Billedserie: Nonne vinder The Voice i Italien

Nonnen Cristina Scuccia er blevet en internet-sensation. I går vandt hun Italiens version af talentkonkurrencen The Voice - og bad Fadervor fra scenen

Søster Cristina, nykåret vinder af "The Voice of Italy" den 5. juni 2014. Den 25-årige nonne mener, at hendes sange udtrykker "Guds skønhed".
Søster Cristina, nykåret vinder af "The Voice of Italy" den 5. juni 2014. Den 25-årige nonne mener, at hendes sange udtrykker "Guds skønhed".

Hun har allerede taget verden med storm. Hendes version af Alicia Keys' ballade "No One" er blevet vist over 51 millioner gange på YouTube. I går vandt hun så talentkonkurrencen "The Voice of Italy" i Milano.

"Min tilstedeværelse her skyldes ikke mig selv, men manden deroppe," sagde nonnen Cristina Scuccia ifølge BBC.com, da hun var blevet kåret som vinder af showet. 

Hun har båret sin nonneklædedragt i alle udsendelser af showet, og kritikere mener, at hendes store popularitet skyldes nyhedsværdien i, at en nonne synger rock og deltager i et tv-show.

"Jeg er her ikke for at starte en karriere, men for at bringe et budskab," sagde hun efter sejren og tilføjede, at hun fulgte pave Frans' kald til, at den katolske kirke skal tættere på almindelige mennesker. Derefter bad hun Fadervor på scenen.

Søster Cristina tilhører en nonneorden i Milano, som hun med glæde vil vende tilbage til og synge med børn i kapellet.

Hendes optræden har været energisk, og hendes sangvalg har inkluderet Cyndi Laupers "Girls Just Want To Have Fun" og Bon Jovis "Livin' On A Prayer". (Se videoer via linksene).

Se billeder af den syngende nonne og hendes sejr nedenfor.