Mere end en tredjedel af alle graviditeter i Armenien ender med abort. Stort set fælles for dem alle er, at det er pigefostre, kvinderne bærer på. Som den armenske læge Karina Gzijoryan siger med russisk eftertryk, da hun bliver spurgt, om armenierne også får abort, hvis de ved, at det er en dreng, de venter sig.
Njet. Jeg kender ikke nogen, der frivilligt har aborteret en dreng. Heller ikke, hvis det er det fjerde eller femte barn.
Det armenske sundhedsministerium gennemførte i 2011 sammen med FNs Befolkningsfond, UNFPA, en stor undersøgelse af armeniernes ønske om sønner. Den viste, at 65 procent af de adspurgte familier foretrak en søn, 23 procent en datter, mens 12 procent af familierne var ligeglade.
Armenierne er ikke alene om at foretrække sønner frem for døtre. I mange lande verden over står en dreng stadig øverst på ønskesedlen, når en kvinde er gravid, fordi drengebørn af såvel kulturelle som økonomiske og sociale årsager ses som det sikreste kort for familiens fremtid.
De fleste steder betyder det ikke så meget ud over størrelsen på smilet, når budskabet om kønnet bliver givet videre til familien, men i en mindre gruppe lande kan det føre til misrøgt, i værste fald med dødelig udgang, af de nyfødte piger eller som i Armenien abort af et konstateret pigefoster.
LÆS OGSÅ: Piger er gået fra at være en byrde til at være en vare
Der har været en periode i menneskehedens historie, hvor kvinderne dominerede verden. Men hen ad vejen udviklede det patriarkalske samfund sig, og så aftog kvindernes betydning. Sønner blev foretrukket frem for døtre. Resultatet er, at mennesket siden antikken har forsøgt sig med forskellige former for kønsudvælgelse for at sikre sig sønner. Det være sig valget af en bestemt dag for undfangelse, særlige diæter, amuletter, bønner eller andet, skriver S. Bandyo-padhyay S. og A. Singh i bogen History of son preference and sex selection in India and in the west (Historien om præferencen for sønner i Indien og Vesten).
I dag er fravalg af piger før fødslen langt det mest udbredte, fordi ny teknologi som for eksempel scanning har gjort det muligt at konstatere et fosters køn tidligt i graviditeten.
Den danske befolknings-ekspert og tidligere leder af blandt andet UNFPAs kontor i Kina, Siri Tellier, vurderer, at forkærligheden for sønner først og fremmest er samfundsmæsssigt betinget, både økonomisk og kulturelt. I Kina blev sønner historisk set som fuldstændig nødvendige for slægtens identitet og overlevelse, og der har historisk været flere mænd end kvinder i det kinesiske samfund, idet man fravalgte pigerne.
I en årrække under Kinas nu afdøde kommunistiske diktator Mao Zedong var der dog et mindre fravalg af piger. Det hang sammen med, at der var meget begrænset privat ejendomsret, og landbrugsjorden var kommunalt ejet. Desuden promoverede Mao som slogan, at kvinder holder halvdelen af himlen oppe.
Efter 1979 har der været en voksende brugsret til landbrugsjorden, og derfor blev det igen vigtigt at få en søn, som kunne arve brugsretten. Det blev også lovpligtigt, at børnene skulle forsørge deres forældre, og dette har til en vis grad forstærket den præference, som kineserne havde for sønner de blev opfattet som bedre forsørgere.
Det er jo ikke sådan, at de familier, der ønsker drenge, er onde mennesker. De gør det af økonomiske og kulturelle grunde. Japan er det eneste land, som jeg kender til, hvor man har observeret en undtagelse. Her synes der at være en svag tendens til, at familier foretrækker døtre. Det tilskrives, at der er et udbygget velfærdssystem, som kan varetage for eksempel pensionsydelser. Så regner man med, at døtre vil være bedre til at passe de gamle forældre, når alt det økonomiske allerede er på plads. Men det er ikke alle lande, som har mulighed for at udbygge velfærden lige så fuldt som i det rige Japan, siger Siri Tellier.
Professor i antropologi ved Københavns Universitet Tine Gammelgaard har forsket i brugen af kønsbestemt abort i Vietnam. Hun peger også på, at behovet for alderdomssikring spiller en stor rolle, og derudover kommer i hvert fald for vietnamesernes vedkommende traditionen for, at det kun er drenge, der kan varetage dyrkelsen af forfædrene samt idéen om, at slægten kun bæres videre gennem sine mandlige medlemmer.
Det sidste gælder nærmest bogstaveligt talt. Det ligger dybt i kulturen, at det kun er drenge, der er den rigtige slægt. Det er selve sønnernes sæd, der er afgørende. Således er det også kun drenge, der skrives i slægtsbøgerne.
Ifølge Tine Gammeltoft er der ingen tegn på, at præferencen for drenge er ved at svækkes i Vietnam trods den hastige økonomiske udvikling. Tværtimod forstærkes idéen lige nu.
Hun fremhæver, at med den hurtige udvikling følger så mange ændringer, at der er en økonomisk interesse i at bevare rigdommene i familien og en politisk interesse i at bevare stabiliteten i samfundet med familien som den centrale enhed.
Regeringen gør meget for at dyrke den idé, at nationen er en stor familie, og derfor er den enkelte familie også vigtig. Så vi ser en kulturel konservatisme side om side med en høj økonomisk vækst for at undgå for mange forandringer, siger Tine Gammeltoft.
Dobbeltheden kommer også til syne i forholdet mellem lovgivning og virkelighed. På den ene side er den vietnamesiske lovgivning vældig progressiv med hensyn til ligestilling, men praksis er stadig, at når et par gifter sig, flytter de ind hos hans forældre. Så i realiteten er det drengene, der overtager værdierne uagtet lovgivningens ord. Dette paradoks er Vietnam ikke alene om. Også Armenien og andre lande med kønsbestemte aborter har en lovgivning, som ligestiller kvinder og mænd, men fordi traditionen gør sønnerne til rygraden i slægten, får lovgivningen ikke fuld gennemslagskraft.
Vietnam er således et eksempel på et land, der ikke er patriarkalsk i den forstand, at det overvejende er mænd, der styrer samfundet, men det er patriarkalsk sådan forstået, at det er mændenes slægtslinjer, der dominerer. Kvinderne følger mændene ved ægteskab og derfor fortsætter sønnerne med at have en central betydning.