Prøv avisen

Breve fra julen 1914 fortæller en rørende kærlighedshistorie

Georg Knudsen skrev et utal af breve hjem til sin elskede Marie. Hun var mere frygtsom end sin mand ved fronten. Foto: STEPHANIE LECOCQ

For præcis 100 år siden stilnede Første Verdenskrig for en kort stund. Også for soldaten Georg Knudsen var julefreden en lise midt i kulde og sult. Kristeligt Dagblad bringer her hans breve fra fronten hjem til hans store kærlighed i Sønderjylland

7. september 1916:
Jeg synes du klager dig alt for meget for at faa mig hjem. Du maa tro, min kære Mie, jeg har ogsaa havdt disse Tanker, dengang da jeg af Anstrengelse var nær ved at synke sammen. Men Gud har forunderlig hjulpet mig igjennem, og det er min Bøn til Gud at han ogsaa vil hjælpe dig igjennem, min kæreste Mie.

Det var før Første Verdenskrig, de mødtes.

Dengang stod han til at skulle overtage den fædrene gård, og han var høj og stærk. Hun var gårdmandsdatter, begavet og beslutsom.

Men de nåede ikke engang at blive gift, før han, Georg Knudsen, blev kaldt af trompeterne til fronten i Første Verdenskrig. Både Georg Knudsen og hans udkårne, Marie Hübschmann, boede syd for den daværende grænse mellem Tyskland og Danmark, så han skulle kæmpe på tysk side.

Kærlighed midt i Første Verdenskrig

På den måde blev deres kærlighedshistorie en del af den større historie om rædslerne i skyttegravene og den kortvarige lise i julefreden i 1914 for præcis 100 år siden, hvor frontens parter indstillede beskydningerne og spontant fejrede julenatten sammen i ingenmandsland.

Georg skrev et utal af breve hjem til sin elskede i Sønderjylland, men der skulle gå et halvt århundrede, før deres historie blev rigtig kendt. Efter Georgs død ville Marie nemlig ikke slippe brevene fra sin varetægt. Den historie, brevene fortæller, har gjort for ondt på Marie, til at hun kunne give dem fra sig. Først da hun gik bort, har familien læst dem og efterfølgende offentliggjort dem.

Brevene viser Georgs store kærlighed til sin "Mie", som han kaldte hende. I dette brev, hvor han priser hende, har de været forlovet i kun et halvt år, og de længes efter at blive gift:

28. juni 1914:
Atter vil jeg lade mine Tanker dvæle lidt hos dig. Ja kære Mie, jeg maa nok sige at jeg faar mere og mere Kjærlighed til dig for hver gang vi kommer sammen, du min yndigste Rose, du mit Hjærtes glæde. Ja min kære jeg tror det er bædre for os, ikke at komme saa mange Dage sammen af gangen, der ligger en stor Fristelse deri for os.

Det nyforlovede par var vokset op som en del af et dansk mindretal i Slesvig. Georg havde kun gået i tysk skole, og selvom brevene nok ikke ville bestå en grammatikprøve, må Georg alligevel have været en intelligent mand.

Stærk tro trods krig og lidelse

Georg og Marie var en del af et inderligt og strengt troende miljø i Slesvig, hvor Indre Mission gjorde sit indtog. Pastoren i den lokale menighed, Emeritus Nic. Nielsen, stod for Georg som et åndeligt forbillede, og for Georg betød det alt i livet at være en del af den kirkelige menighed - og han havde altid sin bibel med sig.

Det var også i kirkemenigheden, at Georg mødte Marie. Og i julen 1913 blev de forlovede. Han var 27 år, hun 22.

Af både hjerte og sind var Georg en dygtig landmand, men netop som han skulle til at tage fat, faldt det fatale skud i Sarajevo. Første Verdenskrig rullede.

Bibelen var den eneste trøst, Georg kunne tage med sig til fronten, mens livet på gården og med Marie måtte sættes på pause. Troen blev en stærk følgesvend for den kæmpende mand. Han blev hårdt såret to gange under krigen, og så hver dag sine kammerater dø, når de løb ud som geværføde i ingenmandsland i en fastfrosset frontkrig. Det var en krig, hvor forsvarsværkerne var langt mere overlegne end angrebsværkerne.

Georg forlod sig på sin tro:

31. maj 1915:
Hvo er en Klippe foruden vor Gud? Paa ham kan vi forlade os i Liv og i Død, thi den maa vi ogsaa rejne med, jeg særlig herude. Om Morgenen tænker jeg tit "hvor er du henne i aften, mon hos Jesus?", og Sjælen lenges derhen. Ja min kjære Mie gjerne vilde jeg være Derhjemme hos eder igjen, men dog det Himmelske Hjem vilde være mig endnu kjærere.

I 1914 ramte en krigskugle Georg. Han blev indlagt på lazaret, hvor han også tilbragte julenat 1914.

Og på trods af, at det er Georg, der rammes af kuglerne, at det er hans mave, der skriger af sult, og at det er hans øjne, der ser den blodige krig, er han alligevel den, der trøster og beskytter den bekymrede Marie hjemme i Sønderjylland.

Troen opvejede lidelserne

Han bruger troen til vedvarende at understrege, at der er noget større end dem selv. Noget, der betyder mere end deres lidelser:

7. september 1916:
Jeg kan merke at du ikke rigtig forstaar min Gjerning og Livet i Skyttergraven. Du klager dig alt formeget for at faa mig hjem. Det er noget deri, som ikke passer for en Kriger som maa aus­halten und durchhalten. Tab ikke Modet og velt din Vej paa Herren og forlad dig paa ham. Gud staar ved Roret og han tillader ikke mere, end der er til vort Gavn og Vel.

Men af og til afslører brevene, at også Georg kæmper med en smerte, som han har brug for at fortælle hjem om. Men han holder igen: Hvad skal han fortælle sin bekymrede elskede derhjemme - og hvad skal han ikke fortælle?

Den 28. august 1914 skriver han: Der­hjemme kan i ingen Anelse have om hvorledes det gaar til hos os, jeg vil ogsaa thie med det værste, det kan jeg fortælle dig bagefter, om Gud vil og vi lever.

Begge gange Georg bliver hårdt såret, afslører brevene hans dilemma. Det er først flere uger efter, at han formår at fortælle om de grufulde hændelser:

26. juni 1915:
Vi laa lige paa en Skrent og skulde gaa frem til storm, da paa en gang eksploderede en Schrabnell i vor nærhed Jeg fik et veldig Slag i Skulderet. I første Øjeblik troede jeg at min Arm var fløjet bort og jeg kunde ikke begribe, at det var min Arm da jeg saa ned, da jeg havde den følelse som om den var borte. Jeg kunde kun takke Gud at han havde bevaret mit Liv.

Georg beholdt sit liv gennem hele krigen. I 1917 havde han en kort orlov, og her drog han hjem til sin forlovede, som han endelig kunne gifte sig med. Tre uger efter skulle han tilbage til fronten.

Men krigen forandrede Georg, og brevene viser hans bekymring for, om han stadig var et menneske, der kunne drage omsorg for en fin, slesvigsk pige:

21. marts 1917:
Jeg tror nesten ikke, at jeg kjender at omgaas en fin og sart N. Slesvigs ung Pige mere, da jeg nu nesten atter har været borte et helt Aar i Krigens Bulder hvor man bliver haard og hensynsløs med Tiden. Haard maa man være mod sig selv og haard bliver man mod andre.
Vore Tanker drejer sig om ham den smer­tens Mand som paatog sig alle de Lidelser, for at sone vor Synd. Derfor kan vi have Fred i Hjer­tet, tros den alt omstødende Verdenskrig. Ammen Haleluja ammen. Saa til Slut min allerkær­ligste Hilsen og tusinde Kys Din egen Georg.

Georg og Marie fik seks år sammen efter krigens afslutning i 1918. Han døde i 1924 udmattet af sygdomme fra krigen. De fik tre børn sammen, som Marie opfostrede på beslutsom vis som enke. Men brevene gav hun aldrig fra sig.

Hver gang Georg og Marie byggede noget op sammen, blev det banket ned af krig eller sygdom. Det liv, de har levet sammen, har været små korte bidder af fred.

Men julenat 1914 var et lyspunkt i Første Verdenskrig. Også for Georg, der skrev hjem til Marie. Han havde fået julepost fra hende og havde orlov i Tyskland. Sammen med kammeraterne spiste han middag, og de fik både chokolade, honningkager og pebernødder.

På samme tid udspillede sig ved fronten efter sigende et julemirakel, hvor mændene på begge sider flere steder bevægede sig ud i ingenmandsland for at ønske hinanden glædelig jul.

Den danske poet Sophus Michaëlis har sat ord på julefreden i 1914 i et sprog, der også fanger kærlighedsforholdet mellem Georg og Marie. Julenat 1914 var en kort stund, hvor kanonbrølene forstummede, og der var fred og stilhed. Men krigen var stadig lige så truende og foruroligende.

Georg og Maries historie minder om denne kortvarige fred i krigen.

Fred for en nat!
De hvide snefnug dryppe
som mild charpi.*

Af mørserbrølet** træt
forstummer krigens store lazaret:
Fredhåbet fødes atter
i en krybbe.

Sophus Michaëlis: "Julenat 1914", 1914.

* Charpi er et vatlignende sårforbingsmateriale, der blev brugt under krigen.
** En mørser er en slags kanon.

Georg Knudsen. - Foto fra: krigsbreve.blogspot.dk
Foto: swety76/Iris
Marie Hübschmann. - Foto fra: krigsbreve.blogspot.dk
Foto: Andrea lzzotti /Iris
Foto: Sergey Kamshylin/Iris
Julefreden 1914. - Foto: Illustrated London News Ltd/Scanpix