10 citater af Jane Aamund om livet og døden

Afdøde Jane Aamund var en flittig forfatter og en bramfri debattør. Hun oplevede at stå ansigt til ansigt med døden, og i en længere periode af sit liv kæmpede hun mod kræften. Hun blev 82 år. Kristeligt Dagblad har samlet 10 meningsfulde citater her

"Jeg beder mit fadervor og læser i Salmebogen, og så beder jeg Gud om at være der, at styrke mig og hjælpe mig – og om, at han vil tage mig op, når det en dag er min tur," sagde nu afdøde Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2016.
"Jeg beder mit fadervor og læser i Salmebogen, og så beder jeg Gud om at være der, at styrke mig og hjælpe mig – og om, at han vil tage mig op, når det en dag er min tur," sagde nu afdøde Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2016. Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix.

1. Mødet med døden

”Der var så lyst og så vidunderligt fredeligt. Jeg så mig omkring, om der var nogen andre. Nogen, jeg kendte. Jeg var helt bevidst. Jeg så efter engle eller afdøde eller bare nogen. Jeg var helt klar over, at det var en fase, jeg skulle igennem, før jeg skulle videre.”

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad 2018

2. Om sin nærdødsoplevelse

”Det næste jeg husker fra den nat er, at der pludselig kom sådan en slags centrifugalkraft, en kæmpe støvsuger nærmest, og sugede mig op. Og deroppefra så jeg så mig selv ligge i kramper og hørte, hvordan jeg skreg som en afsindig. Jeg tænkte: Nej, hvor er jeg da hysterisk.

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2016

3. Om aktiv dødshjælp

”Jeg har siddet ved dødslejer og hørt folk tigge og bede om at få lov til at dø. Folk, der føler sig ydmygede over, at den sidste rest af deres værdighed er væk. Folk, der føler sig umyndiggjorte og kede af, at andre skal hjælpe dem med alt, selv det mest private. Vi har ikke problemer med fri abort, som jeg selvfølgelig også går ind for. Men hvorfor kan vi så ikke tillade tiggende og skrigende kræftpatienter eller ALS-ramte, at de kan få lov til at sove ind?"

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2016

4. Om opstandelsen

”Teksten om opstandelsen er relevant for samfundet og for mennesker i dag, fordi kernen i den smukke historie er, at man ikke skal være bange for døden. Efter døden er der fred og lys.”

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2018

5. Om hårde dage

”Da var jeg 33 år og meget bange for at dø fra mine børn. Der var ikke en dag, hvor jeg ikke bad om hjælp til at stå det igennem. I de hårde dage, både dengang og i dag, rykker jeg mig væk fra mine nærmeste – ikke fysisk naturligvis, men psykisk. Jeg skaber mig et rum, hvor jeg føler mig tæt på Gud.”

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad 2018

6. Om sin tro

”Det betyder meget for mig, at jeg bor i Vestjylland. Her er det naturligt at være kristen. Taler man om Jesus eller Gud, er der ingen, der tror, at nu er man ved at blive skør, og man får ikke hæftet en etiket på sig med en eller anden psykiatrisk diagnose. Det sker i storbyerne, hvor stress pisker storbyens mennesker af sted. De har ikke tid til at mærke sig selv. De søger andre veje.”

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad 2018

7. Om sig selv som hustru

”Når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden, og de ligger og skriger og råber på mig i deres sidste stund. Jeg kan ikke selv gøre for det. Det sker bare. Det er noget værre noget, men det lykkedes mig at komme her til Vestjylland, for her er ingen mænd, der falder i min smag.”

- Jane Aamund til Femina i 2018

8. Om døden

Jeg beder mit fadervor og læser i Salmebogen, og så beder jeg Gud om at være der, at styrke mig og hjælpe mig – og om, at han vil tage mig op, når det en dag er min tur.”

- Jane Aamund til Kristeligt Dagblad i 2016

9. Om det overnaturlige

"Jeg ser mennesker fra den anden side. Nogle gange er det familie, og nogle gange er det mennesker, jeg ikke har kendt. Jeg har haft hunde, som så de her mennesker, før jeg selv så dem.

- Jane Aamund til Søndagsavisen i 2013

10. Om sin gravsten

”Mine klassekammerater sagde engang, at der skulle stå 'Hun troede, alting ragede hende' på min gravsten. Og jeg tror virkelig, at alting rager mig – og derfor blev jeg journalist.”

- Jane Aamund til Berlingske i 1998