Amerikanske forældre skal tale med deres børn om sex

Holdningen til, hvorvidt forældre skal tale med deres børn om sex, er begyndt at ændre sig i USA. Ifølge en ny undersøgelse kan udviklingen have en positiv indflydelse på de unges seksuelle adfærd

Amerikanske forældre skal tale med deres børn om sex

"Hvor kommer babyerne fra?!"

Det er et spørgsmål, som mange børn nysgerrigt stiller de voksne, når det går op fra dem, at vi mennesker kommer et eller andet sted fra.

Nogle forældre tegner og fortæller, læser op fra bøger om befrugtning og forsøger på ærlig vis at fortælle, hvordan en enkelt lille sædcelle kan blive til et levende barn.

Andre mærker varmen stige op i kinderne og vælger enten at ignorere spørgsmålet eller bede barnet beskæftige sig med noget andet.

Ifølge terapeut og foredragsholder Airial Clark, der har en master i sexologi fra San Francisco State University, reagerer størstedelen af de amerikanske forældre på denne måde - med tavshed og ignorering - og mange opfatter det som skamfuldt og pinligt, at deres børn bringer emnet på banen.

Det sker blandt andet, fordi forældrene er bange for, at børnene bliver skadet af at vide for meget om deres seksualitet.

"Mange forældre tror, at de beskytter deres børn ved at tie. Blandt andet fordi mange konservative i USA - blandt andre den tidligere præsident George W. Bush - mener, at seksualundervisning er decideret farligt, og at det er bedre at fastholde børns uvidenhed om køn og seksualitet," siger hun. 

Bush-administrationen skar ned i støtten til seksualundervisning og støttede kun programmer, der talte om seksuel afholdenhed. Men erfaringen viste, at det kun fik antallet af teenagegraviditeter til at stige, så da Barack Obama blev præsident, øgede han igen støtten til seksualundervisningen, hvilket flere iagttagere mener er årsagen til det faldende aborttal i USA. 

Ifølge Airial Clark viser dette tydeligt, at strategien med ikke at oplyse børn og unge om sex ikke er den rigtige vej at gå - heller ikke hjemme i familien:

"Den forfejlede opdragelse fører kun til et stort antal uønskede teenage-graviditeter, høje abort- og voldtægtsrater, uvidenhed om homoseksualitet og en meget seksuelt frustreret ungdom, der ikke har fået den viden, som de har brug for for at udvikle et sundt forhold til deres krop og seksualitet," fortæller hun.

Noget tyder da også på, at der er ved at ske et holdningsskred i flere amerikanske familier, og et begreb som sex positive parenting er begyndt at dukke op i de amerikanske medier, som for tiden diskuterer emnet heftigt.

Airial Clark ser udviklingen som en modreaktion på den puritanske og moralske fordømmelse af unges seksualitet, som har præget den amerikanske kultur i mange år.

"Sex positive parenting betyder kort fortalt, at man som forælder prioriterer sit barns seksuelle sundhed på samme måde, som man også prioriterer deres mentale og fysiske helbred. Målet er at normalisere emnet og skabe tryghed omkring det snarere end at skandalisere det og give børnene skamfølelse, når de spørger ind til det," siger Airial Clark og tilføjer, at der også er kommet meget mere viden på området end tidligere, og at flere blogs og artikler nu videregiver oplysninger om sikker sex, homoseksualitet, onani og prævention. 

Ny forskning viser da også på, at det har en positiv effekt, at forældre taler med deres børn om deres krop og seksualitet.

En ny undersøgelse fra Georgetown Universitet konkluderer, at antallet af uønskede graviditeter, aborter og seksuelt overførte sygdomme mindskes markant, når børn taler med deres forældre om seksualitet og samtidig lærer om køn og befrugtning i skolen.

Professor Victoria Jennings, der er direktør for Institute for Reproductive Health ved Georgetown Universitet, siger til Chicago Tribune, at undersøgelsens resultater bør få amerikanerne til at overveje, hvordan de taler med deres børn - og hvordan skoler og institutioner underviser i emnet.

"Man skal hjælpe børn med at udvikle et sundt selvværd," siger hun til avisen.

"Og vi skal ikke kun fortælle om familieplanlægning, prævention og HIV. Vi skal også fokusere på at børnene udvikler et sundt liv med et sundt forhold til dem selv og andre."

Sexolog Airial Clark ser det som en meget positiv ting, at flere amerikanske forældre er begyndt at håndtere spørgsmål fra børn om seksualitet og befrugtning på en mere tolerant måde.

"De amerikanske forældre er i gang med at kræve deres ret til at opdrage og undervise deres børn, og de vil ikke finde sig i, at deres børn bliver misinformeret i skolen. Samtidig er denne generation af forældre også mere tolerante over for homoseksualitet, og de ønsker at støtte deres børn - uanset deres seksuelle orientering - på en måde, som tidligere generationer aldrig har gjort," siger hun.

Lea Grover er en af amerikanske mødre, som for nylig har valgt at tage bladet for munden og tale åbent med sine børn om køn og seksualitet. 

Huffington Post blogger hun om, hvordan hun lærer sin datter ikke at røre ved sig selv ved middagsbordet - og om hvorfor hun synes, det er vigtigt, at hendes børn får et godt og sundt forhold til deres egen krop og seksualitet.

I USA har Lea Grovers åbenhed og udtalelser vakt enorm debat. Hvilket ifølge hende selv er et udtryk for, at man i USA har udviklet en kultur omkring børns nysgerrighed for deres egen krop og seksualitet, "der er så angst for pædofili, at det har skabt en massiv tavshed blandt de voksne".

"Men at lyve overfor dine børn om sex hjælper ingen," siger hun og understreger, at fortielse og løgne om sex kun fører til forvirrede teenagere, der ikke kender deres egen krop og dermed kan sætte grænser for, hvad de har lyst til - og vigtigere endnu: Hvad de ikke har lyst til.
 

Her fortæller den amerikanske terapeut Melissa Lopez fra Center for Sexual Pleasure and Health mere om fænomenet "sex positive parenting":