Mobilpenge har gjort det nemt at være gavmild

Velgørenhedsorganisationer jubler over nye muligheder for at overføre penge på mobiltelefonen. Men det moralske aspekt ved velgørenhed risikerer at forsvinde, advarer sociolog

Flere kirker er begyndt at åbne kirkebøssen for bidrag over mobilen og også velgørenhedsorganisationer satser på mobilpenge
Flere kirker er begyndt at åbne kirkebøssen for bidrag over mobilen og også velgørenhedsorganisationer satser på mobilpenge. Foto: Erik Refner.

Betalingen foregår i stigende grad ved hjælp af mobiltelefonen, når regningen skal deles op på restauranten, når den brugte lampe skal betales for på loppemarkedet, eller når penge skal doneres til velgørenhed.

Og overgangen fra krøllede kontanter til en hurtig sms kan medføre, at danskere bliver mere rundhåndede, vurderer Lars Skov Henriksen, velgørenhedsforsker ved Aalborg Universitet.

”Vi har set en stigning i de beløb, som befolkningen giver til frivillige organisationer og velgørende arbejde – herunder kirkebøsserne. Det interessante ved den stigning er, at vi har fået ny teknologi – eksempelvis MobilePay – der gør det nemmere for folk at give pengegaver,” siger han.

Årsagen er, at vi nu altid har kontanter ved hånden, så længe vi har vores mobil på os.

”Vi kender alle den situation, hvor indsamleren ringer på, og man står uden kontanter. Til gengæld får man et girokort, men man får aldrig betalt det girokort. Hvis man i stedet kan gå på nettet, skrive en sms eller bruge MobilePay i kirken, så er det nemmere og mindre omstændeligt at donere 100 kroner,” siger Lars Skov Henriksen.

I flere danske kirker kan man også give sit bidrag til søndagens kollekt i kirkebøssen ved at taste og sende på mobilen, som Kristeligt Dagblad tidligere beskrev i en artikel

Velgørenhedsorganisationerne satser da også stort på de nye mobilpenge, siger Birgitte Marie Mabeck, der er marketingschef i Røde Kors. 

”Der er ingen tvivl om, at vi oplever en stigende efterspørgsel fra folk, der gerne vil bruge MobilePay som donationsmetode. Vi får mange henvendelser og donationer den vej,” siger hun.

Det har medført, at Røde Kors’ landsindsamling i år bliver afviklet som ”mobil indsamling”, især målrettet til gymnasieelever, fordi de meget gerne vil samle ind via deres mobiler. 

Robert Hinnerskov, generalsekretær for indsamlingsorganisationernes fællesorgan ISOBRO, ser med forventning på den ny tendens.

”Jeg tror, at tegnebogen er ved at blive elektronisk. Det må og skal komme, og det er et område, som indsamlingsorganisationerne følger nøje. Selv har jeg stort set aldrig kontanter på mig, når jeg går rundt i byen eller går i kirke. Nu får jeg det igen og det vil alt andet lige være gavnligt,” siger han.

Men der er ingen grund til at juble over mobilbetaling, mener Ole Bjerg, sociolog og lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København, CBS. Ifølge ham risikerer det moralske aspekt i at give noget til andre at forsvinde, når vi står med næsen i en mobiltelefon. 

”Det er mere nærværende at donere kontante penge, fordi man ser de mennesker i øjnene, som man giver pengene til. Med fysiske penge er den økonomiske relation indlejret i en moralsk og social relation. Det ophæves ved MobilePay, fordi man ikke behøver at have en moralsk relation til dem, man giver pengene til,” siger han og fortsætter:

"Kirken og de velgørende organisationer kan selvfølgelig bruge pengene, hvad enten det er kontanter eller mobilpenge. Men for mig handler det om at se det i et bredere perspektiv og overveje, hvordan penge strukturerer den måde, vi interagerer med hinanden på. Digitaliseringen af penge er med til at fremmedgøre mennesker og skubbe dem længere væk fra hinanden. Nærværet burde kirken og velgørenhedsorganisationerne om nogle advokere for."