10 gode råd: Sådan kommer du klimavenligt gennem julen

Selvom julen er hjerternes fest, er den ikke altid klimaets. Men med nogle simple justeringer kan juledagene blive både hyggelige og bæredygtige.

Juledagene kan hurtigt blive et overflødighedshorn af mad og gaver. Her finder du 10 råd til at gøre dagene lidt mere klimavenlige.
Juledagene kan hurtigt blive et overflødighedshorn af mad og gaver. Her finder du 10 råd til at gøre dagene lidt mere klimavenlige. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Decembers mørke indbyder til familiært samvær med sprudlende juletræer, store gaver og et bugnende julebord. Men mange af de ting, vi forbinder med julen, har faktisk en negativ effekt på klimaet. Kristeligt Dagblad har fået Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Grønne Tænketank CONCITO til at give 10 gode råd til, hvordan man kan gøre juledagene mere klimavenlige.

1. Fokusér på kvalitet frem for kvantitet til julemiddagen
10 procent af danskernes samlede madspild hvert år sker ifølge Landbrug & Fødevarer i juledagene. Det svarer til, at en familie smider mad ud for cirka 1000 kroner i julen. Gør derfor op med idéen om, at der skal være ”rigeligt med mad”, og fokuser i stedet på kvalitet frem for kvantitet. Lad for eksempel den lækre flæskesteg eller and være tilbehør og lav samtidig en masse lækre salater. Måske I hermed kan nøjes med én and i stedet for to og helt udelade flæskestegen. I kan også byde de kreative madindslag velkommen. Der findes efterhånden mange let tilgængelige bud på nødde- eller svampestege, der passer godt ind i resten af julemenuen.

Grønne salater kan være et frisk og mættende indspark til julebordet.
Grønne salater kan være et frisk og mættende indspark til julebordet. Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix

2. Genbrug madresterne fra julebordet
Efter festlighederne bør resterne opbevares forsvarligt på køl. Sørg for, at der er plads i køleskabet, fryseren – eller udendørs, hvis vinteren er kold nok. Hermed kan madrester blive til nye retter i stedet for at gå til spilde.

3. Gå på genbrugsjagt efter julegaverne
Undgå det klassiske gaveræs i butikkerne og køb i stedet gaverne brugt. Find for eksempel unikke gaver på loppemarkeder, i genbrugsbutikker eller på hjemmesider som dba.dk. I stedet for at købe ting, kan man også forære oplevelser eller services, som billetter til koncerter, teaterforestillinger, biografbesøg, restauranter eller rengøring. Gode oplevelser behøver ikke at være dyre – så længe de er tilpasset modtageren.

Alternativt er det også klimavenligt at give en gave, der støtter et godt formål. Julen er den tid på året, hvor flest danskere giver penge til velgørenhed. Mange foreninger har sågar gaveæsker, små kunstværker eller lignende, så der også er noget at putte under træet og pakke op.

4. Genbrug gavepapiret
Hvert år bruger danskerne 825 tons gavepapir til julegaverne. Det meste gavepapir bliver kun brugt én gang og kan ikke smides til genbrug, da det ofte er overfladebehandlet. Det belaster klimaet og miljøet meget. Sørg derfor for at folde gavepapir pænt sammen efter fødselsdage og andre festlige lejligheder i løbet af året. Så kan papiret nemlig sagtens bruges flere gange. Alternativt kan gaverne også pakkes ind i gamle aviser, magasiner eller stof. Disse kan man dekorere selv, så modtageren får en unikt indpakket gave.

Ganske almindeligt gavepapir belaster klimaet unødigt. Pak i stedet dine gaver ind i avispapir eller stof.
Ganske almindeligt gavepapir belaster klimaet unødigt. Pak i stedet dine gaver ind i avispapir eller stof. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

5. Drop de ligegyldige pakkelegsgaver
Undgå de sædvanlige 10-kroners køb til pakkelegen. Forsøg i stedet at finde noget sjovt derhjemme. Her fungerer både bøger, sjove udklædnings-genstande og hjemmelavede gaver fint til formålet. Det sjove ved pakkelege er nemlig ofte spillet i sig selv. Alternativt kan man købe noget spiseligt som pebernødder eller slik, der helt sikkert ikke går til spilde.

6. Vælg oplevelser frem for gaver i pakkekalenderen
De fleste pakkekalendere er nok både købt og givet, men et godt råd til fremtiden er at droppe pakkekalenderen helt. En pakkekalender med 24 små pakker tærer meget på klimaet, især hvis gaverne indeholder ligegyldige småting. En god idé er i stedet at forære en adventskalender med fire hyggelige udflugter. Det vil i de fleste tilfælde være billigere, og er markant mere klimavenligt. Tag for eksempel børnene med i Zoologisk Have, gå en tur i skoven eller besøg et julemarked.

7. Lav bæredygtig julepynt derhjemme
Det meste julepynt er faktisk allerede bæredygtigt. Mange danskere har en kasse med julepynt stående på loftet eller i kælderen, som år efter år bliver hevet frem. Dermed bliver julepynten automatisk genbrugt. En god tommelfingerregel er max at købe to stykker ny julepynt om året – og ellers hovedsageligt genbruge, hvad man har. Er man den kreative type, kan man med fordel lave sin egen julepynt ganske klimavenligt. Flet for eksempel flotte julehjerter ved hjælp af papiret fra siderne i gamle bøger eller farverigt papir fra gamle magasiner.

8. Undgå juletræer af plastik eller i potte
Det mest klimavenlige er helt at droppe juletræet - men det er de færreste nok interesserede i. Skal man have et træ, er det bedste valg en uperfekt økologisk rødgran. Juletræet bør købes lokalt, så man omgår at skulle transportere det langt i bil.

Undgå plastikjuletræer og juletræer i potter. Naturskyddsföreningen i Sverige har beregnet, at selv efter 10 års anvendelse har et plastikjuletræ stadig en højere miljøbelastning end et juletræ af nordmannsgran. Og selvom juletræer i potter er populære, er træerne sjældent økologiske og overlever ikke altid skiftet fra udendørs kulde til indendørs varme. Selvom intentionen om at genplante træet er god, så fungerer det altså sjældent i praksis.

Undgå at købe juletræer i potte. Køb i stedet de klassiske juletræer, der kan stå på en juletræsfod.
Undgå at købe juletræer i potte. Køb i stedet de klassiske juletræer, der kan stå på en juletræsfod. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

9. Kom klimavenligt af med dit juletræ
Når man skal af med sit juletræ, skal man sørge for at gøre det ordentligt. Har man en have, så kan man lade træet forgå ude, hvor det er til gavn for småfugle, pindsvin, diverse insekter og svampe. Har man ikke en have, bør man sørge for at aflevere træet til haveaffald eller på genbrugspladsen, hvor det bliver til biogas eller kompost.

10. Vælg LED-lys i stedet for levende lys
Skal man have en ny lyskæde, så vælg en med LED-lys. Disse lyskæder udleder typisk kun en femtedel af den CO2, som en kæde med traditionelle pærer gør. Nogle vil hellere have levende lys, men vær opmærksom på, at de er kilde til partikelforurening og dårligt indeklima. Derudover er det miljøbelastende at producere nye levende lys. Man bør derfor gå efter Svanemærket, når man køber dem. Alternativt kan man vælge et lys af bivoks i stedet for stearin.