Homer: Illiaden (ca. 600 fvt.)
Der er i dag ingen der anser ”Homer” for en digter, der sad i sit lønkammer med sin pen og digtede udødelige mesterværker frem. Den europæiske litteraturs to begyndelsespunkter, Homers Illiaden og Odyseen er fortællekredse, der er sammensat af mange traditioner.
Achilleus-fortællingen i Illiaden er et eksempel på en fortælletradition, der er blevet vævet ind i krigsfortællingerne om Trojas fald. For det mest ser man Illiadens hovedstreng som fortællingen om heltens skæbne, men Achilleus kolossale vrede er en stærkere kraft på fortællingens etiske plan. Hver eneste problem han står overfor medfører en vigtig etisk refleksion, hvis man skal løse det, men Achilleus lader som oftest vreden løbe af med sig og bruger den som brændstof til sine forbløffende krigerbedrifter.
Shakespeare: Richard III (1593)
William Shakespeares (1564-1616) politiske tragedie om den engelske konge Richard d. 3 (1452-85) synes at handle om skæbnens magt. Den nyere tids forståelse af den fæstner sig imidlertid ved, at den handler om ”den frie vilje”. Derved bliver den barske skildring af Richards brutale og blodige manøvrering frem mod kongemagten en skildring af menneskets etiske udfordringer: Handler jeg for min egen skyld eller for et større fællesskabs bedste.
Den geniale replik, da den slagne Richard til sidst står på slagmarken: ”En hest, en hest, mit kongerige for en hest”, viser absurditeten, der bliver resultatet, når vi ophøjer den egocentriske etiske handling til moralsk norm. Kongeriget er ikke mere værd for kongen end en hest – nemlig så han kan komme helskindet derfra
Dostojevskij: Onde ånder (1871-72)
Fjodor Dostojevskij (1821-81) skaber i sin store politiske roman et helt parnas af skyldige. På ethvert niveau i en lille patetisk, politiske organisation, der dræber et af sine medlemmer, findes mennesker, der handler etisk problematisk. Angiveri, gement tyveri, løgn og bedrag hører til dagens orden.
Men i centrum for det hele står den person de andre både frygter og beundrer, Stavrogin, som ikke vil være den politisk revolutionære bevægelses leder og forbillede, men alligevel bliver det. Gennem ikke at sige fra, af forfængelighed, intellektuel dovenskab og almindelig livslede, bliver han den ultimativt skyldige. Når han tager sit eget liv bliver det i romanens sammenhæng det sidste svigt.
Bulgakov: Mesteren og Margarita (1928-40)
Mikhail Bulgakov (1889-1940) er en af de 20. århundredes mest visionære forfattere. I modsætning til mange andre russere, blev han i landet under det totalitære kommunistregime. Til gengæld havde han svært ved at få offentliggjort sine romaner, med deres magisk-realistiske kritik af systemet. Mesteren og Margarita blev først offentliggjort midt i 1960’erne og først senere i sin oprindelige skikkelse.
Det er en af det 20. århundredes mange Faust-historier, efter model fra en opbyggelig historie fra 1400-tallet. Alle personerne i fortællingen står bestandigt i dilemmaet mellem at gøre det rigtige eller at følge systemets vilje. Til sidst synes systemets vilje imidlertid at have overtaget virkeligheden
Moravia: Medløberen (1947)
Den italienske forfatter Alberto Moravia (1907-1990) stikker næsten altid kniven ind, der hvor der er sværest at få brudt det komplekse menneskelige spil op i forståelige begreber. I Medløberen – filmatiseret af Bertolucci i 1970 - handler det om, hvordan bruddet på moralens mest basale normer bliver så almindelige, at de bliver naturlige.
En dreng, der lever følelsesmæssigt alene i et middelklassehjem, eksperimenter med at dræbe smådyr i haven – mest for at konstatere, at det intet sker ved det, selvom han godt ved, at han ikke burde. Men hvad sker der, når han som voksen af det italienske fascistparti bliver tvunget til at dræbe en venstreorienteret universitetslærer?
Orwell: Kammerat Napoleon (1945)
George Orwell (1903-50) har taget livtag med de største samfundsproblematikker, ikke mindst i fremtidsromanen 1984 (1948), hvorfra udtrykket ”Big Brother is watching you” og begrebet ”Newspeak” stammer. I den lille fabel om livet på en bondegård efter at menneskene er forsvundet, leverer han et veritabelt katalog over menneskets moralske dårskab. Som billedtale kan den appliceres på enhver politisk magtkoncentration. Mest grotesk når reglerne laves om for at give grisene større frihed, desto større magt de får over de andre dyr. Eller som det hedder i fortællingen: ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”.
Martin A. Hansen: Løgneren (1950)
Martin A. Hansen (1909-55) skrev med Løgneren en af alle tiders største danske romansuccesser, trykt i 400.000 eksemplarer. Dens handling står i baggrunden af et billedtæppe af skønhed og forfald. Af naturskildringer og uforløst menneskelig længsel – blandet med afmagt over at have trådt forkert i livet, fordi man ikke følte, man kunne andet i situationen.
”Jeg skal ikke gøre mig stort bedre end jeg er, Nathanael,” siger romanens jeg-fortæller Johannes Vig til sin usynlige lidelsesfælle, som romanen er fortalt til. ”Ikke stort bedre. Lidt interessantere måske. Jeg har ingen ærgerrighed, min ven, men jeg er ikke fri for at være forfængelig.” Det er menneskets moderne etiske grundproblem: At svare på spørgsmålet om, hvorvidt det er i orden at stille sig tilfreds med, at man ikke kunne andet i situsationen.
Böll: En klovns ansigt (1963)
Heinrich Böll (1917-85) fik i 1972 nobelprisen for et forfatterskab, der med stor menneskelig indlevelse skildrer det splittede sjæleliv, der blev alle tyskere til del efter Anden Verdenskrig. Måske derfor læses han ikke så meget for tiden. Bag de ind i mellem tidstypiske scenarier ligger imidlertid almengyldige etiske problemer.
En klovns ansigt handler om en optrædende, der har mistet retning i sit liv. Mod slutning foretager han en handling, der har uhyre etisk kraft i sin enkelhed: Han glemmer drømme, mål, ambitioner og illusioner og begynder livet forfra i det nære, her og nu. Han forlader den lejlighed, hvor han har siddet og gnavet over sit liv – skildret af Böll med uforglemmelig humoristisk indlevelse – og går ned på banegården for at spille guitar og tjene nogle skillinger. Så tager vi den derfra!
Murakami: 1Q84 (2009-10)
Haruki Murakami (f. 1949) må være den mest oplagte nobelpriskandidat, sammen med den syriske digter Adonis, når der senere på året skal uddeles to priser. 1Q84 er i undertegnedes optik i særklasse den bedste stort anlagte roman, siden Robert Musils Manden uden egenskaber (1930-33).
Murakami lægger lag på lag af grundmenneskelige problemstillinger i en vævning, så smuk og tæt, at man bestandigt forbløffes.
I den yderste kreds står det etiske spørgsmål, som også Dostojevskij rejste i Forbrydelse og straf (1866): Er det tilladt at slå mennesker ihjel, hvis det gør verden bedre? Hvor Dostojevskij eftertrykkeligt svarer nej, gennemfører Murakami problembehandlingen så virtuost, at vi ikke kan afvise hans ”ja, måske” (selvom vi ved, det er forkert). I centrum for fortællingen ligger en kæmpemæssig tyksak af en kristusskikkelse på en briks og ved at hende, der er i rummet med ham, er kommet for at tage hans liv – eller er han en anti-krist? Og hvad betyder det for svaret på spørgsmålet?
McEwan: Barnets tarv (2016)
Den engelske forfatter Ian McEwan (f. 1948) kan noget med etiske problemstillinger. Han tager en to-tre stykker og kaster dem enkeltvis ud på bordet og begynder så at forsøge at rede dem ud i romanform, men nu er de naturligvis blevet filtret ind i hinanden.
I Barnets tarv står en skarpsindig civilretsdommer overfor at skulle arbejde med en sag om et barn, der af religiøse grunde nægter at modtage en behandling som kan redde hans liv. Samtidig vækkes hendes egne eksistentielle knuder og hun sidder med en drink i hånden og lytter til en mand, hun ved bedrager hende og en samvittighed, der nager hende fordi, at hun aldrig selv fik børn.