Selvom terrorgruppen Islamisk Stat, IS, skulle blive fordrevet fra den irakiske storby Mosul, er det ikke ensbetydende med, at de over 3000 personer fra især yazidi-mindretallet, som jihadisterne har holdt fanget i over to år, bliver befriet. Det frygter ægteparret Khaleel Aldakhi og Ameena Saeed Hassan, som leder et team, der smugler yazidi-kvinder ud af IS’ kløer.

”IS flytter bare kvinderne ud af Mosul til Syrien,” siger Ameena Saeed Hassan, der er tidligere medlem af det irakiske parlament, til rapporter om, at mindst 70 yazidier er blevet befriet fra IS, siden Mosul-offensiven blev indledt for over en uge siden.

Hun henviser til rapporter fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder om, at IS flytter gidslerne fra Mosul til Raqqa i Syrien.

Ifølge det kurdiske Kontor for Kidnappedes Affærer var 3744 yazidier inden offensiven stadig i hænderne på IS, 1855 kvinder og piger og 1889 mænd og drenge. Mange af mændene menes dog dræbt efter at have nægtet at konvertere til islam.

Siden IS indtog Ameena Saeed Hassan og Khaleel Aldakhis nordirakiske hjemby, Sinjar, i august 2014 og dræbte og kidnappede tusinder af yazidier, har parret efter eget udsagn reddet over 100 mennesker ud af IS’ fangenskab. En indsats, som yazidi-parret i sidste uge blev hædret med den amerikanske organisation Human Rights Firsts menneskerettighedspris for i New York. De fik prisen, fordi de ifølge organisationens direktør Elisa Massimino er ”det sidste håb for mange af de kvinder og piger, der er blevet gjort til slaver af Islamisk Stat” og ikke tænker på deres egen sikkerhed, men på, hvordan de kan redde andre.

Som den uddannede advokat Khaleel Aldakhi siger:

”Jeg kidnapper kvinderne ud af IS.”

Han og hans hustru modtager snesevis af opkald om ugen fra desperate familier, der håber, at parret kan hjælpe deres døtre ud af IS. Motivationen for at redde gidslerne forklarer parret med deres personlige oplevelser.

”Da IS indtog Sinjar, dræbte de mine slægtninge. 78 af mine slægtninge forsvandt. Vi ved ikke, hvad der er sket med dem,” siger Khaleel Aldakhi.

Islamisterne har forbudt folk i de IS-kontrollerede områder at bruge mobiltelefoner for at forhindre deres kontakt med omverdenen. Men nogle lokale borgere og fanger formår alligevel at ringe ud på hemmelig vis med mobiltelefoner købt før IS’ indtog, eller de køber mobiler hemmeligt af smuglere.

Ameena Saeed Hassan modtager et disse opkald midt under Kristeligt Dagblads interview med parret i deres nye hjem i Dokuk i irakisk Kurdistan.

”Jeg kan ikke få deres stemmer ud af hovedet,” siger hun tydeligt berørt.

Efter IS’ indtog i Sinjar startede parret en hemmelig gruppe, der blev finansieret af den lokale kurdiske regering i Nordirak. Gruppen samlede informationer om de bortførtes navne, aldre og tilholdssteder.

”Vi har informanter inde i Mosul og undslupne piger, der via indsmuglede telefoner beskriver, hvor de bortførte bliver holdt fanget,” fortæller Khaleel Aldakhi.

De oplysninger gjorde parrets mellemmænd i Mosul i stand til at redde fem unge piger ud af IS.

Når mellemmanden og den befriede pige forlader IS-territorium og bevæger sig ind på det kurdiske selvstyres område, sørger Khaleel Aldakhi for at orientere de kurdiske peshmerga-styrker forinden, så soldaterne ikke skyder på mellemmanden og det befriede gidsel.

Men ud over disse aktioner er det svært at redde yazidierne her to år efter.

”Da kvinderne blev kidnappet i 2014, var det nemt at redde dem, fordi de var samlede. Nu er de spredt for alle vinde,” siger Ameena Saeed Hassan.

I teorien skulle de være nemt at få kvinderne tilbage, da de ønsker at komme ud af fangenskabet.

”Det er derimod svært at få børnene tilbage. De er hjernevaskede og ønsker at blive i IS,” siger Ameena Saeed Hassan og henviser til, at drengene opdrages til at blive jihadister.

Står det til yazidi-parret, er den bedste måde at redde gidslerne på gennem vedvarende internationalt pres på de sunni-arabiske sheiker i det vestlige Irak, da de ”har en kæmpe indflydelse” på de unge, der tilslutter sig IS. Således blev IS’ forgænger Den Islamiske Stat i Irak (ISI) i 2007 nedkæmpet, efter at sunni-sheikerne med amerikansk støtte bekæmpede jihadisterne, anfører Ameena Saeed Hassan.

Og når kvinderne er sluppet fri, mener parret, at Europa bør tilbyde de traumatiserede kvinder og børn asyl og behandling. Tyskland har taget imod 1100 yazidi-kvinder og børn med henblik på medicin- og psykologbehandling.

”Kvinderne kan ikke komme sig over torturen og har det svært psykisk. Vi har ikke de samme muligheder her i Irak for behandling. Det er godt for dem at komme til eksempelvis Tyskland. Alt der er nyt,” siger de.

Imens fortsætter ægteparret med at redde folk trods risikoen for at blive dræbt af IS. Khaleel Aldakhi siger: 

”Mit liv er i fare, men jeg er nødt til at redde vores piger. Når jeg redder en person ud af IS, så føler jeg, at jeg har sejret over terroristerne.”