Litteratur skal styrke socialt udsatte

Nyt bibliotek skal hjælpe hjemløse misbrugere, psykisk syge og andre socialt udsatte til at finde ro og fællesskab gennem litteraturen. Bøgernes verden kan udvide horisonten for en gruppe, hvis muligheder er begrænsede 

Forsorgshjemmet Skansegården stiller i samarbejde med Hillerød Bibliotek bøger til rådighed for hjemløse misbrugere, psykisk syge og andre socialt udsatte, der ofte har meget lidt kontakt med litteraturens verden.
Forsorgshjemmet Skansegården stiller i samarbejde med Hillerød Bibliotek bøger til rådighed for hjemløse misbrugere, psykisk syge og andre socialt udsatte, der ofte har meget lidt kontakt med litteraturens verden. Foto: Mikkel Østergaard.

Der er både kærlighedshistorier og krimier på hylderne, når et af Danmarks første biblioteker for socialt udsatte åbner i dag.

På hylderne kan hjemløse og misbrugere i Hillerød Kommune nu finde titler af både Kim Leine, Kasper Colling Nielsen og masser af lydbøger og spændingsromaner. Udvalget er lige så bredt, som kundegruppen er varieret.

Det er forsorgshjemmet Skansegården, der henvender sig til hjemløse misbrugere, psykisk syge og andre socialt udsatte, der nu stiller bøger til rådighed for en gruppe, der ofte har meget lidt kontakt med litteraturens verden. Initiativet, der er et samarbejde mellem Hillerød Bibliotek og Skansegården, ønsker at gøre litteraturen tilgængelig på læsernes egne præmisser.

”Litteraturen skal være tilgængelig, hvis man vil have folk til at læse. Vi udlåner mobile biblioteker til arbejdspladser og deler bøger ud ved dørene i udvalgte bydele. Ønsket er at tilbyde litteratur, som vi ved, læserne er interesseret i,” siger projektleder og litteraturformidler Thorbjørn Zeuthen Tirsted.

Biblioteket for socialt udsatte er et led i den landsdækkende læsekampagne ”Danmark Læser”, hvor tolv modelkommuner landet over konkurrerer om at vække læselysten hos de befolkningsgrupper, der sjældnest læser skønlitteratur.

”Vi ønsker at vække læselysten hos de socialt udsatte og dermed give dem et bredere perspektiv på verden. Litteraturen kan vise dem, at der er mange måder at leve sit liv på, og at ingen livsformer på forhånd er rigtige eller forkerte. I bøgerne kan de udsatte møde folk, som selv kæmper med misbrug eller omsorgssvigt,” siger Thorbjørn Zeuthen Tirsted.

TemaSocialt udsatte 

På Skansegården mener souschef Anne Krarup, at beboernes møde med skønlitteraturen både kan have en pædagogisk og social effekt.
”En god lydbog kan hjælpe den psykisk syge i svære nattetimer, hvor søvnen ikke vil indfinde sig. Et digt til morgenmaden skaber rum til fælles refleksion eller latter over, at ingen af os forstår, hvad digtet mon betyder. Vi håber, at både beboere og medarbejdere vil opleve, at litteraturen får os til at hænge bedre sammen som individer og i fællesskabet,” siger Anne Krarup.

At bøger kan berige fællesskaber kan cand.mag. i litteraturvidenskab Rachel Röst nikke genkendende til. Hun er projektleder for initiativet ”Læs for Livet”, der samler bøger ind til udsatte børn og unge på asylcentre, døgninstitutioner og børnehjem.

”Litteratur skaber nogle rammer for en samtale, der er personlig og intim uden at gå for tæt på. Læsegrupper har en forstærkende effekt, som gør, at man læser mere, når man læser sammen,” siger Rachel Röst.

Hun mener, at litteraturen har en horisont-udvidende funktion for socialt udsatte.

”Socialt udsatte er måske en af de grupper, der har de dårligste odds for uddannelse. Verden er lille, hvis man lever på kanten af samfundet. Man har få penge og færdes inden for et begrænset geografisk område. Litteraturen er en måde at udvide sin verden på og rejse til mange forskellige verdener og giver samtidig en mulighed for at sætte ord på følelser, som kan være svære at tale om,” siger Rachel Röst.

Skansegården og Rachel Röst er ikke de eneste, der har beskæftiget sig med litteratur for mennesker på kanten af samfundet. I 2011 sendte DR litteraturprogrammet "Læsegruppen Sundholm", hvor hjemløse fra herberget Sundholm i København mødtes og diskuterede litteratur. Journalist og programchef på Radio24syv Mads Brügger, der stod bag konceptet, forklarer, at programmet var et socialt eksperiment, som ifølge ledelsen på aktivitetscenteret Sundholm på Amager var dømt til at mislykkes.

”Lederen af Sundholm troede ikke, at det kunne lade sig gøre. Han mente, at succeskriteriet for programmet var, at brugerne levede to uger længere, end de ellers ville. Sundholm er ofte det sidste stoppested for socialt udstødte mennesker i København, og mange af de hjemløse lever fra time til time. Både han og vi var dybt overrasket over at se brugernes glæde og stolthed over at læse en bog,” siger Mads Brügger, der var vært på ”Læsegruppen Sundholm”.

Programmet ændrede seernes syn på, hvad socialt udsatte på samfundets rand egentlig er i stand til at præstere.

”Projektet var med til at bryde fordomme ned. Seerne og brugerne selv blev overrasket over, hvor meget de egentlig kunne præstere. En af deltagerne blev så begejstret for Henrik Nordbrandt, at han gik rundt i byen med bogen i baglommen og læste højt fra den i venners lag. Han var i konstant samtale med den bog,” siger Mads Brügger.

Både han og makkeren Michael Bertelsen ville gerne fortsætte programserien, men fik ikke opbakning til det fra Danmarks Radio. Erfaringerne fra programmet har Mads Brügger taget med sig:

”Det var en succesoplevelse for denne gruppe at læse en bog og forstå den. Vi troede, de ville styrte ud og sælge bøgerne, men i stedet knyttede de sig til dem.”