DF-borgmester vil fastholde dansk madkultur på plejehjem

De ældre skal have deres frikadeller. Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkeparti på flere kommuners initiativ til multireligiøs madlavning

Når man bliver gammel, skal man have lov til at spise, hvad man plejer,” siger Carl Christian Ebbesen.
Når man bliver gammel, skal man have lov til at spise, hvad man plejer,” siger Carl Christian Ebbesen. . Foto: Scanpix.

Reaktionen fra Dansk Folkeparti kom prompte, da Kristeligt Dagblad i dag bragte artiklen om, at flere kommuner indretter plejehjems madpolitik efter religion. Kultur- og fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), er bange for, at halalslagtet kød bliver normen på plejehjemmene. ”Jeg frygter, at de her kostpolitikker reelt set betyder, at plejehjemmene helt undgår at servere flæskesteg og frikadeller,” siger Carl Christian Ebbesen.

”Plejehjemmene skal holde fast i de danske madvaner, men selvfølgelig vise hensyn over for de ældre, der af helbredsmæssige eller religiøse årsager ikke spiser bestemte madvarer. De få ældre må man så tilbyde nogle andre retter.”

Carl Christian Ebbesen mener, at hensynet til religiøse mindretals spisevaner i offentlige institutioner har taget overhånd. ”Halalslagtet kød har vundet indpas i mange skoler og daginstitutioner, og nu breder det sig til plejehjemmene. Det er problematisk, at et lille religiøst mindretal har fået så stor indflydelse på, hvad det store flertal af børnehavebørn, skolebørn og nu også ældre får serveret,” siger Carl Christian Ebbesen.

I dag har 25.000 ældre borgere i Danmark rødder i Mellemøsten, Asien eller Afrika. I 2013 vil det tal være 74.000. Er det rimeligt, at vi ikke tager hensyn til denne gruppe?

”Det handler om, at man tager så stort hensyn nu, at man beder plejehjemmene fjerne flæskestegen, fordi det er nemmere at tage hensyn til 25.000 mennesker end det store flertal. Den problemstilling er dybt forkastelig. Når man bliver gammel, skal man have lov til at spise, hvad man plejer,” siger Carl Christian Ebbesen. 

Han går ind for, at de ældre skal have lov til at spise, hvad de har lyst til, uden at kommunen skal bestemme menuen. ”Hvorfor skal de ældre udsættes for halalmad? De skal spise, hvad de har lyst til. Kommunen skal ikke presse noget ned over de gamle, bare fordi der er et mindretal. Jeg har ikke noget imod integration, hvis det foregår på et frivilligt grundlag. Men gamle mennesker, der har levet et helt liv, skal man ikke lave om på.”

Hvorfor skal ældre fredes mod multikulturen?

”Jeg synes grundlæggende, at alle skal fredes. Vi har problemer i skoler og daginstitutioner, hvor man indfører halalslagtet kød for at imødekomme muslimerne. Den beslutning skal kommunen ikke tage. Der er ingen, der skal tvinges til at spise halalkød.