Prøv avisen

Tidligere kz-fange: Den måde, vi blev underkuet på, må aldrig blive glemt

”Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik at spise i går, men alt det, jeg oplevede i lejren, står klart. Det er, som om sandheden er nemmest at huske,” siger tidligere kz-fange Henning Jensen på 95 år. Foto: Evander Pedersen

Den 95-årige eks-fange Henning Jensen var blandt de fremmødte, da 71-året for befrielsen af de sidste skandinaviske kz-fanger i Neuengamme blev markeret foran Helligåndskirken i København

”Verden fik en ny begyndelse, fordi nogle havde ofret sig for andres skyld.”

Sådan lød ordene om Jesus og kz-fangerne fra sognepræst i Helligåndskirken Leif G. Christensen. Onsdag aften talte han for de omkring 30 personer, der var mødt op ved den københavnske kirke for at mindes den 20. april – dagen hvor De Hvide Busser forlod Neuengamme-lejren med de sidste skandinaviske kz-fanger.

Bag den årlige mindehøjtidelighed stod Landsforeningen af kz-fanger fra Neuengamme, som i dag mest består af pårørende til de danskere, der tilbragte en del af deres liv i lejren sydøst for Hamburg.
 
Den håndfuld af eks-fanger, som stadig er tilknyttet foreningen, er for de flestes vedkommende så svækket, at de oftest er forhindret i at deltage.

En af dem mødte dog op.

Den 95-årige eks-fange Henning Jensen deltog i højtideligheden, som udover en lille andagt bød på en tale fra journalist og forfatter Bent Blüdnikow, hvis forældre selv blev reddet til Sverige under krigen. Talen blev holdt foran mindesmærket, hvor asken fra to ukendte kz-fanger fra Auschwitz-Birkenau og Neuengamme er nedsat. Her gjorde en tydeligt bevæget Bent Blüdnikow tilhørerne opmærksom på, at i markeringen for de befriede må vi ikke glemme dem, som aldrig kom hjem.

At de forfærdelige oplevelser aldrig må gå i glemmebogen er en af grundene til, at Henning Jensen sidste år udgav bogen ”Livet skal leves” om sine oplevelser og trods sin fremskredne alder stadig insisterer på at holde foredrag på skoler. Inden mindehøjtideligheden havde han da også været på besøg på en skole i Næstved.

”Jeg hader ikke tyskerne, og jeg har tyske kammerater i dag, men den måde, vi blev underkuet på, må aldrig blive glemt. Når jeg kommer til de her arrangementer og holder foredrag på skolerne, får jeg luft ved at fortælle mine historier. Jeg viser altid eleverne billeder på min iPad, og når jeg ser dem, begynder munden at løbe,” siger Henning Jensen.

”Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik at spise i går, men alt det, jeg oplevede i lejren, står klart. Det er, som om sandheden er nemmest at huske,” siger Henning Jensen.

Grunden til, at Henning Jensen overhovedet havnede i Neuengamme, var, at han deltog i at trykke illegale blade på Amager og husede sabotører i sin villa sammen med sin hustru, hvilket hun fortsatte med efter sin mands deportering.

Henning Jensen kastede i løbet af aftenen om sig med førstehåndsberetninger. Om dengang han gravede skyttegrave, om dengang en fange døde af kvæstelserne ved at blive trampet i øjet med en spids støvle, og om dengang han selv blev pisket på sin splitternøgne krop, fordi han havde taget fat i den forkerte sko.

Tydeligst husker Henning Jensen dog netop den 20. april – den dag han forlod lejren. Her så han, hvordan jødiske børn, der havde været udsat for medicinske eksperimenter, blev ført ned i kældrene for senere at blive hængt.

Jacob Juel Sørensen på 47 år var et af de få børnebørn, som deltog i markeringen. Hans farfar var æresmedlem i foreningen i 1980’erne, men han blev først medlem efter farfarens død. I dag kommer han primært til arrangementerne på grund af de gode historier.

”De gamle seje gutter kan lære en at holde modet oppe, selvom man er udsat for udsigtsløs modgang. Det sætter ens liv i perspektiv, når man har en lille vinterdepression eller synes, at man har det hårdt, fordi man sidder hver dag og trykker på sine plastiktaster på arbejdet,” siger han.

Men ikke alle overlevende kz-fanger har samme lyst til at dele ud af deres forfærdelige oplevelser, fortæller Helle Vibeke Sørensen, der er formand for Landsforeningen af kz-fanger fra Neuengamme. Hendes far talte aldrig om opholdet, før han holdt en tale i 1987 foran netop Helligåndskirken.

”Hver gang jeg spurgte ind til det, fik jeg at vide, at jeg kunne læse om det i en af bøgerne henne på reolen," siger hun.

"Derfor er det vigtigt, at vi har foreningen, hvor vi med den samme baggrund kan tale om det, så det ikke går hen i glemslen.” 

Onsdag aften holdt journalist og forfatter Bent Blüdnikow en tale for de omkring 30 personer, der var mødt op ved Helligåndskirken for at mindes den 20. april – dagen hvor De Hvide Busser forlod Neuengamme-lejren med de sidste skandinaviske kz-fanger. Foto: Leif Tuxen