Afstand og tomme kirker: Her er billederne, vi kommer til at huske fra coronakrisen

I dag er det et halvt år siden, at Danmark lukkede ned som følge af coronaudbruddet. Kristeligt Dagblad har her samlet en række ting, der har markeret hverdagen de seneste seks måneder

Morgenandagten blev holdt i en tom Vor Frue Kirke i København, men kunne lyttes til på DR P2 og DR2 i hele landet. Her ses sognepræst Steffen Ringgaard Andresen.
Morgenandagten blev holdt i en tom Vor Frue Kirke i København, men kunne lyttes til på DR P2 og DR2 i hele landet. Her ses sognepræst Steffen Ringgaard Andresen. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hamstring i supermarkeder

Foto: Julie Meldhede Kristensen

Onsdag den 11. marts meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde at “Danmark nu lukker ned”. Det medførte en strøm af danskere, der, som her i Netto på Nørrebro i København, stod i kø med fyldte kurve allerede samme aften. Lange køer, mangel på især toiletpapir og supermarkeder, der manede til ro, markerede således de første dage efter nedlukningen.

Lukkede grænser

Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix

Et nedlukket Danmark blev også lig med et isoleret Danmark, da landets grænser lukkede i marts. Lukningen fik stor betydning for flere danskere, der måtte finde nye måder at være sammen med familie, venner og kollegaer på. Som det dansk-tyske ægtepar Inga Rasmussen og Karsten Hansen på 85 og 89 år, der måtte mødes til en kop kaffe over grænsebommen i Aventoft, efter de blev fysisk adskilt som følge af grænselukningen.

Fællessang

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med inspiration fra Italien har sang og musik lydt fra danskernes vinduer og altaner siden begyndelsen af Danmarks nedlukning. Der blev skrålet med hjemme i stuerne til Højskolesangbogens melodier, mens den nye folkehelt, chefdirigent Phillip Faber, lagde toner til hver eneste dag på DR1. Fællessangen havde så stor indvirkning på danskerne, at Højskolesangbogen i slutningen af marts ramte bestsellerlisten for første gang nogensinde.

På billedet ses Godsbanegade i København, der lyste op i fællessang mandag den 16. marts.

Afstand og afmærkninger

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Afmærkninger, der skal minde danskerne om at holde afstand til hinanden, har været synlige i forskellige varianter i supermarkeder, på restauranter og i gadebilledet, siden coronaen kom til landet. Mest bemærkelsesværdigt var måske Islands Brygges "felter", hvor man kunne opholde sig op til 10 personer ad gangen med behørig afstand. Felterne blev indsat efter ophøret af et opholdsforbud i området, der blandt andet forhindrede danskerne i at sætte sig på bænker eller benytte legepladser.

Dronningens tale

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det var "tankeløst" og "hensynsløst", sagde dronning Margrethe i en historisk tale, da danskere i marts fortsat samledes i større grupper på trods af myndighedernes anbefalinger om det modsatte. Hendes løftede pegefinger var det første eksempel på, at Dronningen i sin regeringstid talte direkte til befolkningen, udover når det sker i den traditionelle nytårstale. Det var også første gang, at en dansk regent på denne måde havde talt til danskerne siden Dronningens farfar, kong Christian X, gjorde det ved Danmarks befrielse i 1945.

Lukkede kirker

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kirkerne måtte ligesom resten af Danmark holde lukket. De lukkede kirkedøre landet over gav blandt andet udfordringer i forhold til at fejre påsken, og kirkerne måtte tænke kreativt. Det resulterede i alt fra take away-nadver og påskevandring til drive-in gudstjeneste, ligesom her på billedet, hvor Ansgarkirken benyttede en parkeringsplads ved Aalborg Lufthavn på 1. påskedag. I dag er kirkerne så småt åbnet igen, dog med restriktioner om forsamlingsstørrelser og afstand, hvilket blandt andet har ført til forvirring i forbindelse med begravelser, salmesang og den kommende julehøjtid.

Tomme gader og stræder

Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Hjemmearbejde og social distancering holdt danskerne inden døre gennem nedlukningen. Især i de danske storbyer var det bemærkelsesværdigt, hvordan gaderne ikke længere blev betrådt af mennesker og vejene ikke brummede af biler. Nyhavn er et af Københavns mest besøgte turistmål, men i marts lå den ellers travle gade øde hen, mens danskerne blev hjemme.

Parkerede fly og sommerferie i Danmark

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mange skuffede danskere måtte afbestille sommerferiens rejser til udlandet som en konsekvens af coronasituationen. Mens SAS som på billedet parkerede deres ubrugte fly i hobetal i Københavns lufthavn, fik mange danskere øjnene op for nye rejsemål. Især Samsø og sommerhusferier fik øget opmærksomhed fra befolkningen. Der var tæt på fem millioner overnatninger i feriehuse i Danmark i juli i år, hvilket var cirka en fordobling i forhold til år 2019.

Mundbindet

Foto: Johanne Teglgård Olsen

Brugen af mundbind har været et omdiskuteret emne herhjemme. Andre lande som Frankrig var tidligt ude med regler om mundbind, men herhjemme var Sundhedsstyrelsen både for og imod. Men den 22. august blev mundbindet alligevel et krav i al offentlig transport i hele landet. Blå masker og halve ansigter var således iøjenfaldende på den første dag, hvor mundbindskravet trådte i kraft. Her justeres de endnu uvante masker på Kongens Nytorv i Københavns metro. Læs mere om brugen af mundbind her.