Terrorforherligende dukketeater vækker harme i Spanien

Madrids progressive bystyre har fået den idé at hyre ”alternative” teatergrupper under det nylige karneval, deriblandt en dukketeatergruppe, der opførte et spil med radikale politiske budskaber om, at Spanien er en politistat. Både demokratiet, kirken og den private ejendomsret fik på hattepulden

Borgmesteren Manuela Carmena (midten) har følt sig nødsaget til at give en undskyldning for, at et terrorforherligende teaterstykke er havnet foran det forkerte publikum.
Borgmesteren Manuela Carmena (midten) har følt sig nødsaget til at give en undskyldning for, at et terrorforherligende teaterstykke er havnet foran det forkerte publikum. Foto: SERGIO BARRENECHEA/EPA.

Marionetteater er ikke altid stueren underholdning for børn. Det vidner en særdeles livlig debat i de seneste dage i Spanien om. Et dukketeaterstykke, der egentlig var beregnet for et voksent publikum, havnede foran børn. Og så brød helvede løs, for stykket indeholdt scener med mord, voldtægt og forherligelse af terrorisme.

Madrids progressive bystyre havde fået den idé at hyre ”alternative” teatergrupper under det nylige karneval, deriblandt en dukketeatergruppe, der opførte et spil med radikale politiske budskaber om, at Spanien er en politistat, og både demokratiet, kirken og den private ejendomsret fik på hattepulden.

For at ingen skulle være i tvivl om det anarkistiske budskab, lod de to dukkeførere deres ”skuespillere” voldtage en nonne, stikke en kniv i ryggen på en politimand og hænge en dommer i en galge på scenen. Desuden viste de et skilt med påskriften ”Viva Alka-ETA”, der betød ”Viva - al-Qaeda-ETA”, har de to dukkeførere efterfølgende forklaret den dommer, der varetægtsfængslede dem for forherligelse af terrorisme.

Men det værste var efter mange forældres mening, at stykket blev opført foran et publikum, hvor gennemsnitsalderen ikke var over otte år. Nogle forældre tilkaldte politiet, der anholdt dukkeførerne.

”Dukketeaterstykket var satirisk og et på mange måder brugbart og berigende kulturelt element,” lød det i en pressemeddelelse fra den borgerliste, som vandt borgmesterposten sidste år.

Borgmesteren Manuela Carmena følte sig dog nødsaget til at give en undskyldning for, at stykket var havnet foran det forkerte publikum.

Men da glødede debatten og de sociale medier af harme, men også af opbakning.

”Forældrene tog godtroende deres børn med til dukketeater, der viste sig at ligne en film af Lars von Trier, én af de skrappe,” skriver Iigo Saénz de Ugarte på sin blog på netavisen eldiario.es.

”En tolerant og kosmopolitisk by fortjener ikke en borgmester, der forherliger vold,” mener avisen La Razóns lederskribent.

Det konservative oppositionsparti i byrådet, Partido Popular, nøjedes ikke med at blive forarget. Det indgav politianmeldelse mod borgmesteren og den ansvarlige kulturrådkvinde.

”Det kan ikke retfærdiggøres at lade børn se et stykke, hvor nonner voldtages og korsfæstes, dommere hænges, og politifolk myrdes. De kendte indholdet, men undlod at stoppe det,” udtalte partiets kommunale talsmand Iigo Herníquez de Luna til netmediet Libertad Digital.

Også den største organisation af terrorofre, AVT, har lagt sag an mod borgmesteren, kulturrådkvinden og teatergruppen.

”Det er en alvorlig fornærmelse af terrorofrene, ydmygende og nedværdigende,” som AVT's formand, Ángeles Pedraza, udtrykte det over for nyhedsbureauet Europa Press.

Men mange ser varetægtsfængslingen af de to dukkeførere som et anslag mod ytringsfriheden.

”Je suis dukkefører”, skriver formanden for venstrefløjspartiet Unidad Popular, Alberto Garzón, på sin blog med reference til det franske satiriske tidsskrift Charlie Hebdo, der som bekendt var udsat for et terrorattentat i januar 2015.

Spaniens største dagblad El País mener i sin leder, at dommeren har ”overreageret ved at fængsle de to dukkeførere”.

”Terrorisme er en så alvorlig sag, at den ikke bør være skyts i dette cirkus, hvor alle har trådt i spinaten,” skriver El País.

Også Barcelonas borgmester, Ada Colau, går i rette med dommeren.

”Satire er ikke en forbrydelse. Et sundt demokrati bør beskytte al form for ytringsfrihed - også den, vi ikke kan lide,” skriver Colau på Twitter, hvor hun samtidig plæderer for, at de to dukkeførere løslades.

Men det er én af hendes ellers varmeste fortalere ikke enig i.

”Ytringsfrihed JA, mangel på respekt og vold NEJ OG ALDRIG!”, tweeter den katolske nonne Lucía Caram, der med sin skarpe pen og tunge nærmest fører et korstog mod det kapitalistiske system i spansk tv, radio og medier.