Flemming Rose: Det giver mit liv mening at stå på mål for friheden

Flemming Rose har været under så stort menneskeligt pres efter Muhammed-krisen, at han har overvejet at sige op og flytte til udlandet for at trække sig ud af debatten, men det giver hans liv mening at tale for retten til at tale frit, forklarer han. Foto: Mette Frandsen

Redaktør Flemming Rose forlader Morgenavisen Jyllands-Posten for at bruge sin tid fuldt ud på debatten om ytringsfrihed. Læs eller genlæs interviewet med Rose om livet som hadet mand

Flemming Rose var træt. Det var for længst blevet mørkt, og han var først blevet færdig med dagens sidste opgave som kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten efter klokken 21, da han en septemberaften i 2005 cyklede fra Jyllands-Postens redaktion på Kongens Nytorv mod Købmagergade med sit nyskrevne brev for at nå den eneste postkasse i København, der endnu ikke var tømt. 

”Det var ikke engang min idé at kontakte de danske bladtegnere for at få dem til at tegne Muhammed,” siger Flemming Rose, der nu er aktuel med bogen ”Hymne til friheden” i anledning af, at det den 30. september er 10 år siden, at han som kulturredaktør på Jyllands-Posten endte med at bringe de famøse tegninger af muslimernes profet. 

Oprindelig var det en anden journalist fra Jyllands-Posten, der lidt tilfældigt fik ideen til tegningerne under et redaktionsmøde, som Rose ikke engang var med til. Alligevel er det Flemming Rose, der er blevet verdenskendt for at forsvare det, ligesom det var ham, der på avisens vegne skrev den leder, der ledsagede tegningerne. For med sine 14 års erfaring som udenrigskorrespondent i både Washington D.C. og navnlig Moskva havde Flemming Rose straks fået sympati for ideen, der udsprang af at teste selvcensuren i Danmark. 

For selvcensur havde Flemming Rose med sin russiske kone set nok af i Sovjetunionen. Og det var en reel sag, at den danske lærebogsforfatter Kåre Bluitgen tidligere i 2005 havde haft svært ved at finde en illustrator, der turde tegne Muhammed. 

Men Flemming Rose havde ingen idé om, hvordan hans liv ville ændre sig markant, da han gav slip på brevet og lod det dumpe ned i postkassen på Købmagergade den aften i september 2015. For det blev begyndelsen på en historie, der ikke alene kom til at ændre hans liv, men også sendte Danmark ud i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. 

Nu er det slut med at cykle alene rundt i København om aftenen for Flemming Rose. Og selv da han i dag, 10 år senere, sidder og fortæller i et mødelokale på Kristeligt Dagblads fredelige redaktion, står der to bredskuldrede og bevæbnede Pet-vagter uden for døren og passer på ham.

”I mange år troede jeg, at det ville gå over med tiden. At folk ude i verden ville glemme mig. Men efter terrorangrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo i februar og de efterfølgende terrormord i København forstod jeg, at det aldrig ville slutte. Og at jeg skal leve med et sikkerhedsproblem resten af livet,” siger Flemming Rose, der trist kunne konstatere, at hans navn var blandt de 11 dødsdømte, da en terrorgruppe med tilknytning til både al-Qaeda og Islamisk Stat lagde en hyldestvideo ud på YouTube efter drabene i Paris og opfordrede ”sande muslimer” til at fortsætte jagten på ”islams fjender”.

”Det var en journalist fra TV 2, der overbragte mig nyheden ved at ringe for at høre, om jeg ville stille op til et interview for at kommentere på videoen,” siger Flemming Rose og lader ufølsomheden hænge i luften. 

”I manges øjne er jeg ikke længere et menneske med fejl og følelser som alle andre, men et mål for folks projektioner, fordi debatten har været så delt. Nogle har heroiseret mig, mens andre har dæmoniseret mig. Og jeg må bare sige, at det ikke har været nogen fest at blive lagt for så voldsomt et had ude i verden.” 

Brevet til bladtegnerne bar frugt og førte til 12 tegninger i Jyllands-Posten af Muhammed. De første reaktioner lignede ikke en international krise. 

”Jeg fik en enkelt opringning fra en kioskejer i Brøndby Strand, der sagde, at de havde snakket om det i moskeen, og at han ikke længere ønskede at sælge Jyllands-Posten. Ellers fik jeg fire-fem læserhenvendelser fra folk, der synes, at det var fint og sjovt.” 

De følgende dage kom der dog flere sure læserbreve fra muslimer, og historien udviklede sig nu til en lille mediesag.

”Mit eget mål var heller aldrig at træde på muslimers følelser, og jeg blev vred, da Tøger Seidenfaden i Politiken hev et citat ud fra min leder, hvor der stod, at muslimer måtte finde sig i spot og latterliggørelse.

For min leder påpegede netop i sin helhed, at muslimer hverken skal hånes mere eller mindre end andre, men at alle, uanset om de er FCK-fans, ateister, kristne eller muslimer, må finde sig i at leve med satire, når man lever i et åbent, demokratisk samfund. Deri ligger også en anerkendelse af, at muslimer er en del af det danske samfund på lige fod med alle andre.”

"I øjeblikket har Europa af ren og skær frygt indført en uskreven blasfemiparagraf. Og jeg har afgjort med mig selv, at hensynet til sikkerhed ikke er livets mening," siger Flemming Rose. Foto: Mette Frandsen

Flemming Rose ryster på hovedet.

”Den tekst står klokkeklart. Hvis man læser hele teksten,” kommer det så.

”Derfor har jeg lidt provokerende sagt, at det også var et integrationsprojekt, i den forstand at danske muslimer blev integreret i en hævdvunden dansk satiretradition. Og at de tegninger på ingen måde er grænseoverskridende, i forhold til hvordan man ellers bedriver satire mod religiøse symboler, figurer og tekster herhjemme.”

Men havde Paulus ikke en pointe, da han sagde, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt?

”Jo, det var min gode ven Uffe Ellemann-Jensen, der først bragte den formulering på banen, idet han sagde, at ytringsfrihed ikke var det samme som ytringspligt. For mig er det et tomt udsagn, som alle kan bekende sig til. Men det, man gerne vil sige med det udsagn, er, at der er bestemte ting, som man ikke skal sige. Og det er en anden måde at opfordre til selvcensur på.”

En række mellemøstlige ambassadører forsøgte forgæves at få den danske regering til at undskylde for tegningerne. Den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), nægtede at mødes med de vrede ambassadører med henvisning til den danske pressefrihed. Og først i februar 2006 eksploderede sagen, efter at Muhammed-tegningerne nu for alvor var nået til Mellemøsten, hvor målet med tegningerne var blevet fordrejet – som om de var tænkt som en direkte hån mod islam.

Det førte til boykot af danske varer i flere mellemøstlige lande, massedemonstrationer, ambassadeafbrændinger og mindst 139 mennesker døde under de voldsomme demonstrationer, der både lagde Anders Fogh Rasmussen og Flemming Rose for had. 

”Det lyder måske vildt, men jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har været bange på min egen sikkerheds vegne i forløbet. Jeg har været bange for, hvad der skulle ske på danske ambassader, danske virksomheder og Jyllands-Posten. Og jeg har syntes, at det var vildt ubehageligt at få stukket en tv-mikrofon i hovedet og blive spurgt, om det var det hele værd med billeder af døde mennesker i baggrunden. Det er selvfølgelig et mareridt.

Men jeg mener ikke, at man kan lave den kobling. Mennesker er selvstændige individer. Vi er ikke robotter. Vores ord har kun konsekvenser i det omfang, at andre mennesker ønsker, at de skal have konsekvenser, og reagerer på dem. Ordene i sig selv udløser ikke handlinger. Og det er den enkelte, der er ansvarlig for sine handlinger. Det er den afgørende forskel på et demokrati og ikke-demokrati, fordi man i et ikke-demokrati kriminaliserer ord, som om de var handlinger. Det var blandt andet noget af det, jeg lærte i Sovjetunionen.”

Men herhjemme sagde vores egen Grundtvig jo ellers, at ”ordet skaber, hvad det nævner”…

”Ja, og det er jeg jo uenig i. For det vil sige, at man ved hjælp af ord kan skabe en alternativ virkelighed. Og jeg mener heller ikke, at hån kan sidestilles med vold, sådan som nogle mener.

Den nuværende formand for danske bladtegnere har sågar sagt, at Muhammed-tegningerne var som et terrorangreb på danske muslimer. Men det er sådan, at man tænker om ord i diktaturer. Det var derfor, at Havel, Solsjenitsyn og Charta 77 blev smidt i fængsel, fordi man mente, at de krænkede systemet med deres ord. Derfor ønsker jeg også blasfemi- og racismeparagrafferne ophævet.

For med den voksende mangfoldighed i samfundet vil der hele tiden være nye ting, som nogle opfatter som hellige. Og sådan ender man efter min mening i tavshedens tyranni, hvor man til sidst ikke kan sige noget som helst, fordi man risikerer at krænke nogens fornemmelse af hellighed.”

Hvad er helligt for dig selv?

”Helligt er et stærkt ord. Men jeg har stor forståelse for religiøse følelser. Selv opfatter jeg mig som et søgende menneske, der er på jagt efter mening. Og jeg har også mediteret fast hver dag, siden jeg var 19 år, som en slags religiøs praksis. Men jeg har ikke haft nogen religiøs omvendelse i mit liv. ”

Hvad tænker du om dem, der kalder dig en ytringsfrihedsfundamentalist?

”Det har jeg vænnet mig til. Men det afdækker, at friheden ikke har det så godt. Og at friheden ikke har den entydigt positive status, som jeg mener, at den burde have. For ingen siger, man kan være demokratifundamentalist eller antiracistisk fundamentalist. For det er nogle entydigt positive begreber, og for mig er det en indikation på, at mange mener, at frihed kan gå for langt,” siger han og skynder sig at tilføje:
 
”Og det kan den også. Jeg er ikke ytringsfrihedsfundamentalist i den forstand, at jeg mener, at man skal have ret til at sige hvad som helst. Jeg mener, at der er begrænsninger på ytringsfriheden, når det gælder tilskyndelser til vold. Jeg mener også, at man skal have en injurielovgivning, ligesom jeg mener, at folk har en vis ret til at beskytte deres privatliv. En ytringsfrihedsfundamentalist er vel en, der mener, at der slet ikke skal opstilles nogen begrænsninger for, hvad man må sige. Og det er der meget få, der mener.”

Der er samtidig få, der har ofret så meget som dig i en kamp for ytringsfriheden – har det været det værd?

”Jeg havde set, hvordan selvcensur kunne invalidere et samfund i Sovjetunionen, og jeg har min families fulde opbakning til at fortsætte med at være en del af debatten. Jeg har jo set, hvordan andre har håndteret sådan en situation, som jeg er i. Og jeg har overvejet, om jeg skulle finde et andet job og trække mig ud af alt dette her. Det er selvfølgelig drastisk at skifte identitet, men jeg overvejede at flytte til udlandet. Men for mig giver det livet mening at stå på mål for frihed.

Flemming Rose læner sig frem, idet han tilføjer:
 
”Salman Rushdie sagde engang til mig, at det, der adskiller os fra dyrene, er, at vi har et sprog. For det gør os til historiefortællende væsener. Og det er derfor også noget fundamentalt menneskeligt at få lov til at fortælle historier. Eksistentielt set har ethvert individ derfor retten til at fortælle de historier, det har lyst til. Og hvis man griber ind over for den ret, begår man ikke kun et politisk overgreb, men også et eksistentielt overgreb.

Det vækker genklang i mit hjerte og i min hjerne. Og det giver mig mod til at fortsætte med at forsvare friheden til at tale frit. For i øjeblikket har Europa af ren og skær frygt indført en uskreven blasfemiparagraf. Og jeg har afgjort med mig selv, at hensynet til sikkerhed ikke er livets mening. For i sidste ende er vi alle døde, og derfor handler mit liv nu om at finde balancen mellem at undgå at sætte andre menneskers liv i fare og stå på mål for friheden.”


Klik på pilene for at se Muhammed-krisens forløb.