Prøv avisen

10 citater fra Lykke-Per om kirken og samfundet

Henrik Pontoppidans roman "Lykke-Per" er i øjeblikket biografaktuel landet over. Pontoppidan var kendt for sine socialrealistiske og kritiske samfundsskildringer. Foto: Rolf Konow/Nordisk Film

I andledningen af den biografaktuelle "Lykke-Per" er her 10 citater fra Henrik Pontoppidans samfundskritiske roman, som på forskellig vis skildrer samtidens kirke og samfund

Citaterne stammer fra forskellige udgaver af Lykke-Per

1. "Præsten afbrød ham ret hvast ved at sige, at et ord som gudfrygtighed kunne man slet ikke anvende om de kristne i vore dage, hvor man kammeratligt tog Vorherre under armen og med beskyttende mine eller, når det kom højt, i barnagtig forelskelse kastede sig om hans hals."

2. "Med tydelig adresse tilpastor Blomberg spottede han over 'vor gemytlige Vartovskristendom', der var i færd med at blive landets nationalkristendom, og som med sit ammesturesprog og sin poetiske kælenskab jo virkelig var som skabt for et folk som de danske, der også i det religiøse søgte til idyllen og erstattede troens lidenskab med lyrik."

3. "I over et halvt Aar havde han ligget i Sengen, vel vidende, at han var Dødens Bytte. Og ikke alene havde han ingensinde selv klaget; han tillod heller ikke, at andre beklagede ham. 'Saadan maa her ikke tales,' havde han engang med Strenghed sagt til en, der vilde trøste ham med Haabet om Helbredelse: 'Det er at anklage Gud. Skal ikke Arbejderen være taknemlig, naar hans Dagværk er endt? Gud har ikke Brug for mig længer. Min Gerning er fuldbragt.'"

4. "Selv i Pastor Fjaltrings mest gudsbespottelige Tale syntes der ham at være mere sand Fromhed end i den lutherske Gabmundethed og den hele friskfyragtige Spillen Kammerat med Vorherre, hvori disse Folk behagede sig. Naar han saae dem sidde der – gemytlige, adspredte eller prægede af den skuespilleragtige Selvoptagethed, som Folkemøderne fremavlede – og forhandle om Syndsforladelsen eller Bønhørelsen med en velstoppet Pibe i Munden; naar han hørte dem overbyde hinanden i Frisindethed og Billighedsfølelse og frejdig Imødekommen af Tidens Forventning om en Religion til nedsat Pris, saa forstod han baade det Navn "Grossererne", som Pastor Fjaltring havde heftet paa dem, og dennes Betegnelse af det lyrisk bevægede Stemningsliv som en 'ferniseret Materialisme'."

5. I et brev fra Peter Andreas Sidenius (Lykke-Per): "Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne, og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at mistænkeliggøre."

6. "Har du nogensinde rigtig tænkt over, hvilken fortvivlet Lod vor Tid – vor store, virksomme Tid! – har beredt Børnene i fattige Forhold, og hvor ubarmhjertig lidt der fra Samfundets Side hidtil er gjort for at skabe dem en menneskelig (eller blot naturlig) Tilværelse? Fra et tomt Rum, der kaldes et Hjem, og hvor de sjelden ser hverken Mor eller Far, drives de smaa Stakler til en Skole, der for de fleste staar som en offenlig Straffeanstalt, og som i mange Tilfælde heller ikke er meget andet."

7. "Mens der i adskillige af Byens store Kirker prækedes for halvtomme Bænke, var der altid Trængsel her i den grundtvigske Menigheds uanselige Moderhjem. Vel var det snart længe, siden den store Kirkefaders egen Røst havde lydt der; men hans Aand rugede endnu over Stedet, og fra hele Landet søgte Folk dertil som til en hellig Plet, hvor Gud paany havde aabenbaret sig for sit Folk i en brændende Tornebusks Lignelse."

8. "Trods en Menneskealders folkelig-kristelige Vækkelsesarbejde hang Broderskabsfølelsen hos Egnens Bønder endnu udenpaa Klæderne som en festlig Stemning, der omsluttede dem ved Folkemøderne og i Kirken, men som hurtig dryssede af under Hverdagslivets Træskogang og navnlig slet ikke paavirkede Pengepungen."

9. "Samfundet, hvortil de (børnene, red.) skulde lære at se hen med Tillid og Fortrøstning som deres usvigelige Forsorg og Beskytter, møder dem overalt i sin mindst tiltalende Skikkelse: som en ufordragelig Skolemester, et brutalt Politi, et nærgaaende Fattigforstanderskab, en Præst, der taler til dem om Død og Dom og Helvede. Hvor skal der under disse Omstændigheder kunne vækkes en Samfundsaand i dem, hvoraf engang i Tidernes Løb en virkelig, borgerlig Broderskabsfølelse kan udvikle sig?"

10. "Alt i vor Tid indrettes paa at fremelske Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne, ingen Forstaaelse af, ja ikke en Gang nogen Trang til det særegne, det fremragende, det banebrydende. Ah, naar man tænker paa Renaissancen – Menneskehedens Stortid – da Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger. Og nu? Vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene - regnes knap nok med til det gode Selskab."