Prøv avisen
Blog

Afsnit 2: Adoptionsmor rejser med sine børn tilbage til Peru

Liva og Karl er taget tilbage til deres hjemland, Peru, sammen med deres adoptivmor, Kirsten List Larsen. Hun vil under hele turen blogge om deres oplevelser. Billedet er taget under deres rejse i Peru. Privatfoto

Kirsten List Larsen rejser denne sommer tilbage Peru sammen med sine to adoptivbørn, Liva og Karl, der begge blev født i det sydamerikanske land. Her bringer vi uddrag fra familiens blog, mens de rejser rundt i Peru.

Ønsker du at læse om familiens forberedelser inden rejsen til Peru, kan du finde første afsnit i serien her.

Onsdag den 9. juli 2014

Vi havde i alt seks fantastiske timer på Livas gamle børnehjem. Der er en dejlig varm og kærlig stemning på Livas børnehjem.

Vi blev taget i mod med stor glæde, og Liva blev inkluderet på bedste vis.

Liva passede børnene. Madede dem. Redte hår på dem og meget mere.

Det var en direkte spejling for Liva af tidligere ikke-erindrede erfaringer. Karl tog også Livas børnehjem til sig som sit.

Liva konkluderede, at her ville hun gerne arbejde, når hun blev stor, og hun har nu en aftale med de to søstre , der driver hjemmet, og hun er meget velkommen som frivillig, når hun bliver stor. Så kan hun gå til spansk-undervisning i dagtimerne.

Et børnehjem er ikke det bedste hjem. Uanset hvor godt et børnehjem er, så mangler der noget helt vitalt.

Vi oplevede selvfølgelig også manglen på hænder. Der var fx fire højstole med børn, der skulle mades, og een voksen til at made dem alle fire på én gang.

Børnene hostede og var forkølede. Enkelte have børnesår. Alle sygdomme, som vores børn også havde, da vi adopterede dem.

Uanset alt det gode, de voksne gør, så knytter børnene sig til hinanden og får ikke den nære relation til få betydningsfulde voksne. Det er det, vi som adoptivforældre bla. skal lære vores børn, når vi adopterer dem: At de skal knytte sig til os, ligesom vi skal knytte os til dem. De skal lære at være kritiske i deres kontakt og ikke bare sætte sig op på skødet af den første voksne, de ser.

Alt det blev jeg mindet om på børnehjemmet.

Jeg fik set alle papirerne i Livas sag og fik børnehjemmets originale registrering med. Den har jeg ikke set før. Der stod lidt supplerende nyt for mig, da der var en objektiv beskrivelse af Liva, fra hun blev indleveret på børnehjemmet. Jeg blev også mundtligt korrigeret, fordi lederen ikke huskede, at Liva var i så dårlig stand, som jeg huskede det.

 Jeg fik af hjertet takket søstrene Maria og Pilar for deres enorme arbejde for både de store og små børn. De er aldeles afgørende i børnenes liv.

Tirsdag den 8. juli 2014.

Ankomsten til Livas børnehjem

Det var fuldstændigt vidunderligt for mig at se, hvordan Liva helt naturligt gled ind i hverdagen på sit gamle børnehjem.

Hun var så indlevende og omsorgsfuld over for de små børn.

For 10 år siden var det Liva selv, der boede der. Liva, der modtog omsorg fra de voksne på hjemmet. Nu har hun glad givet lidt tilbage.

Mit moderhjerte smelter.

Tirsdag den 8. juli 2014

Karl bliver qua sin alder ofte spurgt om noget af peruanerne på spansk. De forstår naturligvis ikke, at han ikke forstår dem.
 
Indimellem bliver vi voksne spurgt, om børnene taler spansk, og de synes det er en skam, at de ikke gør. Endnu.

Jeg er glad for at have adopteret fra et land, hvor det er et af de største sprog, der tales. For dermed er det et sprog, som det er let at få undervisning i Danmark.

Tænk, om det var sådan, at undervisning af adoptivbørn i deres oprindelige sprog blev prioriteret.

Tænk, hvis barnet som adoptionsgave kunne få et e-learning kursus i deres oprindelige sprog. Det, der er den sprogtone, de hørte i moders liv og straks efter fødslen. Før adoptionen.

Sproget er netop adgangen til børnenes første hjemland, til kulturen, til samtalerne.

Herovre har jeg flere gange taget mig selv i at tænke på, hvor lille et sprogområde vi danskere kommer fra.

Liva og Karl er blevet flyttet fra et enormt sprogområde til et lillebitte.

Jeg føler mig faktisk sprogligt fattig, og jeg føler, jeg har været med til at tage et stort globalt sprog fra mine børn.

Selvom Karl kun var 2,5 måned, da vi fik ham, reagerede han med mimik og lyde, når han blev tiltalt på genkendeligt spansk. Når vi forældre talte dansk til ham de første dage, var han næsten udtryksløs.

Liva var som 16 måneder gammel godt i gang med sit spanske. Hun forstod naturligvis mere, end hun kunne udtrykke, men brugte alligevel nogle spanske gloser.

Da vi i sin tid havde valgt, hvilket land vi ville adoptere fra, lærte min eksmand og jeg noget spansk som en slags alternativ fødselsforberedelse. Vi brugte en sommerferie på sprogskole i Barcelona og gik bagefter til intensivt spansk i København.

Vi kunne derfor tale en smule med peruanerne og senere også lidt med Liva. Eller vi kunne i det mindste forstå noget af det, hun prøvede at sige, men dybest set var det manglende sprog til stor frustration for begge parter.

Torsdag den 3. juli 2014

Vi ankom til Livas fødeby efter 11 timers anstrengende bustur, hvor vi nåede op over 4.000 meters højde. Heldigvis har dagene i Arequipa akklimatiseret os, så vi har intet decideret ubehag her 1.000 m højere oppe.

I disse dage er det præcist 10 år siden, vi fik overdraget ansvaret for Liva. Det tog 14 dage her i Peru, før vi fik hende.

Jeg kan genkende så meget efter 10 år. Jeg kunne fx vise vej til den 12 kantede sten og til det hotel, vi boede på i 14 dage i 2004. Jeg gik ind og præsenterede os, og vi fik lov til at gå op på terrassen.

Det er en lille detalje at se hotellet i virkeligheden, men det er en vigtig detalje, som er med til at binde løse ender sammen i Livas fortælling.

Det var nemlig der, vores familieliv begyndte. 

Tirsdag den 1. juli 2014

Jeg havde ikke kunnet få fat i Karls børnehjem hjemmefra, så det var med håbet om, at det ville lykkes at få kontakt, at vi gik derud.

Jeg havde forberedt ham på, at vi måske ikke kunne komme ind, men at vi så måtte nøjes med at se børnehjemmet udefra og opleve hans første hjemby.

Jeg havde heldigvis også forberedt Karl på, at hvis vi kom ind, så ville hele underetagen nok være for mennesker med svære handicaps, det var det i hvert fald i 1999.

Ved siden af hjemmet ligger en mindre katolsk kirke, og de havde netop åbnet porten efter messen, da vi kom søndag formiddag.

Jeg gik hen til præsten og præsenterede os og vores ønske om at besøge børnehjemmet. Han velsignede os alle og fik fat i søster Rozann, der også var i kirken.

Søster Rozann blev naturligvis først overrasket og gav os så en varm velkomst. Hun arbejder nu på Karls gamle børnehjem, og hun taler engelsk, fordi hun er fra Indien.

Der er ikke længere børn på hjemmet, men udelukkende unge og voksne med gennemgribende mentale og fysiske handicaps og ældre. Der bor kun kvinder.

Vi blev vist rundt, og det var meget overvældende og skræmmende for Karl og Liva. Beboerne skreg højt og mærkelige umælende lyde mødte os. En af de unge piger kunne jeg genkende fra dengang, vi hentede Karl. Da lå hun lammet og kunne ikke virre fluerne væk fra ansigtet. Nu sad hun i en kørestol i et hjørne.

Vi gik ind i et mere stille rum, hvor vi kunne tale sammen.

Karls Peru-mor skrev i sin tid et lille brev, som vi fik en kopi af dengang. Jeg spurgte, om det var muligt at se originalen, og om vi kunne få den.

Desværre var alle papirerne fra den gang ikke længere på hjemmet. De var kommet på arkiv i Lima, da hjemmet blev ændret, og drengene og mændene blev overflyttet til Lima.

Søster Rozann fortalte, at det eneste, de havde tilbage, var en bog, hvor alle indbragte børn var registreret. Hun hentede bogen, og det var et meget bevægende øjeblik for mig, da jeg lod fingrene løbe ned gennem siderne.

Vi fandt Karl registreret som barn nummer 610.

Alle børn var udførligt registeret. Mange var registeret som hittebørn. Nogle var blevet lagt ved hjemmet – andre var fundet på gaden. Hittestedet stod detaljeret beskrevet ved fx gadenavne.

Alle oplysninger om barn nummer 610 var fuldstændigt identiske med dem, vi fik for 15 år siden i Danmark.

Og vi har fået alt, der findes. Selvom jeg ikke har været bekymret for det, var det alligevel en lettelse at se den oprindelige registrering.

Madre Teresa ordenen kører hjemmet. Indiske søster Yaya, der var leder i 1999, er nu i Colombia.

Magdalena, der passede Karl var heller ikke længere på hjemmet.

Ganske lidt var dog stadig som dengang: uåbnet legetøj hang højt på væggen til pynt. Vi havde taget LEGO med, men tog det med os igen. Gaven vil i stedet kunne være til gavn på Livas børnehjem.

Mother Teresas ånd hviler tydeligt over hele hjemmet.

Jeg takkede i stor taknemmelighed for det store, meningsfulde arbejde søstrene gør.

Jeg takkede dybt for, at de havde passet godt på Karl de få måneder, han boede der. Søster Rozann takkede herefter straks mig for at passe på Karl.

Resten af dagen var vi meget eftertænksomme og overvældede.

Besøget var både en dejlig og voldsom oplevelse for os alle – en oplevelse som lige skal bundfælde sig.

Søndag den 29. juni 2014

Chimbote by har gjort stort indtryk på mig, for jeg kan genkende det hele!

For en uge siden var det præcis 15 år siden, jeg mødte Karl første gang. Og det er nærmest et deja vu at komme til Chimbote igen.

Chimbote ligger 6 timers kørsel nord for Lima. Vi ankom med natbus kl 6.15, og det var stadig mørkt.

Ligeså snart vi kom ud af bussen, stod der en horde af taxachauffører, som ville tjene en smule penge.

På vej ind til byen med den mikroskopiske taxa kom vi forbi Karls børnehjem, og jeg kunne straks udpege det for Karl. Det har skiftet farve og har fået en ekstra etage på.

Vi har valgt at leje os ind på samme hotel som sidst, men kun for dagen da vi skal tilbage til Lima med natbus i aften. Hotellet er enormt, og det har haft sin storhedstid tidligere. I dag er der mennesketomt – det var der også for 15 år siden.

Lige nu er vi på hotelværelset. Vi kan høre bølgerne rulle ind lige udenfor vores vindue. Stillehavet ser stille ud, men der er enorme bølger.

Føj, her lugter, udbrød Karl. Og det gør der. Byen lugter af fisk. Gammel fisk.
 
Hotelværelset lugter gammelt og hengemt. Jeg husker også denne lugt fra sidst.

Om lidt begiver vi os ud igen. Og vi vil kigge os over skulderen for at føle os sikre.

Sidst vi var her, havde vi vores advokat med. Hun var på vagt hele tiden. Vi tog fx taxa fra hotellet til børnehjemmet. Jeg har fundet ud af, at vi bare skal over pladsen og så er det lige ud. Der er 700 meter.

Jeg er så spændt og en smule urolig. Jeg håber virkelig, vi kan komme ind på Karls børnehjem. 

Torsdag den 26. juni 2014

Carlos, vores advokat i Peru, tog imod os i lufthavnen med to hjemmelavede Dannebrogsflag. Det var dejligt endelig at møde ham.
 
Carlos kørte os gennem byen og langs strandpromenaden til lejligheden i Miraflores. Vi bor på 19. etage med udsigt over Stillehavet.

Trafikken var som jeg huskede den: Meget overvældende – især for Liva og Karl. Larmen er infernalsk i den vågne by.

Alene i Lima bor der mere end dobbelt så mange mennesker som i hele Danmark.

Vi har stillet uret syv timer tilbage. Vi holdt os godt vågne for så hurtigt som muligt at komme på lokal tid, men kroppen ville det anderledes, og vi vågnede midt om natten.

Lima er hyldet ind i hvide og grå nuancer. Himmel og hav flyder farvemæssigt sammen. Vi kan kun ane horisonten.

Legenden siger, at spanierne ønskede at anlægge en ny hovedstad med adgang til havet. De spurgte inkaerne til råds om, hvad der kunne vaere et godt sted. Af alle steder langs Stillehavskysten udpegede inkaerne Lima.

Solen skinner sjældent i Lima, så anvisningen af Lima var de sol-tilbedende inkaers stille hævn over spanierne.

Inkaernes solgud er ikke tilstede i Lima. Lima er et gudsforladt sted, for solen viser sig ikke. 

Onsdag den 25. juni 2014

Endelig er vi i luften og kan ikke andet end at slappe af de næste 10.500 km. Allerede i flyet er jeg blandt en masse peruanere, og jeg føler mig meget bleg.

Der er mange børnefamilier, der skal besøge bedsteforældre i Peru. Liva konstaterer, at det er langt væk at have sin mormor.

Vi får et indblik i, hvor forskellige familieliv, der findes, og flere af dem er spredt ud over hele jordkloden: I går mødte vi fx to søstre, der bor i Canada med deres mor, mens deres far bor i Danmark.

Halvvejs siger Karl, at det er ærgerligt Peru ligger så langt væk. Og ja, det havde været meget nemmere, hvis det ikke gjorde. Så kunne vi komme dertil oftere.

Flyveturen er behagelig, og vi får endda serveret is. Børnene ser film. Begejstringen vil ingen ende tage, da børnene efter det store Atlanterhav får øje på Amazonas, og floden som bare snor sig i det grønne landskab.

Tættere på Lima passerer vi Andesbjergene. Nu er vi her!

Har du spørgsmål eller kommentarer til Kirsten List Larsens blog, er du velkommen til at skrive til journalist Joanna Vallentin på vallentin@k.dk

Billeder fra rejsen: Liva og Karl står bag den gule bil. Privatfoto
Fra Karls børnehjem. Privatbillede