10 citater af Kim Larsen om musikken, livet og døden

Selvom afdøde Kim Larsen med egne ord var en "gadedreng" og popsanger frem for kunstner, har han ofte udtalt sig om eksistentielle emner som kærligheden, livet og døden. Kristeligt Dagblad har samlet 10 mindeværdige citater her

Borgere i Odense lægger blomster - og i visse tilfælde fadøl og cigaretter - ved den opgang, hvor Kim Larsen boede indtil sin død.
Borgere i Odense lægger blomster - og i visse tilfælde fadøl og cigaretter - ved den opgang, hvor Kim Larsen boede indtil sin død. Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix.

1. Om evighedens øjeblik
"For mig er evighedens øjeblik, når man bliver ramt af Helligånden. Hvad sker, når man har stillet skoene. Det er der ingen, der aner. Helligånden er, når man pludselig i et øjebliks lammelse bliver inspireret til en sang. Forglemmer sig selv. Det samme, når man bliver forelsket. Når man er totalt opslugt. De smukkeste øjeblikke i ens liv er jo mærkeligt nok, når man glemmer sig selv. Det stille, evige øjeblik, hvor tiden holder op med at eksistere."
- Kim Larsen til BT i 2010

2. Om ikke at ville være kunstner
"Jeg er popsanger og det væsentligste formål for sådan en er at spille op til fest og dans. Kunstnere laver ting, der tit hænger på museum. Det er ikke ligefrem der, der er fest og dans. Det er fint, men det er ikke lige min afdeling."
- Kim Larsen til Politiken i 2010

3. Om at "Om lidt" bliver brugt ved begravelser
”Om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?"
- Uddrag af teksten til Kim Larsens sang "Om lidt" fra 1986. Sangen var aldrig tænkt som en salme, men Kim Larsen havde intet imod, at den blev brugt som sådan, fortalte han til præst Søren E. Jensen, da denne for nogle år siden interviewede ham til DR-radioprogrammet "Folk og kirke". Kim Larsen svarede dog "aldrig i livet," da Søren E. Jensen spurgte ham, om han kunne tænke sig, at den blev spillet til hans egen begravelse. Sangen blev sidste år en del af den nye kirkesangbog.

4. Om aldrig at blive verdenskendt
"Jeg takker guderne for, at jeg aldrig nogensinde fik et gennembrud i Amerika, selv om jeg virkelig stræbte efter det dengang. Tænk, om man var verdenskendt. Man kunne jo ikke slappe af nogen steder."
- Kim Larsen til Ud & Se i 2010

5. Om poesien
"Storm P sagde, 'da jeg var ung, skrev jeg digte, nu siger jeg det ligeud'. For mig er det omvendt. Digtet er genvejen til sandheden. Med poesi kan du beskrive evigheden, det kan jeg ikke gøre, når jeg sidder og taler med dig."
- Kim Larsen til BT i 2010

6. Om at blive gammel
"Nu glæder jeg mig, til jeg bli'r en gammel mand. Så får jeg nok et værelse med lys og med vand. Og der kommer strisserne vel næppe på besøg igen. Midt om natten."
- Uddrag af teksten til Kim Larsens sang "Midt om Natten" fra 1983

7. Om at være en gadedreng
"Da jeg ikke synes, det sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerner, takker jeg pænt nej til ridderkorset (...) Det kunne ellers have været hyggelig at ryge en smøg med Dronningen inde i privaten - hvis hun ellers må for personalet."
- Kim Larsen i en pressemeddelelse i 2006. Han lagde aldrig skjul på, at han var modstander af monarkiet og takkede derfor nej til at modtage et ridderkors. Alligevel optrådte han i 2010 med nummeret "Kom igen" til dronning Margrethes 70-årsfødselsdag. "Hun er jo en sød dame, og hun symboliserer noget rigtigt. Man kan blive så meget Rasmus Modsat, at man bliver en sur stodder. Det gider jeg ikke," lød hans begrundelse.

8. Om kvinder og kærlighedssange
"Der er mange kærlighedssange, det er der. For mange synes jeg. Det er der bare. Det må være, fordi jeg er blevet blød på mine gamle dage. Jeg er faldet til patten. Den rigtige patte, kan man sige. Jeg har fundet ud af, at damerne altid tager det sidste stik."
- Kim Larsen om albummet "Mine Damer og Herrer" til BT i 2010

9. Om at være konservativt anlagt
”Jeg er måske konservativ. Af natur. Men altså ikke politisk. Jeg kan bedst lide det, jeg kender, og har svært ved at vænne mig til nye ting. Det gælder alt lige fra mit tøj og til den tid, jeg lever i. Når en købmand er røget, og der så kommer en kiosk i stedet, har jeg svært ved at forlige mig med det, og når så kiosken en dag bliver lavet om til noget helt tredje, ja, så kommer jeg til at savne kiosken… på den anden side: Hvis alt var almuemøbler, ville jeg jo også brække mig.”
- Kim Larsen til den nu afdøde musikanmelder Torben Bille, som denne har gengivet i et portræt i Euroman i 2010

10. Om nåden
"Når mit regnskab det ska’ gøres op, så tror jeg nok Vor Herre får en prop. For jeg har syndet, så det stod i stænger. Men det vil jeg ikke længere. Jeg er ikke en af de flinke, det tør jeg sige uden at blinke. Der er sikkert flere minusser end plusser. Pluds det løse, som ingen husker. Så vis mig nåde og miskundhed. Der var momenter af kærlighed. Og øjeblikke, hvor mit mismod ikke tyngede mig ned. Og jeg gik den lige vej, op til himlen, op til dig. Men for det meste var det ligesom om, det gik den anden vej."
- Uddrag af teksten til Kim Larsen & Kjukkens sang "Den lige vej" fra 2017