Zygmunt Bauman var et intellektuelt fyrtårn, men et ydmygt menneske

Den verdenskendte polsk-britiske sociolog døde i mandags i sit hjem i Leeds, 91 år gammel. Zygmunt Bauman bliver kaldt en af de helt store europæiske tænkere i vores tid. Blandt andet på grund af sine skelsættende betragtninger omkring holocaust og beskrivelser af nutiden som en flydende modernitet

I et interview med Kristeligt Dagblad i juni sidste år fortalte den verdenskendte og nu afdøde sociolog Zygmunt Bauman, hvordan han oplevede et Europa, hvor medmenneskeligheden er truet, og fremtidstroen afløst af en drøm om den forjættede fortid.
I et interview med Kristeligt Dagblad i juni sidste år fortalte den verdenskendte og nu afdøde sociolog Zygmunt Bauman, hvordan han oplevede et Europa, hvor medmenneskeligheden er truet, og fremtidstroen afløst af en drøm om den forjættede fortid. . Foto: Mathilde Bech/Polfoto.

”Det er et stort tab. En af de store europæiske intellektuelle”. ”Måske den største sociolog i vor tid”.

De to citater er blot enkelte eksempler på de mange tilkendegivelser fra folk over hele verden, der på både Twitter og Facebook har reageret på nyheden om, at den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman mandag døde i sit hjem i den nordengelske by Leeds. Han blev 91 år.

For Bauman var nemlig noget ganske særligt. En af de tænkere, der formåede at skrive om os og vores verden i et sprog, der var til at forstå, og med betragtninger, der altid tog udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske – og hvordan vi både kan præge og bliver præget af det samfund, vi lever i. Forbundet af en helt grundlæggende etisk præmis: At vi alle er medmennesker for hinanden. Selvom det til tider kan være endda meget svært at se, at vi lever op til denne.

Dette oplevede Bauman også på egen krop. Født i en polsk-jødisk familie i 1925 i Poznan måtte han som 13-årig flygte til Sovjetunionen på grund af den tyske invasion. På den måde overlevede han Anden Verdenskrig. Noget, hans senere kone, Janina Bauman, og han havde til fælles. Hun som overlevende fra koncentrationslejren Auschwitz. Og det blev netop Baumans sociologiske betragtninger omkring holocaust, der i 1989 for alvor slog hans navn fast som en de vigtigste moderne europæiske tænkere.

”Her var en mand, der selv havde oplevet nazismens uhyrligheder. Som kunne have placeret ansvaret og skylden hos netop denne idelogi og hos det tyske folk. Men i stedet kommer han med en meget mere avanceret analyse og beskriver, hvordan holocaust er mulig på grund af vores modernitet. At den kan ses som et ulykkeligt resultat af en teknologi, en videnskabelig ånd og en moderne rationalitet, der er slået om i sin egen irrationalitet. Og på den måde viser han også, at vi ikke kan afgrænse holocaust og nazismen til tyskerne, men at vi også selv rummer det samme uhyrlige potentiale,” siger professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen, der i sin egen forskning har været meget inspireret af Zygmunt Bauman.

Som et andet vigtigt nedslag i Baumans tænkning peger Michael Hviid Jacobsen på begrebet ”flydende modernitet”, som var Baumans beskrivelse af den form for modernitet, der kendetegner vores tid. Hvor alt er i opløsning og under konstant forandring, og det derfor kan være svært at finde fodfæste, især for den udsatte og svageste del af befolkningen, som Zygmunt Bauman altid havde et særligt fokus på. Mens den globalisering, som også kendetegner nutiden, først og fremmest opleves som en fordel for de mobile, kosmopolitterne, de økonomisk velstillede.

”Hans tanker om den flydende modernitet har præget forfatterskabet, siden Bauman beskrev dem første gang i bogen ”Liquid Modernity” (Flydende modernitet) fra 2000. Han har været optaget af at undersøge, hvilke konsekvenser netop dette forhold har for både samfund og mennesker. De sidste 20 år udgav han mellem en og tre bøger om året, så det er også en meget produktiv tænker, vi nu har mistet. Og ikke alene en sociolog, men en ægte intellektuel, der ikke begrænsede sig til en enkelt disciplin, men derimod var uhyre velorienteret om alt, hvad der rører sig – i både ungdommen, musikken, kunsten og selvfølgelig den politiske verden,” uddyber Michael Hviid Jacobsen.

På sine senere år oplevede Zygmunt Bauman dog også kritiske røster omkring sit forfatterskab, der rummer mere end 50 bøger – og om sin personlige fortid.

Dels blev der rejst kritik af, at der var for mange gentagelser eller selvreferencer til tidligere værker i hans imponerende udgivelsesrække, og dels påpegede flere Baumans egen fortid som aktiv kommunist i det polske militær, herunder i sikkerhedstjenesten.

”Han var nok lidt sen til selv at melde noget ud om sin fortid. Hvis han bare tidligere havde fortalt om sit arbejde i militæret, så kunne han have foregrebet noget af den kritik. Men for mig at se, så ændrer det ikke noget ved hans senere tænknings kvalitet. Det er nemlig aldrig hans egen person, der er det vigtige. Og vi kan jo alle være enige om, uanset om man forholder sig kritisk til ham eller ej, at han efterlader sig et imponerende livsværk. Samtidig med at han som menneske var noget af det mest ydmyge og betænksomme, jeg har mødt,” siger Michael Hviid Jacobsen, der som ganske ung andenårsstuderende tillod sig at sende et brev til den verdensberømte tænker – og fik svar. Noget, der blev indledningen til et årelangt venskab, både fagligt og personligt.

Og netop det imødekommende og venlige menneske, med et varmt blik og en trofast krum pibe i hånden, er også noget af det, der står tilbage efter mine egne møder med ham. Senest i juni sidste år, hvor jeg besøgte ham i hjemmet i Leeds for at interviewe ham om hans seneste bog ”Strangers at Our Door” (Fremmede ved vores dør).

En ældre, men meget levende, lyttende og opmærksom verdenstænker. Som blandt andet var optaget af den danske teolog K.E. Løgstrup, netop fordi også han altid satte mennesket først – og var optaget af, hvordan vi sikrer netop denne menneskelighed og medmenneskelighed i verden. I en tid, hvor den opleves mere og mere truet. Og som dengang i juni netop endnu engang fremhævede Løgstrup som en af de store moralfilosoffer sammen med den franske Emmanuel Levinas, med dette citat:

”De peger begge på, at moralen er irrationel. At den ikke er givet på forhånd, men at det hele tiden er op til den enkelte at forholde sig til, hvad der i den givne situation er det etisk rigtige at gøre. Løgstrup taler om en uudtalt fordring. At vi godt véd, der er noget, vi bør gøre, men at vi ikke kan finde det som nedskrevet lov eller facitliste et sted. Og Levinas taler om, at fordringen bliver tydelig, når du står ansigt til ansigt med Den Anden. Men at det så er op til dig selv at åbne den, eller udfolde den. Så for mig at se betyder det ’at være moralsk ansvarlig’, at du selv tager ansvaret på dig for din egen moralske ansvarlighed.”

Og den opfordring, det etiske anliggende, er også et af de helt centrale budskaber, som sociolog Michael Hviid Jacobsen vil pege på, når vi kigger fremad og prøver at forestille os en verden uden Bauman. Følgende er en sætning, som han mener, vi aldrig bør glemme. I al sin enkelhed:

”Det moralske menneske er et menneske, der altid er hjemsøgt af bevidstheden om, at det ikke er moralsk nok.” Citat: Zygmunt Bauman.