Trods FN's fordømmelser og pave Frans højlydte bekymringer er der intet, der tyder på, at udrensningerne af kristne i Irak vil stoppe.
For selvom både Vesten og de arabiske lande bærer et ansvar, er tilstandene i landet så kaotiske, at det er tæt på håbløst at vende udviklingen.
Det vurderer Andreas Bandak, antropolog og adjunkt ved Københavns Universitet, som har forsket i de kristne minoriteter i Syrien og følger udviklingen i Mellemøsten.
”Jeg vil ikke entydigt sige, at situationen er håbløs. Men der er i høj grad et underskud af håb, når vi taler om de kristne i Irak og til dels Syrien."
Kristendommens historie i Irak går tilbage til det første århundrede efter Kristi fødsel, men den kristne befolkning er hastigt svindende. Titusinder af kristne irakere er flygtet fra deres hjem, siden den islamistiske terrorgruppe Islamisk Stat (IS) tidligere på måneden indtog en række byer i landet.
De kristne risikerer dødsstraf, hvis de ikke enten konverterer til islam eller betaler en særlig skat for at være kristne.
Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, er en syrisk-ortodoks kirke i storbyen Mosul blevet forvandlet til en moske, mens en anden kirke er blevet brændt. IS har desuden overtaget et kloster fra 200-tallet og fordrevet munkene.
Grundlæggende har det irakiske styre ansvaret for at beskytte sine mindretal, men når det ikke er i stand til det, er det principielle spørgsmål, hvem der så har ansvaret, siger Andreas Bandak. Og svarer selv på spørgsmålet:
”Der påhviler både Vesten og den arabiske verden et ansvar. Det ville klart være ønskværdigt, hvis Vesten kunne gribe ind,” siger han.
"Men det er enormt svært at gribe ind udefra i et land som Irak, der er gået fuldstændigt op i limningen. Risikoen ved at intervenere er også, at de kristne bliver betragtet som værende i ledtog med Vesten og dermed bliver et endnu mere legitimt mål for skruppelløse grupper som Islamisk Stat."
Andreas Bandak peger på historiske fortilfælde, hvor man fra Vestens side har grebet ind og beskyttet minoriteter til stor harme for muslimer. I tiden efter Første Verdenskrig stod Frankrig for eksempel som den vestlige magt, der ville beskytte de kristne i Syrien og Libanon. Men det var ofte en del-og-hersk-politik på bekostning af muslimer, og det gav grobund for stor utilfredshed.
"Vælger man kun det spor, er der risiko for, at det ikke forandrer noget på sigt, men tværtimod giver bagslag,” siger han og henviser til de amerikanske og britiske troppers invasion af Irak i 2003:
”En af de store udfordringer med koalitionens indtog i Irak var jo, at man nok var i stand til at fjerne Saddam Hussein, men ikke havde gjort sig klart, hvad man stillede op bagefter.”
Før den amerikanske invasion i Irak i 2003 var der omkring halvanden million kristne i landet. Siden har krig og sekteriske spændinger sendt mange på flugt, og i dag er der anslået 400.000 kristne tilbage i Irak. Med IS' terror og fremrykning bliver tallet stadig mindre.
En mere langsigtet mulighed er derfor, at Vesten lægger pres på de arabiske lande i forhold til mindretalsbeskyttelse, påpeger Andreas Bandak. Den arabiske verden skal involveres, hvis der skal blive tale om en egentlig løsning på problemerne for Iraks kristne, betoner han.
"Problemet er bare, at der ikke er en central administration i Irak, der har mulighed for at beskytte borgerne. Og når faren kommer mange forskellige steder fra, og de kristne ikke har stærke alliancer, vil de ende som dem, der sidder i saksen,” siger han og tilføjer:
"Så vi er faktisk ved at være dér, hvor vi risikerer, at løbet er kørt for de kristne i Irak."
For mange irakere er der måske kun flugten eller udvandringen tilbage.
Frankrig har netop bebudet, at man vil tage imod kristne flygtninge fra Irak. Herhjemme har regeringen ikke planer om at ændre asylpraksis for fordrevne irakere, skrev Berlingske Nyhedsbureau i juni.
At tage imod kristne asylsøgere løser dog også kun en del af problemet, fortæller Andreas Bandak.
"At tilbyde asyl som det foreslås fra fransk side kan måske umiddelbart afhjælpe problemet for irakiske kristne som enkeltpersoner og familier. Og er de truet på livet, vil dette for mange være at foretrække," siger han.
"Men samtidig vil den mulighed risikere at accelerere tendensen til, at kristne forsvinder fra Irak, hvilket ikke er det, de irakiske kirker ønsker - men det, Islamisk Stat jo netop ønsker. Hvis denne model vælges, så kræver det, at man gør sig klart, at det formentlig bliver vanskeligt for de irakiske kristne nogensinde at vende tilbage igen."