Tre af jubilæumsfejringens deltagere om Bibelen

Kristeligt Dagblad har spurgt tre af deltagerne ved Bibelselskabets jubilæumsfejring, hvilket sted i Bibelen de bedst kan lide

Foto: Paw Wegner Gissel

Anne Linnet, sanger, 60 år:

Har du et yndlingssted i Bibelen?
”Jeg har altid holdt meget af Korintherbrevet. Tro, håb og kærlighed – det er det skriftsted, jeg holder allermest af. Det er det smukkeste forsøg på at sætte ord på kærligheden, og det indeholder en hel stribe om kærlighedens væsen.”

Kan du citere noget fra Bibelen?
”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Foto: Paw Wegner Gissel

Martin Nielsen, vagt ved Bibelselskabets reception, 42 år:

Har du et yndlingssted i Bibelen?
”Jeg er ateist. Men Bibelen er vel det, vi lever vores liv på. Man har hørt fortællingerne i skolen, og de ligger der bare. Det er en del af opdragelsen. Næstekærligheden er det vigtigste. Og det synes jeg, vi mangler i vores samfund.”

Kan du citere noget fra Bibelen?
”Fra Herodes til Pilatus. Der er mange af de dér udtryk.”

Foto: Paw Wegner Gissel

Marianne Jelved, (R) kirke- og kulturminister, 70 år:

Har du et yndlingssted i Bibelen?
”Fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Det er en grundfortælling om det, der er hele Bibelens ærinde. Om medmenneskelighed, tilgivelse, kærlighed. Den har jeg haft med mig siden min barndom.”

Kan du citere noget fra Bibelen?

”Størst er kærligheden."