Biskop afviser præst i homoseksuelt ægteskab

Tidligere konservativ minister kritiserer Church of England, efter kirken har nægtet at godkende ansættelsen af en præst, som indgår i et lovligt homoseksuelt ægteskab

Engelsk præst, der giftede sig med en anden mand, må ikke fungere som præst i et anglikansk bispedømme. Modelfoto
Engelsk præst, der giftede sig med en anden mand, må ikke fungere som præst i et anglikansk bispedømme. Modelfoto.

Den første engelske præst, der giftede sig med en anden mand, har fået inddraget sin tilladelse til at fungere som præst i et anglikansk bispedømme. Sagen kan føre til retssag om diskrimination. Biskoppen af Southwell og Nottingham har blokeret for, at Jeremy Pemberton kunne starte i et nyt job som hospitalspræst med henvisning til, at bispekollegiet i den anglikanske Church of England har forbudt homoseksuelle præster i at gifte sig – hvorimod de gerne må indgå i et registret partnerskab.
 
Jeremy Pemberton var den første offentligt kendte præst til at indgå et ægteskab, da han blev borgerligt viet til sin mand Laurence Cunnington tilbage i april.
Nu har den lokale biskop for Southwell og Nottingham, Richard Inwood, sat en stopper for, at Jeremy Pemberton kan starte i et nyt job som hospitalspræst i bispedømmet.
Sagen er kommet offentligt frem, fordi det konservative medlem af overhuset og tidligere minister Norman Fowler har rejst sagen politisk, og bedt den ansvarlige minister gribe ind.

”Eftersom der er andre præster, som også risikerer samme behandling, vil ministeren som et tegn på sin gode vilje se på sagen, og se om der er noget, der kan gøres for at forsone holdningerne,” sagde Normal Fowler i Overhuset.

Men regeringens talsmand om ligestilling, Lindsay Northover fra De Liberale Demokrater, sagde, at det var op til Church of England at tage den beslutning. Biskoppen af Sheffield Steven Croft er en af de biskopper, der har sæde i Overhuset. Han henviste til, at kirken har iværksat et toårigt udredningsarbejde om ”ændringer i holdningen til den menneskelige seksualitet, og implikationerne for livet i kirken.”

Men for præsten Jeremy Pemberton betyder det, at sundhedsvæsenet har været nødt til at trække jobtilbuddet tilbage, fordi præsten skal godkendes af den lokale biskop.

”Jeg er meget, meget skuffet. Jeg er nu blevet behandlet på en meget uretfærdig og meget barsk måde i Southwell og Nottingham, hvorimod jeg kan fortsætte i gamle job i Lincolnshire, hvor jeg har tilladelse,” forklarer Jeremy Pemberton til BBC Nottingham.

Han udstiller dermed, at det er op til de enkelte biskopper, hvordan de vil fortolke reglerne. Ægteskabet er fuldt lovligt, men kirken har valgt at følge sine egne regler. Sagen er yderligere kompliceret af, at det er det offentlige sundhedsvæsen, der vil være arbejdsgiver, mens det er kirken, der blokerer for jobbet. Jeremy Pemberton afviser derfor ikke, at sagen kan ende hos domstolene.
Biskop Richard Inwood holder trods kritik fast i sin beslutning.

”I sin pastorale vejledning om ægteskaber mellem to af samme køn siger bispekollegiet, at det at indgå et ægteskab med en af samme køn er i modstrid med kirkens lære,” fastslår biskoppen ifølge avisen The Times.

Den anglikanske kirke tillader ikke homoseksuelle ægteskaber som flere af de nordiske kirker. Men den er under pres fra dele af den britiske befolkning, som støtter de nye ægteskaber.