Det er et spørgsmål om tid, før menneskeheden møder den alt for lange vinter

Siden tidernes morgen har mennesket vandret i skyggen af store naturkatastrofer. Mindst en gang har et voldsomt vulkanudbrud tvunget menneskeheden ud på kanten af udryddelse, og sandsynligheden for, at en supervulkan går i udbrud inden for en nær fremtid, er stor

Så sent som i maj 2016 var vulkanen Sinabung på den indonesiske ø Sumatra i udbrud. Ganske tæt ved denne vulkan ligger også Toba-søen, hvorunder vulkanen Toba ligger. Netop Toba havde for 74.000 år siden et så kraftigt udbrud, at askeskyerne fra vulkanen gjorde store dele af kloden ubeboelige på grund af manglende sollys. –
Så sent som i maj 2016 var vulkanen Sinabung på den indonesiske ø Sumatra i udbrud. Ganske tæt ved denne vulkan ligger også Toba-søen, hvorunder vulkanen Toba ligger. Netop Toba havde for 74.000 år siden et så kraftigt udbrud, at askeskyerne fra vulkanen gjorde store dele af kloden ubeboelige på grund af manglende sollys. – . Foto: Polfoto.

I nationalparken Yellowstone i det nordlige USA slumrer en gigant. Under parken ligger en supervulkan, som før har eksploderet med alvorlige konsekvenser til følge.

Sådanne superudbrud ramte Jorden for 2,1 millioner år, 1,3 millioner år og 640.000 år siden. Hvis Yellowstone-vulkanen eksploderer i dag, vil to tredjedele af Nordamerika blive lagt i ruiner, og et askeslør vil hæmme solens stråler. Siden 1923 er overfladen i Yellowstone hævet med 74 centimeter, hvilket tyder på, at der er forøget magmaaktivitet under overfladen.

Arkæologien kan ikke sige noget om, hvornår den næste vulkan går i udbrud, men vi kan sige noget om, hvilke konsekvenser naturkatastrofer har haft for fortidens mennesker. I bogen “Past Vulnerability. Vulcanic eruptions and human vulnerability in traditional societies past and present”, udgivet på Aarhus Universitetsforlag og redigeret af Felix Riede, giver en række forskere indblik i fortidens naturkatastrofer. Dem er der en del af. Men særligt to er markante på hver sin måde.

For 74.000 år siden gik supervulkanen Toba på Sumatra i udbrud. Det var den kraftigste eksplosion på jorden i to millioner år. Udbruddet var så voldsomt, at det sendte enorme mængder af aske op i atmosfæren. Solens stråler blev bremset i sådan en grad, at temperaturen faldt drastisk. Istiden gik ind i sin absolut koldeste fase, og Nordeuropa blev en regulær dybfryser. Katastrofen var tæt på at udrydde de mennesker, der levede på jorden. Konsekvenserne af det udbrud er selvfølgelig svære at påvise arkæologisk, og der er ingen vidnesbyrd om, hvordan de tidlige jægere og samlere oplevede katastrofen.

Helt anderledes ser det ud, da en naturkatastrofe ramte kloden i år 536 e.Kr. Samtidige historiske kilder fra Kina og Norditalien fortæller om en sol, der blev sort. Et slør lagde sig over himlen og solen, månen og stjernerne var kun skygger af sig selv. Det år blev det aldrig sommer. Høsten slog fejl, og folk sultede, mens de så uroligt op mod himlen. Den norditalienske konsul Cassiodorus skrev foruroliget i slutningen af år 536, at for ni måneder siden kom noget mystisk fra stjernerne. Årstidernes gang ændrede sig, vinteren hørte aldrig op, og solen kastede ikke en skygge bag ved mennesker ved højlys dag.

I Kina skrev man i samme år om en sol uden varme og omfattende sult. Flere kilder beskriver fænomenet som en solformørkelse, som bare aldrig hørte op. I kølvandet på naturkatastrofen fulgte sult og siden krig. De fleste forskere peger på vulkanen Ilopango i El Salvador som værende den vulkan, der gjorde solen sort i år 536 e.Kr. Asken fra udbruddet blokerede solens stråler og sænkede temperaturen betragteligt. Målinger fra Nordsverige og det østlige Sibirien viser, at temperaturen faldt tre-fire grader på ganske kort tid. Det slår selv vores tiders udsving på klimakurverne.

Målingerne viser også, at i nogle områder varede kulden ved indtil år 550 e.Kr. Især på den nordlige halvkugle i Sverige, Finland og Norge tog det kolde vejr hårdt på samfundene. Hele landsbyer blev forladt, skoven bredte sig, og forskerne regner med, at op mod halvdelen af befolkningen forsvandt som følge af krige og sult i området.

I Danmark kan vi ikke se de samme omfattende spor efter naturkatastrofen, men det er påfaldende, at helt overvældende mange guldsmykker blev lagt i jorden som ofre til guderne. En af de førende forskere inden for perioden, museumsinspektør ved Nationalmuseet Morten Axboe, har gennem mange år set en sammenhæng mellem vulkanudbruddet i år 536 e.Kr. og de mange guldofre i jorden. Det er, som om jernalderens folk prøvede at lokke solens varme frem igen ved at give jorden alle deres rigdomme.

Et af de mest overbevisende argumenter for, hvor omfattende og alvorlig katastrofen var, finder vi i den nordiske mytologi. Her er en af de mest berømte myter fortællingen om verdens ende, Ragnarok, hvor hele verden går under i en krig mellem alle levende væsner. Tegnet på, at enden er nær, og Ragnarok i vente, er en lang og frygtelig vinter, som det blandt andet beskrives i ”Gylfaggining” i ”Snorres Edda”:

For det første vil der komme en vinter kaldet fimbulvinter. Sneen vil falde fra alle retninger. Så vil der komme hård frost og bidende vinde. Solen vil ikke nytte. Der vil komme tre sådanne vintre og ingen sommer imellem.

Det er en meget præcis beskrivelse af naturkatastrofen i år 536 e.Kr., og der er stor sandsynlighed for, at myten om Ragnarok, verdens ende og en unaturlig lang vinter, kan have rod i en meget virkelig katastrofe.

Ud fra de arkæologiske spor er det tydeligt, at det gik værst ud over de nordskandinaviske samfund. I Italien kom der sult, men det ser ud til, at samfundene hurtigt rettede sig igen.

Anderledes så det ud langt nordpå, hvor krisen sandsynligvis varede mere end ti år. Her var fimbulvinteren uhyggeligt lang.

I de historiske kilder er den blodrøde himmel gennemgående i beskrivelsen af tiden efter store vulkanudbrud. Da Edward Munch malede det berømte maleri Skriget, var den blodrøde himmel over Oslo resultatet fra et stort vulkanudbrud på Krakatau i Indonesien.

Det er bare et spørgsmål om tid, hvornår det vil ske igen, og med tanke på jordens hastigt voksende befolkning, så er det nok nødvendigt at være forberedt på, at katastrofen kan ramme igen og ændre alt i en alt for lang vinter.