Tyskland vil redde insekterne med 100 millioner euro om året

Et storstilet projekt skal bekæmpe den voldsomme nedgang i bestanden af insekter i Tyskland

Tyskland vil redde insekterne med 100 millioner euro om året
Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den tyske regering har besluttet at bruge 100 millioner euro eller omtrent 747 millioner kroner om året på at bevare insekter. Det skriver forskning.no i en artikel bragt på Videnskab.dk.

"Endelig tager politikerne insekterne alvorligt, og det er ikke et sekund for tidligt. Vi ved jo, at insekterne er afgørende for livet, som vi kender det. Selv om det på ingen måde er tilstrækkeligt, er det en god start," siger professor Anne Sverdrup-Thygeson til forskning.no ifølge Videnskab.dk.

Hun forsker ved Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet og har blandt andet skrevet bogen ’Insektenes planet’.

Den tyske handlingsplan har en lang række forskellige indsatsområder, og den går blandt andet ud på at styrke den juridiske beskyttelse af områder med mange insekter.

Det tyske tiltag kommer, efter at et studie i 2018 viste, at mængden af insekter i de tyske naturreservater er faldet med hele 75 procent på 30 år.

Opdagelsen kom som et chok for mange og fik international omtale.

"Insektsnedgangen er nu på et dramatisk niveau, og der er flere årsager til denne udvikling. Men hvis vi træffer de rigtige beslutninger på en række forskellige områder, vil vi kunne vende denne tendens. Handlingsplanen leverer en pakke af tiltag, som præciserer, hvad regeringen vil gøre,« sagde Tysklands miljøminister Svenja Schulze i en pressemeddelelse fra det tyske miljøministerium.

Efter den nye handlingsplan er trådt i kraft, vil det blive forbudt at bruge insektmidler eller ukrudtsmidler i store dele af de beskyttede områder.

Tyskland har også besluttet at forbyde glyfosat, som er virkestoffet i det meget brugte og omdiskuterede ukrudtsmiddel Roundup.

Handlingsplanen dikterer også, at lysforureningen skal begrænses. Visse insekter bliver tiltrukket af lys, og lyset kan angiveligt forvirre dem på forskellige måder.

Derudover vil man øge fokus på undervisning i børnehaver og skoler i forbindelse med nationale kampagner, der fortæller tyskerne om, hvordan de selv kan gøre deres egne haver mere insektvenlige.