Da jeg blev student fra Viborg Katedralskole i 1988, var der et helt klart budskab til os unge fra alle sider: Det dummeste, vi kunne gøre, var at få børn, stifte familie for tidligt og binde os for hurtigt. Vi skulle derimod sørge for at opleve mest muligt af verden, og vi kvinder skulle få os en uddannelse, så vi kunne blive uafhængige af en mand. For med en karriere ville porten til paradis åbne sig, lød det. Det var ikke kun fra skolens side, at dette budskab overdøvede alle andre. Det lå i hele tidsånden.
Mine forældres generation og ikke mindst kvinderne, som havde været med i 68-oprøret, syntes, at deres døtre skulle realisere sig selv og gøre alt det, de ikke selv havde kunnet gøre. Så det var det skub, vi fik med på vejen. Den parole, der lød, da vi skulle ud i verden. Vi måtte godt finde en kæreste, men kun for sjov. Vi skulle ikke tænke over ægteskab og familie.
I dag, 25 år senere, tænker jeg, at hele min generation blev totalt narret. Vi blev prøveklud for 68-oprørets idealer. Snydt for det, som er livets allervigtigste værdi, nemlig at få en familie. Vores evne til at indgå i dybere relationer blev ødelagt fra starten, fordi vi ikke tog partneren alvorligt. For det var jo bare for sjov. En partner kunne man skifte ud, når man begyndte at kede sig, og ofte fandt man sammen i en feststemning med rusmidler helt uden at tænke over, om man passede sammen og måske kunne blive livspartnere.
Vores forældre gav os helt sikkert disse råd i god tro. Men jeg synes, min generation har betalt en utrolig stor regning i og med, at mange af os slet ikke har fået de familier, vi gerne ville have haft. Vi kom simpelthen for sent i gang.
Den største fejltagelse, jeg har begået i mit liv, er, at jeg ikke fik børn noget før. Jeg var 30 år, da jeg fik min søn. Hvis jeg kunne leve mit liv om, er det den primære ting, jeg gerne ville ændre. Men jeg var skrækslagen for at få et barn op gennem 20’erne, fordi jeg var blevet hjernevasket med, at det ville ødelægge alting. Og jeg troede, at en familie alligevel bare ville komme dumpende af sig selv senere. Forstod ikke, at det er noget, man skal arbejde for, tænke over, opsøge og forsøge at få til at ske.
Derfor bekymrer det mig at se, at rigtig mange unge i dag lever efter samme livsmønster, for tidsånden har stort set ikke ændret sig. Mange unge i dag lever jo i en sindssyg ruskultur, hvor hver weekend bare handler om at drikke hjernen ud. I den tilstand er man slet ikke i stand til at vurdere, hvad det er for nogle relationer, man har, fordi man lever i en virkelighedsflugt. Man kommer ikke ind til kernen i, hvad der gør en glad som menneske. Medierne skubber til den samme udvikling. Et program som ”De unge mødre” er nærmest et freakshow, som skandaliserer det at få børn tidligt og gør det endnu sværere for unge at træffe netop den beslutning. Det, synes jeg, er enormt synd. Unge i dag snyder sig selv på samme måde, som min generation gjorde dengang.
Derfor har jeg ét råd til alle jer studenter, der nu skal ud at stå på egne ben i livet: Skynd jer at få børn, og byg en familie op. Også selvom I vil i gang med at studere, for man kan sagtens tage en uddannelse og passe en familie på en gang. Når man får børn, finder man ud af, at noget er vigtigere end en selv. Det gør, at man sætter hverdagen i system på en helt anden måde, end når man bare bor på kollegie og fester og sover længe. Det er helbredende at være tvunget til at tage ansvar for andre og føle, at noget er vigtigere end en selv. Det er rigtig sundt for alle, der er vokset op i den her overforkælede kultur, hvor vi har så meget tid til at tænke på os selv.
Og det vil også gavne samfundet som helhed. Jeg tror, at en af grundene til de mange skilsmisser herhjemme er, at vi ødelægger evnen til at skabe dybe relationer, fra vi er helt unge, fordi vi lever i den her kultur, hvor vi ikke behøver at tage ansvar for noget. Vi tror hele tiden, at noget andet er vigtigere end de dybe stabile relationer. Men de fleste mennesker fungerer nu engang bedst i fællesskaber og bliver ensomme uden.
Familien er et minisamfund, hvor vi lærer at elske og lærer, hvordan vi skal opføre os over for andre mennesker. Familien er en slags kærlighedsskole på godt og ondt, hvor børn får deres første lektioner i, hvad kærlighed er og kan være. Vi ved fra psykologer, at det plager folk resten af livet, hvis de har manglet kærlighed i deres opvækst. Derfor er det så enormt vigtigt, at familierne fungerer. Staten vil aldrig kunne erstatte familiens funktion og den autenticitet og ægthed, der ligger i familien. Familien er samfundets kernemateriale, og bliver den ødelagt, går samfundet i opløsning. Så vil man have velfungerende borgere, skal man sørge for, at familierne bliver sammen. Og vil man have et velfungerende liv, skal man tage det alvorligt at skabe sig en familie tidligt.
Det kan I stadig nå, kære studenter, og det er mit bedste råd til jer. Tag det seriøst allerede nu, for I vil fortryde det senere, hvis ikke I gør det.
Artiklen er skrevet og bragt første gang 19. juni 2014