Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Citater

10 citater af Bent Fabricius-Bjerre om livet, døden og kærligheden

Bent Fabricius-Bjerre i Nyhavn i København. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre, der har skrevet nogle af Danmarks mest berømte melodier, er død i en alder af 95 år. Kristeligt Dagblad har i den forbindelse samlet en række citater fra den folkekære komponist

Komponisten og musikeren Bent Fabricius-Bjerre døde i dag efter kort tids sygdom. Her er 10 ting, han har sagt om at ældes, om kærligheden og om den musik, der prægede hans 95 år lange liv.

1. Om at ældes og skulle dø
”Jeg går hverken op i min alder eller min død, men er jo godt klar over, at jeg ikke har så mange år igen, som jeg har haft, så jeg sørger for, at der er orden i mine ting, så jeg ikke efterlader mig en rodebutik. I øvrigt skal jeg ikke nogen steder hen bagefter, jeg regner livet for en strøm, og jeg selv er en glødelampe, og på et eller andet tidspunkt går lampen ud, men strømmen fortsætter jo.”

I Kristeligt Dagblads lydserie ”Senior med mening” den 6. april 2019.

2. Om at blive ældre, men ikke klogere
”Jeg synes ikke, jeg er blevet klogere – eller dummere – på noget med alderen. Men man får noget erfaring. Mange situationer har man oplevet før, og mange argumenter har man hørt før. Man får puttet en masse ting ind på harddisken i et langt liv, og det kan man grave frem i forskellige situationer. Det er ikke, fordi man ræsonnerer bedre, men man har et erfaringsgrundlag. Det er egentlig den eneste forskel på at være 86 og 26.”

Euroman den 12. december 2011.

3. Om menneskeheden
”Da jeg efter Anden Verdenskrig for første gang så Akropolis, blev jeg opfyldt af en følelse af, at menneskeheden ikke var spildt (…) Det var ikke en intellektuel oplevelse, men en kropslig. For jeg var fuldkommen klar over, at det var noget, der stod til evig tid. Det var tidløst ligesom Mozarts musik.”

Kristeligt Dagblad den 27. marts 2020.

4. Om ordene ”Du skal være mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig”
”De ord har betydet rigtig meget for, hvordan jeg har omgåedes andre mennesker gennem min tilværelse. De handler om, at hvis man ikke selv kan lide at blive såret, skal man heller ikke såre andre. Man kan bruge det i sin adfærd i al almindelighed. Ved at gøre det synes jeg, at jeg er kommet nogenlunde helskindet gennem mit lange liv.”

Kristeligt Dagblad den 16. juli 2017.

5. Om livets skuffelser
”Bliver man skuffet, skal man ikke hænge sig i det, men kaste det fra sig. Det kan mange have svært ved, og så kan de blive desillusionerede eller skuffede. Men det er, fordi de ser tilbage i stedet for at se frem.”

Kristeligt Dagblad den 16. juli 2017.

6. Om tabet af sin første hustru, Harriet Frederikke Dessau, som han var gift med fra 1948 til 1975
”Det var selvfølgelig dybt tragisk, og selvfølgelig var der sorg, men døden er jo uovervindelig. Vi skal alle dø en dag, og der er ikke noget at gøre ved det – jeg er ikke den, der går i sort.”

Jyllands-Posten den 14. november 2003.

7. Om definitionen på kærlighed
”Forelskelse er jo én ting, mens kærlighed er noget andet. Det er omsorg.”

Euroman den 12. december 2011.

8. Om tro – eller manglen på samme
”Hvis det handler om tro på en gud, så er svaret nej. Jeg er alt for analytisk anlagt til den slags.”

Berlingske den 6. december 2014.

9. Om fortiden
”Jeg har aldrig brugt ret meget af min tid på at kigge tilbage. Hverken på min musik eller mine minder. For de ting er jo sket – jeg har jo haft de oplevelser. Jeg vil hellere bruge min tid og energi på at søge nye oplevelser dagen efter.”

Berlingske den 6. december 2014.

10. Om at komponere
”Jeg laver jo ikke musik for min egen skyld. Jeg laver det for andres skyld.”

Berlingske den 6. december 2014.