Den amerikanske fotojournalist James Foley kan have fundet trøst i sin katolske tro, før han på makaber vis blev henrettet den 19. august af medlemmer fra Islamisk Stat i Syrien.
I hvert fald har Foley, som kom fra en katolsk familie i USA, tidligere søgt tilflugt i bøn i forbindelse med, at han blev taget som gidsel.
Det viser et brev, som han sendte til sit katolske universitet Marquette University i Wisconsin, USA, da han i 2011 blev taget til fange under borgerkrigen i Libyen.
James Foley var tæt knyttet til universitetet, og brevet er offentliggjort i universitetets blad Marquette.
Læs et uddrag her:
Jeg begyndte at bede med rosenkransen (katolsk bøn, red.). Min mor og min bedstemor ville have bedt på den måde. Jeg sagde 10 Ave Maria'er mellem hvert Fadervor. Det tog lang tid, næsten en time for at tælle 100 Ave Maria'er på mine knoer. Det hjalp mig til at holde mit sind fokuseret. (...)
Senere blev vi flyttet til et andet fængsel, hvor regimet holdt hundredevis af politiske fanger. Jeg blev hurtigt budt velkommen af de andre indsatte.
En aften, 18 dage efter vi var taget til fange, hentede nogle vagter mig og tog mig ud af cellen. (...) På kontoret sad en distingveret mand i et jakkesæt. Han sagde: "Vi tænkte, at du måske gerne ville tale med din familie."
Jeg sagde en sidste bøn og tastede nummeret. Min mor tog telefonen.
"Mor, mor, det er mig, Jim."
"Jimmy, hvor er du?"
"Jeg er stadig i Libyen. Mor, jeg er ked af det her."
"Det skal du ikke være, Jim," svarede hun. "Far er lige gået. Han ville ellers så gerne snakke med dig. Hvordan har du det, Jim?"
Jeg fortalte, at jeg fik godt med mad, at jeg fik den bedste seng og blev behandlet som en gæst.
"Får de dig til at sige det, Jim?"
"Nej, libyerne er et smuk folkefærd," fortalte jeg hende. "Jeg har bedt for dig, for at du skal have det godt. Har du mærket mine bønner?"
"Jimmy, så mange mennesker beder for dig. (...) Kan du mærke vores bønner?"
"Det kan jeg, mor, jeg mærker dem."
Jeg tænkte lidt over det. Måske var det de andres bønner, der styrkede mig og holdt mig flydende.
Manden i jakkesæt bevægede på sig. Jeg begyndte at sige farvel. Mor begyndte at græde.
"Mor, jeg er stærk. Jeg har det fint. Jeg burde være hjemme til Katies dimission."
Det var om en måned.
“Vi elsker dig, Jim!", sagde hun. Så lagde jeg på.
Jeg genkaldte mig den samtale hundredevis af gange i mit hoved - min mors stemme, mine venners navne, hendes viden om min situation, hendes absolutte tro på bønnens kraft. (...) Jeg vidste, at jeg ikke var alene.
Sidst i brevet skriver James Foley:
Om ikke andet var bøn den lim, der der muliggjorde min frihed, først en indre frihed og senere miraklet ved at blive løsladt under en krig, hvor regimet ikke havde nogen grund til at løslade os. Det gav ingen mening, men troen gjorde.
Efter løsladelsen i Libyen tog James Foley til Syrien, hvor han blev taget til fange igen i 2012. Kidnapningen endte med, at han tidligere på måneden blev henrettet af terrorister.
Efter henrettelsen har hans familie og venner holdt en mindeceremoni, hvor familiens præst opfordrede til ikke blot at bede for Foleys familie, men "også for dem, som har begået den onde handling". Det skriver blandt andet latimes.com.