Yazidier foreslår kontroversiel fangeudveksling for at befri IS-gidsler

Den mest effektive måde at redde tusinder af yazidi-kvinder og børn ud af IS-fangenskab på er at udveksle dem med IS-militante, mener aktivister

Det bliver stadig vanskeligere at få kvinderne ud af IS. Den islamistiske terrororganisation har i det seneste år etableret særlige sharia-domstole, der registrerer alle slaver under deres ejeres navne.å flugt fra Islamisk Stat. Her ses en yazidi-kvinde, der har søgt tilflugt fra Islamisk Stat i irakisk Kurdistan. Arkivfoto.
Det bliver stadig vanskeligere at få kvinderne ud af IS. Den islamistiske terrororganisation har i det seneste år etableret særlige sharia-domstole, der registrerer alle slaver under deres ejeres navne.å flugt fra Islamisk Stat. Her ses en yazidi-kvinde, der har søgt tilflugt fra Islamisk Stat i irakisk Kurdistan. Arkivfoto. . Foto: Thomas Lekfeldt.

De kurdiske peshmerga-styrker og den irakiske regeringshær forbereder sig i disse dage på det endelige slag om Mosul, Islamisk Stats sidste store bastion i Irak. Men selvom det skulle lykkes at generobre storbyen fra IS, to år efter at islamisterne indtog den og udråbte deres kalifat her, betyder det ikke nødvendigvis, at de omkring 3700 yazidi-kvinder og børn, som fortsat holdes til fange af terrorgruppen, samtidig vil blive befriet.

”Der bliver stort set ikke fundet nogen tilfangetagne piger i de byer, som bliver befriet fra IS,” siger Mirza Dinnayi, yazidi-aktivist og leder af den tyskbaserede humanitære organisation Iraq Air Bridge, der samler dokumentation om IS’ gerninger mod yazidier, et religiøst mindretal fra det nordlige Irak, hvis årtusindgamle religion har elementer fra både jødedom, kristendom og islam, men som opfattes som vantro djævletilbedere af IS.

”Det tyder på, at IS tager kvinderne med sig, når de rykker ud af en by, for de er blevet en vare for IS. Ligesom hvis du har guld, og du flygter, så tager du guldet med dig,” siger han og peger på erfaringerne fra Falluja, som IS mistede i juni 2016.

Ifølge Dinnayi bliver det i hele taget stadig vanskeligere at få kvinderne ud af IS. Den islamistiske terrororganisation har i det seneste år etableret særlige sharia-domstole, der registrerer alle slaver under deres ejeres navne.

”Så hvis det lykkes en pige at stikke af, vil enhver ved checkpointet vide, hvem de skal sende hende tilbage til,” siger Dinnayi.

Kun få af de bortførte kvinder har som Khalfa Mado, der fortalte sin historie i gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad, haft held til at undslippe fangenskabet hos IS ved hjælp af smuglere. Indtil nu har forældrene til de bortførte piger ofte formået at købe deres døtre fri via mellemmænd. Og det er for dyrt for mange familier, der efter IS’ indtog i yazidiernes hovedby, Sinjar, i august 2014 har mistet alt og ikke har råd til en dyr redningsoperation.

Både Mirza Dinnayi og Abu Shujaa, en yazidi-købmand, der leder et netværk, som lokaliserer de kidnappede kvinder og redder dem ud, hælder derfor mere til en anden og mere kontroversiel metode, nemlig fangeudveksling.

Ud over det kurdiske selvstyres peshmerga-styrker kæmper også de syrisk-kurdiske Folkets Forsvarsbrigader (YPG), der er tilknyttet det tyrkisk-kurdiske Kurdistans Arbejderparti (PKK), imod IS i Irak.

”Vesten, heriblandt Danmark, bør presse peshmerga, PKK, YPG, den irakiske hær med flere til at udveksle IS-terrorister, som de fanger, med yazidi-pigerne,” siger Abu Shujaa, hvis tre kusiner er bortført af Islamisk Stat.

Mirza Dinnayi henviser til, at denne metode har båret frugt. Sidste år udvekslede PKK- og YPG-krigere IS-militante med cirka 50 yazidi-piger, en praksis, der menes fortsat i år, men som kurderne ikke vil bekræfte, da man officielt aldrig frigiver IS-fanger.

Amina Sayid er tidligere medlem af det irakiske parlament og selv yazidi. I dag arbejder hun på frivillig basis med at yde moralsk støtte og sætte fokus på de bortførte kvinder. 78 af hendes egne slægtninge er forsvundet, siden IS indtog Sinjar for over to år siden. Hun oplyser, at hverken IS eller peshmerga officielt må indgå i en udveksling. Derfor frygter hun for følgerne af en udveksling.

”Jeg vil ikke udveksle yazidier med et IS-medlem. Måske har selvsamme IS-medlem slået mange yazidier ihjel? Sådan en person skal ikke have lov at gå frit rundt og eventuelt begå terror igen,” mener hun.

Det irakiske yazidi-parlamentsmedlem Vian Dakhil har også flere slægtninge, der fortsat holdes som gidsler hos IS. Hun er overbevist om, at den bedste måde at redde yazidi-gidslerne på er at fortsætte med at hjælpe det kurdiske selvstyre i Irak med at bombe IS.

”Vi skal bekæmpe IS militært med hjælp fra verden og på den måde redde de bortførte,” siger Vian Dakhil.