Han syner ikke af meget, som han står der midt i stuen og rækker hånden frem til et pænt goddag. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene – det er 92-årige Kai Andersen et levende bevis på.

For selvom fysikken ikke længere er, som da han i fordums tid sejlede verdenshavene tynde som kaptajn for rederiet Lauritzen, fejler stedet, hvorfra de kække bemærkninger og skarpe betragtninger udgår, intet.

Det er dog ingen selvfølge, at Kai Andersen i dag kan sidde og fortælle i den lyse, bløde sofa på Bøstrup Præstegård på Langeland. For et halvt års tid siden blev han erklæret terminal som følge af en kræfttumor på den ene nyre. Lægerne gav ham ikke mange uger at leve i, og hans dengang 35 kilo magre krop synede ikke af noget, der var foreneligt med liv. Alt pegede på, at den tidligere kaptajn med 58 års sejlads bag sig skulle ende sin sidste rejse på hospitalet.

Men sådan kom det ikke til at gå. For et bekendtskab, Kai Andersen havde gjort sig et halvt års tid tidligere, kom ham til undsætning.

I 2014, da Marianne Volf Andersen netop havde...