Jeg er opvokset i en helt almindelig kernefamilie i et parcelhuskvarter i Korsør. Mine forældre var skolelærere, da jeg var barn, og jeg boede sammen med dem og min søster og bror.
Den vigtigste værdi i min familie er fællesskab. Mine forældre har altid lagt enormt meget vægt på, hvordan man fungerer i et fællesskab. De var begge lærere, hvilket har givet dem et fokus på, at det hele ikke skal handle om ”mig, mig, mig”. Jeg synes, jeg bruger den værdi i alle sammenhænge i livet - også i forhold til mine egne børn. For hvis man lærer fra barnsben, hvordan et fællesskab fungerer, så får man også plads til at lade sig begejstre over andres succes.
Vi levede et frit liv som børn i mit barndomshjem. Vi vidste altid, hvor vores forældre var, og hvor vi kunne få fat på dem, hvis vi havde brug for dem. Vi legede meget på vejen og i de naturområder, der var omkring, hvor vi boede. Det var en enorm stor frihed, at der ikke altid skulle være voksne inde over alt det, vi lavede.
Jeg har et tæt forhold til begge mine forældre og har dem også boende tæt på mig i dag. Det er svært at forklare, hvad de betyder for mig, uden at blive sentimental. De betyder bare rigtig meget for mig, og jeg ser dem ofte og snakker også tit i telefon med dem.
Vi har aldrig været særlig meget til højtider, så fest i min familie kan være, at vi tager fire dage til Lalandia. Jeg synes, det er en fed måde at være sammen på, fordi vi vågner op med hinanden hver dag. Det sker et eller andet med den måde, vi er sammen på, når det ikke bare er en eftermiddag eller en aften. Det giver et nærvær på en anden måde. Så render vi og spiller fodbold og griller om aftenen.
Mine lykkeligste familieminder er fra campingferier rundt i Europa. Vi havde ikke råd til meget dyre ferier, så vi tog på campingferie om sommeren. Så spændte vi campingvognen bag på familiens ældgamle Opel Rekord og kørte sydpå. Vi oplevede alt mellem himmel og jord, og vi havde tid til at være sammen med hinanden og dele oplevelserne.
Hver generation har deres måde at gøre tingene på. Det, man synes, er vigtigt i den ene generation, forandrer sig i den næste generation. På den måde er der nogle ting, der har været meget vigtig i min opdragelse. For eksempel har mine forældre været gode til at være konsekvente og tydelige i deres måde at være omkring os børn på. Og det giver en enorm stor grad af tryghed. Det tager man jo med sig videre i livet. Især nu hvor jeg selv har børn, reflekterer jeg meget over det.
Det er vigtigt for mig at opdrage mine børn til at kunne fungere i et fællesskab. Vi har jo hver især vores værdisæt, som vi prøver at give videre til vores børn. Det, der bringer mig størst glæde, er, hvis jeg kan se mine børn trives med deres venner. Det, der kan få mig til at ligge søvnløs, er tanken om, hvis de bliver skubbet ud af det fællesskab, de er en del af. Man ved jo, hvor dybe spor det kan sætte. Jeg tror på, at det at lære børnene, at de er en del af et fællesskab, er helt afgørende for, at de kan begå sig i deres nære venskaber – og for sammenhængskraften i samfundet. Det er lige præcis dér, at familieværdierne går igen.
