I 1904 skrev den britiske geograf Halford John Mackinder en artikel med titlen "Historiens geografiske omdrejningspunkt", "The Geographical Pivot of History".
Den britiske geograf mente, at alle tidligere og kommende konflikter mellem imperier og andre stormagter har et fælles omdrejningspunkt, som han placerede i hjertet af det kæmpemæssige euro-asiatiske eller eurasiske kontinent, han døbte "verdensøen".
Han mente, at krig opstår, når historiens tektoniske plader forskyder sig på verdensøen. Den vigtigste af disse plader er ”kernelandet”, som på Mackinders tid var mere eller mindre identisk med zarens russiske imperium. Dette ”kerneland” støder direkte op til Østeuropa og løber lige ned igennem det, som i dag er Ukraine.
Halford Mackinder gik siden i glemmebogen og blev kun husket som en fjern grundlægger af geopolitik, der krydser geografi, historie og civilisation i analysen af international magtpolitik.
Men siden Ruslands angreb på Ukraine er han kommet i vælten som en næsten profetisk analytiker. Den ene ekspert efter den anden citerer den maksime, som han formulerede i 1919, da Første Verdenskrig havde forrykket de tektoniske plader og gjort det af med de østrig-ungarske og osmanniske imperier til fordel for en stribe nye nationalstater i Østeuropa:
”Den, der kontrollerer Østeuropa, kontrollerer kernelandet. Den, der regerer i kernelandet, regerer Verdensøen. Den, der regerer Verdensøen, kontrollerer hele verden.”
”Bogstaveligt talt intet har ændret sig, siden Halford Mackinder slog fast, at verdens skæbne udspiller sig omkring det 'kerneland', han løseligt identificerede som området omkring Ukraine,” skriver en af USA’s mest kendte internationale analytikere, Robert D. Kaplan, i det konservative geopolitiske tidsskrift National Interest den 24. februar, samme dag som Rusland indledte sit angreb på Ukraine.
Og i februarnummeret af det ansete tidsskrift Foreign Affairs skriver en anden fremtrædende ekspert, professor i international politik ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies, Hal Brands, at konflikten om Ukraine ”har genoplivet nutidens store geopolitiske mareridt, som Harold Mackinder advarede mod: en autoritær magt eller entente, der sigter mod at dominere Eurasien, som er verdens centrale strategiske teater.”
Rusland agerer med andre ord fuldstændig efter Mackinders bog, mener Geoffrey Sloan. Han er professor ved det britiske universitetet i Reading, hvis første leder netop var Halford Mackinder. Han er også koordinator af det internationale Halford Mackinder-forum for forskere i international politik. Og han mener ikke, at Ruslands angreb på Ukraine burde være kommet som en overraskelse.
”Sovjetunionen var det sidste store landimperium i kernelandet, og Vladimir Putin har længe sagt, at opløsningen af Sovjetunionen var den største tragedie i det 20. århundrede. Han har aldrig lagt skjul på sine hensigter. Han har åbenlyst moderniseret sin hær og skabt en fortælling om nødvendigheden af at ekspandere vestover. Men Vesten tog det ikke alvorligt og lyttede ikke til Mackinders indsigt om, at demokratier skal tage hensyn ikke kun til værdier, men også til geografien og de strategiske realiter. I stedet rykkede Nato østpå,” siger Geoffrey Sloan.
Den realistiske skole har medvind
Indsigterne fra kernelandsteorien bærer ved til det for tiden kontroversielle synspunkt, at især Nato, men også EU, har været med til at udløse det russiske angreb på Ukraine ved at ignorere Mackinders kort og bevæge sig for tæt på den russiske interessesfære ved at optage de baltiske og østeuropæiske lande.
Det er lige præcis, hvad Mackinder skrev i 1919.
Hvis verden skal undgå en ny global storkonflikt, bliver demokratierne nødt til at ”afstemme deres frihedsidealer til de varige realiteter i vores jordiske hjem. Vi må besinde os på realiteterne i tid og sted,” skrev Mackinder i en bog med titlen "Demokratiske idealer og realiteterne".
Siden den russiske invasion af Ukraine har tilhængerne af den såkaldte realistiske, geopolitiske skole i analysen af international politik netop fået nyt skyts til deres argumentation, selvom de møder modstand blandt vestlige kommentatorer og intellektuelle.
Analytikere som for eksempel den amerikanske politolog John Mearsheimer fastholder, at skylden for krigsudbruddet i Ukraine hviler på USA og udbredelsen af de demokratiske værdier og menneskerettigheder uden tanke for, at det er kynisk magtpolitik og ikke idealer, der styrer verden.
Ukraines ret til selv at vælge, om det vil tilhøre Nato eller EU og udvikle sig til et liberalt demokrati, har kun begrænset gang på jorden i det storpolitiske magtspil, som Mackinder kridtede banen op til.
I et interview i det amerikanske magasin The New Yorker den 1. marts sagde Mearsheimer, at ”når man er et land som Ukraine og nabo til en stormagt som Rusland, så må man være meget opmærksom på, hvad russerne tænker, for hvis man rager en kæp i øjet på dem, vi de slå tilbage. Det må landene i Vesten og i særdeleshed USA forstå.”
Det er også, hvad Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj synes at have indset. Efter en måneds brutal krig står han nu mindre fast på landets ret til selv at bestemme sin skæbne og udelukker ikke længere et neutralt Ukraine.
Farlig alliance mellem Rusland og Kina
Mackinder blev marginaliseret efter Anden Verdenskrig, hvor den nye verdensorden skulle erstatte brutal magtpolitik med fredelig løsning af konflikter baseret på samarbejde og samhandel i et regelbaseret FN-system, hvor demokrati og menneskerettigheder betragtes som den bedste garanti for fred.
Hans kernelands-teori blev beskyldt for at have inspireret Hitler til angrebet på Sovjetunionen i en kamp om kontrollen med kontinentet. Den blev også udfordret af den hollandsk-amerikanske geopolitiske teoretiker Nicholas Spykman, faderen til den amerikanske "containment" eller inddæmning af kommunismen under den kolde krig.
I 1940’erne kritiserede han Mackinder for at overdrive ”kernelandets” betydning og udviklede i stedet en teori, hvor randstaterne på det eurasiske kontinents sydflanke, fra Kina til Middelhavet, vejede tungere i globale magtbalance.
”Hvis man lægger Mackinders og Spykmans kort oven på hinanden, har vi nutidens geopolitiske krise,” skriver Robert Kaplan, der beskriver Taiwan som ”Kinas Ukraine”.
Det synspunkt deles i vid udstrækning af Didier Gros, som er tidligere militærrådgiver ved den franske ambassade i Washington og nu underviser i international sikkerhedspolitik på Institut for Statskundskab, Sciences-po, i den franske by Lyon.
”Tilsammen viser kernelands-teorien og Spykmans randstater, at kontrol med Østeuropa er af grundlæggende betydning. Og at en alliance mellem Rusland og Kina vil være katastrofal, for tilsammen kan de undergrave den internationale orden,” siger han.
Og dette burde amerikanske politikere have tænkt på efter den kolde krigs afslutning, skriver Francis P. Sempa fra det amerikanske Wilkes University i det digitale udenrigspolitiske tidsskrift American Diplomacy.
”Mens de spenderede både blod og skattekroner i en tilsyneladende endeløs global krig mod terror i Afghanistan og Irak, voksede Rusland og Kina sig større. Nu står USA og dets allierede med en dobbelt krise i Europa og Asien, fordi statslederne promoverede demokratiske idealer og ignorerede de geopolitiske realiteter,” skriver Francis P. Sempa.
Prioriterer militaristiske værdier
Professor i geografi og international politik ved universitetet i Newcastle, Nick Megoran, har også brugt meget af sin karriere på at analysere Halford Mackinder. Han advarer omvendt mod at tage de over 100 år gamle analyser for pålydende.
”Mackinder appellerer til os, fordi han tilbyder en klar og forståelig analyseramme i stedet for det komplekse rod, som internationale relationer ofte er. Han lyder profetisk, men problemet med denne og lignende teorier er, at de underspiller eller endog udelukker politik og ser internationale relationer som upåvirkelige af politiske valg. De tager for givet, at krig er uundgåelig og prioriterer derfor militarisering højere end forsøg på at garantere fredelig sameksistens og appellerer til verdensbilleder, der hylder militære værdier,” siger Nick Megoran.
”Sjovt nok var Mackinder forbudt i Sovjetunionen, og efter afslutningen på den kolde krig blev han en inspirationskilde for tanken om, at Rusland burde blive en stormagt igen og bruges netop i Rusland til at legitimere fortællingen om Natos ekspansion som en trussel, der skal rulles tilbage,” tilføjer han.
Europa og USA er vågnet op til en ny virkelighed, der har trukket USA tilbage til Europa med det største antal soldater siden den kolde krig. Og samtidig med, at udbredelsen af demokratiske værdier via Nato og EU holdes delvist ansvarlig for konflikten med Rusland, er Vesten også rykket sammen til en konfrontation, der italesættes som en konflikt mellem demokratier og autoritære regimer.
Og det er langt hen ad vejen korrekt, mener Geoffrey Sloane. Både Rusland og især Kina har ambitioner om at udfordre og repræsentere et alternativ til den vestlige verdensorden baseret på demokrati og respekt for de individuelle frihedsrettigheder.
”Ved at benytte krig som politisk redskab siger Putin, at den regelbaserede verdensorden ikke er uforanderlig. Men det bringer netop klassisk geopolitik tilbage. Det er et problem for Vesten, som troede, at man aldrig igen ville blive konfronteret med en kontinental magt, fordi Rusland har bruttonationalprodukt på størrelse med Italiens. Geopolitikken fortæller os en anden historie,” siger Geoffrey Sloane.
Spørgsmålet er, om et demokratisk Rusland uden Vladimir Putins autoritarisme havde havde været mindre forhippet på at kontrollere kernelandet og genskabe det store eurasiske imperium. Eller om Nato og EU kunne have undgået at vække den evige russiske bjørn ved at acceptere, at det er Rusland, som bestemmer, om Ukraine, Georgien og andre lande i den russiske indflydelsessfære skal være neutrale eller ej.
Didier Gros advarer især mod at have forudfattede, sort-hvide forklaringsmodeller.
”Der er ikke noget galt i at mene, at demokrati er bedre end diktatur. Og lige nu begår vi i nogen grad den fejltagelse af se geopolitik som ren og skær brutal magtpolitik. Men vi forfalder også til at betragte ukrainerne som de gode og russerne som de onde. Det er farligt, for det fører altid til, at der kun er én vej ud af krisen. Nemlig krig og dominans,” siger den franske ekspert.