Indtil for to år siden arbejdede 30-årige Oriy Saori på en tegnestue som arkitekt, og i weekenderne satte hun gang i Tokyos mange fester som en af de få kvindelige DJ'er i milllionbyen.
Men da Oriy Saori blev gravid, måtte hun opgive begge job. Og hendes lille familie lever i dag af ægtemandens kokkeløn samt bedsteforældrenes månedlige tilskud.
Den veluddannede husmor gør sig ikke nogen forhåbninger om at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, før hendes datter er klar til at gå i skole. Det er nemlig umuligt at få en plads i en af hovedstadens få institutioner.
”Jeg har prøvet, men det kan ikke lade sig gøre,” siger hun.
Oriy Saori er langtfra den eneste japanske mor med dét problem.
De japanske myndigheder mener, at ventelisterne til de fleste daginstitutioner i Tokyo er på tusindvis af navne, og premierminister Shinzo Abe har efter pres fra de japanske familier lovet at oprette flere daginstitutioner.
Men indtil videre bliver det kun til 200.000 nye pladser i hele Japan inden 2015. Og det er langtfra nok.
Sammenligner man med Danmark og andre vestlige velfærdsstater, har japanerne meget få politikker inden for det familie- og ligestillingspolitiske område og bruger minimale midler på offentlige institutioner til små børn.
I Japan udgør de samlede offentlige udgifter til børn mellem 0-6 år således under 0,4 procent af BNP, mens udgifterne til børn i Danmark udgør over 1,4 procent af BNP.
Samtidig er Japan det land i OECD, der har de laveste udgifter til børn under tre år.
Det har store konsekvenser for kvinder som Oriy Saori – og især for deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Kvinders arbejdsliv har groft sagt samme form som et skævt M, fortæller den japanske sociolog Akiko Iwama fra Rikkyo Universitet i Tokyo.
Det peaker i 20'erne, hvor mange bliver færdiguddannet og kommer ind på arbejdsmarkedet, falder med et brag, når de bliver gift i slutningen af 20'erne eller i starten af 30'erne - og stiger så ganske lidt igen sidst i 40'erne.
"Ægteskab betyder, at kvinder må opgive deres egne drømme - og ofte også deres sociale liv - for at vie resten af deres liv til rollen som hustru og mor. Og det vil mange unge kvinder i dag gerne udskyde, så længe de kan," siger Akiko Iwama.
Hun er selv midt i 30’erne og en del af det, som den japanske regering betegner som en voksende epidemi.
Hun er nemlig single.
De seneste tre årtier er andelen af singler i Japan vokset eksplosivt, og flere og flere kvinder helt op i 30'erne lever uden en mand ved deres side. Det var ganske uhørt i Japan for bare et par årtier siden.
Set med vestlige øjne er en veluddannet kvinde som Akiko Iwama et produkt af en hård ligestillingskamp. Men i det konservative Japan er kvinder som hende en trussel mod ikke bare familien, men også mod samfundet, og de får derfor skylden for landets dramatisk lave fødselstal, der er blandt de laveste i verden.
Som minister Hakubun Shimomura fra det Liberaldemokratiske Parti har udtalt, så vil problemet med det lave fødselstal “løse sig selv, hvis bare kvinder accepterer, at de skal gå hjemme og opdrage børn".
Han er ikke alene om at grue for Japans fremtid. Om bare 1.000 år mener flere eksperter, at den japanske befolkning vil være udslettet på grund af det voldsomt faldende befolkningstal, som forventes at falde fra 128 mio. til 45 mio., inden vi træder ind i år 2100.
En af Japans førende økonomer, Toru Sozuku, fortæller, at fødselstallet i Japan har ligget på under 1,3 i over 16 år. Sidste år blev der født det laveste antal børn i Japan siden 1899 - nemlig 1.029.800 børn.
“Og det er langtfra nok til at holde befolkningstallet oppe,” siger han.
Men ikke nok med det: Mens andelen af solgte babybleer er styrtdykket, er salget af voksenbleer vokset eksplosivt. Japan er nemlig samtidig det land i verden, hvor andelen af ældre mennesker vokser hurtigst og udgør den største del af den samlede befolkning.
Disse to ekstreme demografiske tendenser presser i den grad den skrantende, japanske velfærdsstat. Toru Suzuki er dog ikke den eneste økonom i verden, der med bekymret mine følger sit lands befolkningsudvikling. Der er også problemer hjemme i Europa: Der bliver ikke født nok børn, og andelen af ældre lægger et hårdt pres på de enkelte landes finanser.
Men mens man i flere EU-lande satser på at investere i familien – blandt andet via offentlige pasningsmulighed for børn og generøse barselsordninger – har den japanske regering valgt at investere størstedelen af deres velfærdsydelser i de ældre.
70 procent af Japans udgifter til velfærd går således til ældrepleje, mens mindre end fem procent er sat af til børn og familier.
Men skævvridningen af ydelserne har ikke kun konsekvenser for kvinderne. De japanske mænd lider også: Som eneforsørgere er de nemlig ofte under hårdt pres for at tjene penge nok til hele familien - og mange bukker under undervejs.
Karoshi - som oversat til dansk betyder 'død på grund af overarbejde' - er derfor en ganske velkendt dødsårsag blandt mænd i Japan.
Det brutale arbejdsliv er ifølge fagfolk også en af hovedårsagerne til, at Japan har en af verdens højeste selvmordsrater, og oftest er det mændene, der ikke kan se nogen anden udvej end at tage livet af sig selv.
Men arbejdslivet har også konsekvenser for familien. Som 64-årige Akio Kumanochi, der er ingeniør og far til to voksne børn, fortæller:
"Som far ville jeg gerne have lært min søn og datter bedre at kende. Vi har aldrig været sammen mere end et par minutter om dagen,” siger han.
Ifølge ham burde regeringen investere mere i de unge familier:
“Hvis vi kan hjælpe de unge med at få familie og arbejde til at gå op, så vil jeg gerne betale mere i skat," siger han.
Men sådan en udtalelse vil mange andre japanere rynke på næsen af: Normen i Japan er nemlig, at familien – underforstået kvinderne - må klare omsorgsopgaverne i hjemmet. For at forstå det, er man nødt til at vide, at velfærdsstater grundlæggende er bygget op forskelligt.
Kort sagt kan man spørge sig selv, hvem man som borger læner sig op ad, når man har problemer: Hvem hjælper, når du bliver syg eller mister dit job?
I Danmark er svaret staten, i USA er det markedet. Og i Japan er det familien.
Samtidig er det konservative Japan kun tilhænger af én familiemodel – og ikke 37 som i Danmark – og det forventes, at kvinder passer deres børn i hjemmet.
”Ofte lever kvinder en meget isoleret tilværelse derhjemme, og de er meget ensomme,” fortæller forfatter og journalist Sumie Kawakami, der har skrevet bogen Goodbye Madame Butterfly, hvor en række japanske kvinder fortæller om deres ægteskab.
Ifølge hende har de manglende institutioner for børn også en anden slagside: Japanske børn bliver nemlig ikke socialiseret, da de ikke ser andre end deres mor i hverdagen.
Ifølge sociologer er den manglende socialisering af børnene mellem 0-6 år årsag til en ekstrem høj grad af social isolering blandt unge japanere – især mænd.
Samtidig er adskillelse af kønnene i barndomsårene også medvirkende til, at mænd og kvinder har svært ved at finde sammen i voksenlivet og danne familie: For eksempel har over halvdelen af de 18-34-årige japanske mænd og kvinder aldrig haft et forhold til en fra det andet køn. Ej heller blot et venskab.
Ifølge en af verdens mest anerkendte økonomer, amerikaneren og Nobelprismodtageren Gary Becker, skyldes de lave fødselstal i lande som Japan hovedsageligt, at omkostninger ved at få børn er alt for store for kvinder.
Hvis japanerne vil overleve som befolkning, er landet kort sagt tvunget til at investere mere i familien - og særligt de yngste borgere.
Gør de det, vil det ikke kun gavne familierne: Beregninger viser, at hvis den japanske regering gav kvinder mulighed for at arbejde på lige fod med de japanske mænd, ville det udligne landets enorme offentlige gæld i form af en øget skattebetaling.