Kære mamma
Ja, det er jeg nødt til at sige: ”Mamma”. ”Mor” ville være som at blive Des med dig. Selv i dette offentlige rum, hvor jeg nu er blevet bedt om at holde en tale til dig og har været så dum at sige ja. For hvor meget kan man sige i et offentligt rum? Ikke nær så meget, som man gerne ville. I det hele taget kan man i en tale slet ikke sige bare i nærheden af alt, hvad man skylder at sige til sin mor.
Når det kommer til det stykke, bilder jeg mig ind, at de fleste mennesker har en selv-spærret konto, hvorpå der står alt for mange gode ord til mor og far, som af den ene og den anden grund aldrig kommer i omløb. Eller først for sent, når man ligger under seks fod jord.
Nå, men det var det med ”mamma”. Det norske ”mamma”. Ikke det fisefornemme, franske ”mama”, men det på én gang stoute, alvorstunge og runde, lyslette norske mamma. Du har begge dele i dig.
Stoutheden finder jeg overalt hos dig. Du kom med i modstandsbevægelsen, længe før du havde stemmeret. Og siden har du på så mange måder haft mod til gøre og sige det, der skulle gøres og siges, uanset at det kunne koste. Liv og tro er alvor.
Du turde være mur for os børn. En mur bygget af stærke holdninger. Den mur kunne vi slå os på og slå på. Du har måttet høre på lidt af hvert fra os. På den måde var der højt til loftet derhjemme. Min kone husker fra vores første kærestetid forskrækkelsen over den meget ligefremme tone overfor dig derhjemme. Jeg tror, det var vores ”teenageoprør”.
Vi forblev hjemmets holdninger tro, men du fik jævnligt – og får stadig - det glatte lag. Endda du i mange år blev alene om at være mur, efter pappas død. Dér var du stout som aldrig før. Alene med syv børn, seks af dem hjemmeboende. Du blev stående på begge ben. Selvom sorgen var ved at kvæle dig. Det forstod jeg ikke dengang. Det gør jeg nu, efter at have mødt den så mange gange som præst.
Det runde og lyslette har du båret med dig hele vejen. Følelsernes lethed, begejstringen, den uafladelige strøm af overdrevent rosende ord til dine børn, naiviteten, den ukuelige optimisme, humoren og de indimellem ustyrlige latteranfald. Og den dejligt enkle, ligefremme tillid til Gud.
Jeg møder en del mennesker rundt om i landet, som spørger, om jeg er Beate Højlunds søn? På bekræftelsen følger en strøm af beundrende ord over dig, og jeg føler mig nærmest lidt pinlig til mode over, at jeg ikke stemmer i. Næsten undskyldende siger jeg med et skævt smil: ”For mig er hun bare min mor”. ”Bare” - det er ikke bare ”bare” at være mor. Men i ”bare” ligger den nødvendige frihed. Beundringen kræver distancens naive blik. En form for ”uskyld”. En uskyld, som vi umuligt kan opretholde i forhold til hinanden, fordi distancen ikke er der. Vi skylder hinanden for meget.
Derfor tør jeg godt sige det på denne måde: Du har ikke bare ikke været en perfekt mor. Til det vil du uden tøven nikke kraftigt. Men vanskeligere: Du har ikke været god nok. Du har gjort det så godt, du kunne. Og det er ikke godt nok.
Den sidste sætning rummer friheden. Friheden for dig og for os børn. Det er let nok at sige: Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Men det er også gratis omgang.
Det friholder os, når vi siger det som forældre. Vore børn må pænt have os undskyldt, for vi har gjort det så godt, vi kunne. Jeg øver mig selv i forhold til mine egne børn i sidste del: og det er ikke godt nok.
I den erkendelse ligger kimen til den virkelige frihed. Derved har vi nemlig for alvor taget skylden på os og kan for alvor blive sat fri. Og især: Vi kan sætte børnene fri fra os.
Tak for at du har sat mig fri.
Du nærmer dig stærkt 90 år. Jeg har før sagt til dig, at jeg bliver fornærmet den dag, du dør. 90 år er for alt for lidt.
En mor burde have evigt liv. Det har du så også. Men ikke på denne jord. Jeg vil øve mig i at være nøjsom. Og i at glæde mig til den nye jord.
Henrik Højlund