Stevns Klint og Vadehavet udpeget som unik verdensarv

Se billeder af Stevns Klint og Vadehavet, som begge er mandag blevet indskrevet på Unescos liste over verdens naturarv

Tusindvis af får græsser i området omkring Vadehavet. Klik i billedserien for at se flere billeder fra Vadehavet og Stevns Klint
Tusindvis af får græsser i området omkring Vadehavet. Klik i billedserien for at se flere billeder fra Vadehavet og Stevns Klint. Foto: Steffen Ortmann.

En komité i FN-organisationen Unesco har mandag besluttet at føje Stevns Klint og Vadehavet til den prestigefyldte liste over verdens naturarv. Det oplyser Kulturstyrelsen til Ritzau.

Listen tæller allerede legendariske steder som Grand Canyon i USA og Galapagosøerne, men hidtil har Danmark kun været repræsenteret med naturområder via den grønlandske isfjord Ilulissat.

Til gengæld er Danmark repræsenteret på listen over unik verdenskulturarv med Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg.

Kulturminister Marianne Jelved (R) siger i en pressemeddelelse, at hun er "stolt over, at Unescos verdensarvskomite har anerkendt Stevns Klints helt unikke værdi."

- Og ikke mindst over, at Danmark dermed endnu en gang har bidraget til den fælles verdensarv og på den måde er med til at binde bånd på tværs af landegrænserne, siger hun.

Den hvide Stevns Klint er unik, fordi der på stedet er spor efter det 66 millioner år gamle gigantiske meteornedslag, som udryddede dinosaurerne.

Det vækker ligeledes glæde, at Vadehavet er kommet på den prestigefulde liste, ikke mindst i vadehavskommunerne. Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder kommuner oprettede i 2010 Nationalpark Vadehavet og har siden kæmpet for få Vadehavet i det fornemme selskab.

- Verdensarvsordningen kan sammenlignes med gastronomiens Michelinstjerner, og anerkendelsen viser både turister og lokale, at vores vadehav er et stykke enestående natur, som det er værd at flytte sig efter, siger Vardes borgmester, Erik Buhl (V), i en pressemeddelelse. 

Borgmester Johnny Søtrup (V) fra Esbjerg Kommune hæfter sig ved den internationale anerkendelse:

- Optagelsen på verdensarvslisten indebærer en blåstempling på internationalt plan, og det vil helt sikkert blive et stærkt ben i markedsføringen af vores egn, siger han.

De tyske og hollandske dele af Vadehavet blev allerede i 2009 optaget på Unescos verdensarvsliste, der også tæller legendariske områder som Grand Canyon i USA og Galapagosøerne.

Vadehavet er verdens største sammenhængende tidevandssystem med et mangfoldigt dyre- og planteliv. Mere end 10.000 dyre- og plantearter lever her, og millioner af trækfugle benytter Vadehavet som en uundværlig station for mellemlanding og proviantering.

Vadehavet er rigt på fugleliv
Vadehavet er rigt på fugleliv Foto: Steffen Ortmann
Sandfygning i klitterne ved ved Vadehavet i den sydlige del af Rømø
Sandfygning i klitterne ved ved Vadehavet i den sydlige del af Rømø Foto: Jakob Dall
Solnedgang ved Vadehavet omkring Højer Kanal i Sønderjylland
Solnedgang ved Vadehavet omkring Højer Kanal i Sønderjylland Foto: Mikkel Østergaard
Stevns Klint set fra luften
Stevns Klint set fra luften Foto: Lars Laursen
Højerup Gamle Kirke på kanten af Stevns Klint
Højerup Gamle Kirke på kanten af Stevns Klint Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Stevns Klint og Mandehoved
Stevns Klint og Mandehoved Foto: Lars Laursen